Romantik efter sex

”Hvordan kan jeg holde fast i romantikken, EFTER vi er kommet?”

Kan tanken om pletter på de nyvaskede lagner også forstyrre din efter-sex-oplevelse? Så læs med her, hvor sexolog Ditte Winkel går i rette med Hollywood, som har skabt skæve forventninger.

Spørgsmål: Når min kæreste kommer oppe i mig, så kommer realiteterne hurtigt og forstyrrer romantikken, når sæden er ved at løbe ud og ramme de nyvaskede lagner. Det gør det svært at ligge sammen og nusse efter akten, hvilket er ærgerligt. Jeg har nok set lidt for mange romantiske film og er derfor meget præget af forestillinger om eftersex-seancen – men er der alligevel noget, jeg kan gøre for at holde fast i romantikken efter sex?

Svar: Vi kan desværre ikke få tyngdekraften til at ophøre, så det er jo en uundgåelig situation. Du kan selvfølgelig lægge nogle håndklæder under jer, så I undgår at skulle vaske lagnerne igen. Alternativet til håndklæderne kunne være at bruge kondom, så I hurtigt kan komme af med væskerne. Der er dog mange, der synes, at der forsvinder noget nærvær, intimitet og nydelse, når penis pakkes ind.

Det kan også være en løsning, at din kæreste kommer andre steder end oppe i dig, for eksempel ud over dine bryster eller balder. Så kan du have håndklædet ved siden af og hurtigt fjerne sæden uden at skulle forlade sengen.

Jeg er helt enig med dig i, at Hollywood nok har præget din eftersex-forventning, for vi ser aldrig, at kvinden skal ud og tømme sig, inden der er tid til at ligge og nusse på silkelagnerne. Men der skal nok en del til, at Hollywood ændrer deres eftersexfortælling til en mere realistisk en af slagsen, så jeg holder på, at håndklæderne nok er den bedste løsning.

Ditte Winkel

Ditte Winkel er parterapeut og sexolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun møder både par og individuelle klienter og afholder foredrag og workshops om sex og kærlighed for både virksomheder og privatpersoner. Ditte er ekspert i ALT for damerne-podcasten ”Tænd for mig” om den kvindelige seksualitet og er fast hus-sexolog på Go’morgen P3.

Én gang om måneden vil Ditte besvare spørgsmål fra jer læsere her i bladet. Hvis du har et spørgsmål, kan du sende det til stork@alt.dk, så kan det være, at det kommer med i næste udgave af sexbrevkassen.