Keder du dig i dit parforhold? Her er 5 veje til at holde kærligheden i kog

Keder du dig i dit parforhold? Her er 5 veje til at holde kærligheden i kog

Hvad gør du, når familielivet kører som en velsmurt fabrik, men passionen er væk? Kan du genfinde den med ham, du engang begærede? Og få den til at blomstre?Katrine Axholm hjælper dig med at tage hånd om en af parforholdets store faldgruber – kedsomhed – og det, det også handler om: dårlig kommunikation.

I konsultationen

Lotte og Anders fortæller, at de på alle måder har et velfungerende parforhold og familieliv. De er enige om deres værdier, om hvordan de gerne leve deres liv, og om hvem der gør hvad derhjemme. Alle, som kender dem, synes, de har det perfekte parforhold. Tre velfungerende børn, to spændende karrierer og et godt sted at bo.

Lotte: – Jeg ved godt, du synes, det er hårdt at høre, men jeg røvkeder mig sammen med dig. Vi har skaffet os alt det, vi drømte om, vi har råd til at leve det liv, vi ønsker os at leve, men det føles alligevel tomt. Som en fabrik. Og hver dag er magen til i går. Jeg har ikke lyst til at leve mit liv sådan mere. Jeg vil have passion, kærlighed og erotik, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kan blive sammen med dig. Når jeg ser på dig, kan jeg ikke mærke noget. Jo, kærlighed til dig på grund af vores historie sammen, og fordi du er far til mine børn. Det elsker jeg dig for, men jeg har ikke nogen lidenskab tilbage. Vi er blevet gode venner, vi er ikke længere kærester.

Anders er fortvivlet. Han synes, de har et godt liv. Han vil ikke miste hende. De har arbejdet hårdt for at kunne leve det liv, de lever nu. Hvorfor er hun så ikke tilfreds? Jo, han savner da også mere passioneret sex og de lange natlige samtaler over en flaske rødvin, som de havde, da de var forelskede, men nu har de jo børn og skal tidligt op, så han synes, det er meget forståeligt, at der er andre ting at tage sig af end at se hinanden dybt i øjnene og gå på tantrakursus. Hvad vil hun have mere? Snart er den yngste stor nok til selv at kunne være alene hjemme, og så kan de få masser af tid sammen til at lave ting, bare de to.

Lotte: – Men du kan godt huske sidst, vi var ude og spise og nærmest ikke vidste, hvad vi skulle tale om. Andet end det praktiske og børnene, og hvad vi skulle lave i weekenden. Og det keder mig. Er det virkelig alt, vi har sammen? Børnene og det praktiske? Det er da ikke at være kærester.

Anders ved ikke, hvad han skal sige til hende. Han er ikke sikker på, han forstår, hvad hun vil have af ham. For ham er det almindeligt voksenliv.

En biftur fikser ikke forholdet

Det er helt forståeligt, at vi efter et travlt liv med små børn har brug for at finde hinanden igen og mærke efter, om kærligheden er der, og om vi vil blive ved med at fortsætte sammen. Vi har gjort os umage med, at familien jobbet og børnene kører, men vi har taget kærligheden for givet. Vi tror, at den passer sig selv, hvis bare vi var forelskede engang. Vi tager os ikke af den, giver den tid og opmærksomhed. Måske med en kæresteweekend engang om året, en sjælden biftur eller ud og spise, men det næres kærligheden ikke af, ikke medmindre fundamentet er i orden. Og mange ved ikke, hvad det rent faktisk vil sige at skabe et godt fundament, som gøder kærligheden år efter år.

Fra venner til kærester

Når man ender med at kede sig i sit parforhold, kan det handle om flere ting. I Lotte og Anders´ tilfælde fik de øje på, at de ikke havde været gode til at tale sammen om følelsesmæssige ting. De talte ikke om, hvordan de havde det på et dybere plan. De kunne sagtens dele med hinanden, hvordan det var gået på arbejdet, og hvordan de skulle håndtere en situation i familien, men at tale om hvordan de havde det med hinanden, havde de aldrig gjort.

Man kan sige, at de selv efter så mange år sammen ikke kendte hinandens følelsesliv. I parterapien lærte de at flytte fokus fra de ydre og praktiske ting, til også at få et sprog for deres indre liv. De fik sat ord på, hvordan de havde det med hinanden. Hvordan de reagerede og responderede følelsesmæssigt på hinanden. De lærte at dele deres drømme, frygt og sårbare sider med hinanden, og det blev begyndelsen på at mærke en oplevelse af at høre sammen. At de to var kærester og ikke bare venner.

5 veje til at holde kærligheden i kog

1. Sæt tid af, og sluk skærmene

Det at være gode til at tale sammen og lytte til hinanden, er en af de vigtigste forudsætninger for et godt, nært, varmt og intimt forhold. Det betyder, at I sætter ord på jeres følelser, og begge er bevidste om, at det ikke er den andens ansvar, hvordan du har det. Det er alene dit. I starten vil det være en god idé at sætte tid af til at lære det. Beslut jer for en aften om ugen, hvor der bliver slukket for skærme, og I har fred og ro. I kan skiftes til at fortælle den anden, hvordan I har det. Det kan handle om arbejdet, eller hvad en konflikt med et af børnene gjorde ved jer, men det bør især handle om, hvordan I har det med hinanden.

2. Hold mus-samtale om parforholdet

Når I skal lære at tale sammen på ny, så kan det være en hjælp at forestille jer, at I skal til en MUS-samtale. I skal simpelthen give hinanden en status på, hvor I er følelsesmæssigt. Det vil måske virke lidt akavet i starten, og det kan være svært at finde ordene, hvis ikke I er vant til at mærke efter og sætte ord på jeres følelser, men det fungerer som en muskel, og øvelse gør mester. Et eksempel på en sådan samtale kunne lyde sådan her:

”Jeg synes, vi har haft rigtig travlt i den forgangne uge og jeg har ikke følt mig så tæt på dig. Jeg blev ked af, at du vrissede af mig i tirsdags, da du havde travlt med at komme ud af døren. Jeg ved godt, du bare havde travlt, men det påvirkede mig resten af dagen.”

3. Bliv på egen banehalvdel

Mød hinanden med nysgerrighed fremfor fordømmelse. I skal have rum og varme for hinandens forskelligheder. Det betyder, at der ikke findes noget rigtigt. Der findes din måde og min måde, og der skal være plads til jer begge. Uanset hvor svært det kan være at forstå, hvorfor din mand prioriterer, som han gør, træffer de valg, som passer ham bedst, så er dine værdier og valg ikke mere rigtige end hans. Det vigtige her er at have fokus på dig selv frem for på din partner, forstået på den måde, at du ikke skal tolke på noget, din partner gør. Det, du oplever, er din oplevelse af virkeligheden. Det er ikke det samme som, at det er hans intention.

4. Sæt de rigtige ord på

Vær meget opmærksom på, hvordan du italesætter de ting, du ser som problemer i jeres parforhold. Måden, du taler på, betyder mere, end du måske tror. Prøv eksempelvis at høre forskel på disse to sætninger:

”Du lytter overhovedet ikke til, hvad jeg siger – hører du nogensinde efter, når jeg fortæller dig noget, eller er du som sædvanlig mest optaget af, hvad du selv vil sige?” Og så denne her: ”Når du afbryder mig midt i en sætning, så får jeg en oplevelse af, at du ikke er interesseret i, hvad jeg siger. Jeg føler mig talt ned til og uvigtig, og det gør mig vred og ked af det.” Forskellen er, at du i stedet for at definere din partner, fortæller ham, hvad der sker ovre hos dig. På den måde kan I lære hinanden at kende fremfor at skulle diskutere, hvem der har ret. 

5. Tal om drømmene

Det letteste i hele verden er at tale om det praktiske, men udfordr jer selv, og tal om mere følsomme emner. Det kan være alt lige fra jeres drømme, følelser, barndom, hedeste ønsker, største frygt eller noget helt femte. Det vigtige er, at I tør være sårbare sammen og dele private ting, som kun I to ved om hinanden. Det er med til at styrke jeres følelse af samhørighed og intimitet. Det er det, som gør jer to til kærester. Når I sætter en aften af til at tale sammen, kunne I efter noget tid begynde at tage nogle emner op. Eksempelvis:

”Hvordan forestiller du dig vores liv om fem år?” Eller ”I hvilke situationer føler du dig mest elsket af mig?” Eller ”Er der noget, du savner i vores forhold, og hvad kan vi gøre for at skabe det?”

Vi skal lære os selv at kende

I vores kultur lærer vi mere om at præstere og om at være dygtige og indrette os efter andres behov, end at lære os selv at kende. Det betyder, at når vi som voksne indgår i en kærlighedsrelation, så er vi gode i at få tingene til at glide på et ydre plan, men vi er ikke trænede i og fortrolige med at mærke efter og sætte ord på, hvordan vi har det med hinanden. Og det er netop det, som plejer intimiteten og nærheden i vores forhold. Heldigvis kan vi som voksne lære det, vi ikke lærte som børn.

Om eksperten

Katrine Axholm er parterapeut, foredragsholder, forfatter og ekspert i TV3-programmet ”Kærlighed i krise”. Hun hjælper hver dag par med at lære at forstå sig selv og hinanden og derved styrke kærligheden. De lærer at håndtere alt fra utroskab, konflikter, forskellighed til manglende lyst, kriser og hverdagens trummerum.