Hjælper cola mod ondt i maven?
Har du ondt i maven, så drik en cola! Har du også fået det råd mange gange? Vi undersøger, om der er noget om snakken.
Hjælper cola mod ondt i maven?
Cola har ry for at kunne mange ting, men at det kan hjælpe mod ondt i maven og mavekramper, er der intet videnskabeligt belæg for. Til gengæld kan cola og andre sukkerholdige drikke hjælpe, hvis du har haft mild diarré. Her mister du nemlig rigtig meget væske, og kroppen kan have svært ved at optage ny væske. Den proces kan colaen hjælpe med. Hvis du har haft meget slem diarré, kan colaens høje sukkerindhold dog have modsatte effekt, så du må i den forbindelse finde ud af, hvor grænsen går mellem effekt og non-effekt.
(Ekspert Sofie Bentzen,. Cand.scient i Humanernæring og kvinden bag bloggen Healthjunkie.com.)
Hjælper det at spise en energibar, hvis jeg er træt?
Det kommer helt an på, hvorfor du er træt. Du kan finde mange ting, der bidrager til træthed, og et lavt blodsukker er kun en af dem. Generelt set udgør blodsukkeret kun en meget lille del af den samlede træthed, de fleste oplever. Tarmindholdet, aminosyrer i blodet og et hav af metabolitter i hjernen er også aktive træthedsspillere. Mad, som for eksempel en bar, vil påvirke flere af dem og kan dermed godt påvirke din træthedsoplevelse, men kun i det tilfælde hvor din træthed primært er baseret på mangel på næringsstoffer.
(Ekspert: Anders Nedergaard,. Ph.d.i muskelbiologi, biokemiker, humanbiolog og radiovært)