Hveps

Hvepsestik: Er du allergisk overfor insektstik?

De fleste får kun lette symptomer, hvis de bliver stukket af en bi eller hveps. Men er du en af dem, som lider af hvepseallergi, kan et enkelt lille stik være livsfarligt. Se her hvordan du undgår at blive stukket - og hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

De fleste får kun lette symptomer, hvis de bliver stukket af en bi eller hveps. Men er du en af dem, som lider af hvepseallergi, kan et enkelt lille stik være livsfarligt. Se her hvordan du undgår at blive stukket - og hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

Det skal du gøre, hvis du bliver stukket

Der findes en lang række råd, som du kan følge, hvis du eller en du kender, bliver stukket.

Det anbefales, at du:

Fjerner brodden hurtigst muligt, hvis den sidder tilbage i huden. På brodden sidder nemlig en giftblære, som fortsætter med at pumpe gift ind gennem brodden, selv om bien er fløjet. Det letteste er at skrabe brodden af med en negl

Afkøler stedet, hvor du er blevet stukket, med en isklump eller fx en pose frosne grøntsager. Det kan gøre både hævelsen og smerten mindre.

Altid søger lægehjælp ved stik i mund, svælg eller hals. Der kan komme hævelser, som kan gøre det svært at trække vejret.

Kilde: Apoteket.dk

Et lille stik kan være livstruende

De fleste hvepse- og bistik giver kun lette symptomer i form af rødme, hævelse, kløe og svien der, hvor du er blevet stukket eller bidt, og stikkene er som regel harmløse, medmindre du er blevet stukket i halsen, munden eller svælget. Men hvis du er blandt de ca. 50.000 danskere, der har allergi overfor hvepse- og bistik, kan et enkelt lille stik give voldsomme reaktioner. I meget sjældne tilfælde er reaktionen meget alvorlig, og hvert år dør én til to personer i Danmark som følge af en allergisk reaktion over for hvepse- eller bistik.

Derfor reagerer kroppen

Den allergiske reaktion kommer, fordi immunforsvaret reagerer på giften og sætter en kædereaktion i gang, hvor flere organer bliver påvirket. Hvorfor nogle reagerer allergisk over for stikket, ved man ikke. Det er derfor ikke til at forudse. Hvis du tidligere har haft en allergisk reaktion på et bi- eller hvepsestik, vil du få det igen, hvis du er så uheldig at blive stukket. Man anbefaler derfor, at du bliver vaccineret mod bi- eller hvepsestik, hvis du er allergisk.

Allergiske reaktioner overfor insektstik

De fleste med allergi over for bi- eller hvepsestik reagerer i løbet af alt fra få minutter til fire timer. Den allergiske reaktion kan give milde symptomer som kvalme, træthed, let feber, nældefeber eller hævelse, kløe og smerter der, hvor du er blevet stukket. I sjældne tilfælde kan du få en svær reaktion med problemer med bl.a. vejrtrækningen, prikken for øjnene, diarré, opkastning, kramper eller besvimelse.

Søg omgående lægehjælp ved disse reaktioner efter stik:

  • Pludselige eller kraftige reaktioner.
  • Utilpashed, svimmelhed, besvimelse eller bevidstløshed.
  • Opkastningsfornemmelser.
  • Svært ved at trække vejret.
  • Hvis du er blevet stukket i mund, svælg, luftrør eller uden på halsen.
  • Hvis du reagerer på et insektstik, og du tidligere har haft en svær allergisk reaktion, men ikke har adrenalin-pen på dig.
  • Symptomer på anafylaktisk/allergisk chok er åndedrætsbesvær, svimmelhed, besvimelse eller bevidstløshed, opkastningsfornemmelser, mavekrampe og kvalme, rødmende hud og kløe, led og læber svulmer op, tilstopning af næsen, meget høj puls.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

Hold hvepsene på afstand

Lider du af hvepseallergi, er det vigtigt at holde hvepse og bier på afstand, så du minimerer risikoen for at blive stukket. Særligt mad, søde drikke, duftende parfumer og kulilteudledning fra ild er med til at tiltrække de stikkende insekter, og derfor er der god grund til at være ekstra opmærksom og tage dine forholdsregler, når du opholder dig udendørs i sensommeren.

Sådan undgår du at blive stukket

Der er en række ting, som du selv kan gøre for at mindske risikoen for at blive stukket af en hveps eller bi.

  • Vær særligt opmærksom, når du spiser eller drikker udendørs: Undgå at spise fx is, dessert og andre søde sager eller drikke udendørs sidst på sommeren.
  • Drik aldrig af farvede glas, flasker eller dåser udenfor, da der er en stor risiko for at overse et  insekt, der måske er havnet i flasken eller dåsen.
  • Dufte og stærke farver tiltrækker insekter. Undlad derfor duftende cremer, parfumer og farverigt tøj udendørs.
  • Undgå at have stearinlys ved bordet udendørs. De udleder kulilte, der gør hvepsene mere aggressive.
  • Undlad at slå ud efter bier og hvepse. Det får dem bare til at angribe.
  • Anbring gerne en skål med sukkervand eller andet sødt langt væk fra der, hvor du sidder for at aflede hvepsene. Brug evt. en egentlig hvepsefælde.
  • Hold dig væk fra steder, der tiltrækker bier og hvepse, fx blomster, blomstrende buske, træer og brændestabler. Vær forsigtig når du plukker frugt.

Førstehjælp ved allergisk reaktion

En mild allergisk reaktion kan ofte lindres med en tablet med antihistamin, mens en svær reaktion (anafylaktisk/allergisk chok) kræver akut lægebehandling. Uanset om du har milde eller svære reaktioner, skal du holde dig i ro, da fysisk aktivitet medfører, at giften hurtigere kommer rundt i kroppen og skaber en kraftigere reaktion.

Førstehjælp ved allergisk chok:

Læg dig selv eller den pågældende person med benene hævet over hjertet, så der kommer blod til hjernen. Ring straks efter en ambulance på 112. Reaktionen kræver akut behandling med en adrenalinsprøjte og herefter behandling på et hospital.

Kilder:

Astma-Allergi Danmark

Netdoktor.dk

Sundhed.dk