Så meget vejer dine muskler i forhold til fedt
Er der stor forskel på, hvor meget muskler vejer i forhold til fedt? Ikke helt så meget, som du måske går rundt og tror, fortæller muskelforsker og ph.d. Anders Nedergaard.
– Muskler vejer mellem 10 og 20 procent mere end fedt. Så hvis du har en liter muskel, vil den veje omkring 1,1 kilo, mens en liter fedt vil veje 0,9 kilo, siger han.
Den forholdsvis lille forskel betyder, at det sjældent vil have de store konsekvenser for tallet på din badevægt, hvis du som kvinde begynder at dyrke styrketræning.
– Der er lavet forsøg, der viser, at hvis man sætter en ung, rask kvinde til at dyrke styrketræning tre gange om ugen, vil hun efter tre måneder i gennemsnit have tabt mellem et og tre kilo fedt og øget sin muskelmasse med mellem et og tre kilo. Så det går stort set lige op, når det kommer til kropsvægt. Til gengæld vil resultatet være meget bedre end før – både sundhedsmæssigt, og når det kommer til at få tonet kroppen, siger han og fortæller, at kvinder ikke reagerer lige så stærkt på styrketræning som mænd, der oftest vil tage mere muskelmasse på.
– Mange kvinder er bange for at blive for store, men det er virkelig sjældent, at kvinder let bliver store, og i så fald kan de jo godt stoppe undervejs, siger han og fortæller, at udholdenhedstræning også kan give vægtøgning.
– Hvis du begynder at dyrke udholdenhedstræning som f.eks. løb, vil du øge din blodvolume med helt op til et kilo i starten, siger han og understreger, at begge former for vægtøgning – både når det gælder øget muskelmasse og blodvolume – er en god ting, når det kommer til din sundhed.
LÆS OGSÅ: De bedste sundhedsblogs lige nu