Ny undersøgelse: Hvilken kropsdel er DU mest glad for?
En ny undersøgelse giver svaret på, hvilken kropsdel vi kvinder er mest tilfredse med - og hvilken vi bryder os allermindst om.
Lange ben, slanke kroppe og blondt hår. Danske kvinder har ry for at være blandt verdens smukkeste og mest selvsikre kvinder. Men hvor tilfredse er vi kvinder egentligt med vores udseende? Det har Kari Traa sat fokus på i en ny undersøgelse foretaget blandt 1.000 kvinder via Epinions Danmarkspanel.
I følge de danske kvinder, der har deltaget i undersølgelsen er de mest tilfredse med deres ansigt. Det er efterfulgt af bryster, ben og numse. Til gengæld er de danske kvinder også enige om, hvad de ikke er tilfredse med ved deres krop. Her er det lår, nakke og ryg, der fremhæves som de kropsdele, som kvinderne er mindst tilfredse med.
”Danske kvinders kropsselvtillid er ikke helt så stor, som man måske skulle tro. Faktisk svarer hele otte ud af ti af de danske kvinder, at de vil ændre noget på deres krop, hvis de kunne. Det er en ærgerlig tendens, som afspejler det store kropsfokus, kvinder oplever særligt på sociale medier. Vi vil gerne bidrage til, at kvinder på sigt kan frigøre sig fra forventningspresset og være tilfreds med dem selv – uanset om de er en størrelse 32 eller 46,” siger Kari Traa, der har grundlagt sportsmærket af samme navn.
Københavnske kvinder er fulde af selvtillid
Hvor tilfredse vi er med vores kroppe, afhænger også af, hvor vi bor. Undersøgelsen viser nemlig, at de københavnske kvinder vurderer sig selv mest fysisk attraktive. Selvtilliden er ikke lige så høj blandt kvinderne i Nordjylland, som bedømmer sig selv mindre fysisk attraktive.
Der er også forskel at spore på tværs af de adspurgte kvinders alder. Ifølge undersøgelsen er kvinder i aldersgruppen 56-75 år nemlig væsentligt mere tilfredse med deres kroppe end deres yngre medsøstre. Det er især de midaldrende kvinder, der oplever utilfredshed med egen krop.
”Undersøgelsen viser, at de ældre kvinder generelt har et mere afslappet forhold til deres kroppe end de unge og midaldrende kvinder. Det giver stof til eftertanke. Det tyder på, at man med alderen bliver mere tilpas i sin egen krop og måske affinder sig med de ting, man var utilfreds med i en yngre alder. Det ville være fantastisk, hvis endnu flere kvinder i alle aldre kunne tillære sig det,” siger Kari Traa.