Ida Auken: "Hvis mor kunne bestemme, ville hun leve i mobilens verden ..."

”Da min ældste søn var fem år, sagde han en dag til mig, at hvis mor kunne bestemme, ville hun leve i mobilens verden. Det rystede mig, at mit barn sagde sådan til mig, men det var jo det, han oplevede: at jeg hellere ville være sammen med mobiltelefonen end ham.

Jeg fandt ud af, at jeg brugte op imod 24 timer om ugen på at være på den ene eller den anden skærm. Det var et døgn ud af en uge af mit liv, der foregik i en digital verden. Og jeg tænker, at når jeg en dag ligger på mit dødsleje, vil jeg så ærgre mig over, at jeg ikke brugte nok timer på Facebook, eller er det andre dele af at leve livet, som jeg måske tænker, at jeg skulle have gjort noget mere af. Det er i hvert fald ikke timer på Facebook, jeg vil savne,” siger Ida Auken til Alt.dk.

Vi møder hende på hendes kontor på Christiansborg til en snak om digital sundhed. Et område, der optager hende fagligt såvel som i privaten.

”En anden gang, hvor jeg opdagede, at jeg havde hovedet lidt for meget nede i telefon, var, da jeg så nogle billeder fra en familiefest. Her kunne jeg se på en serie af billeder, at de andre hyggede og snakkede sammen, mens jeg sad med hovedet nede i mobiltelefonen. Og der tænkte jeg, er det virkeligt sådan, at det ser ud? Nu forstår jeg det. Og det kan være ret sundt at opdage.”

Et scenarie, som de fleste af os kan nikke genkendende til i dagens Danmark, hvor mobiltelefonen har fået en fast plads i vores hænder. Hvem har ikke siddet til en middag, hvor man lige skal Google et eller andet, man diskuterer, og så opdager man, at der er kommet en SMS, som man lige skal læse. Og i den SMS, står der noget om en aftale i kalenderen, så man skal lige kigge i kalenderen. Her ser man så, at der er kommet mails, som man lige må tjekke, og man får en ny besked, hvor man skal sende en SMS til en tredje person, og pludselig er der gået 35 minutter. Man kigger op på middagsselskabet, og man er fuldstændig røget ud af samtalen- Og det, man skulle Google, kan man ikke huske mere.

”Jeg tror, at mange mennesker kender den oplevelse af at tabe tid og sted, og hvis man ikke er meget bevidst om sit skærmforbrug, kan man gå rundt og tro, at andre ikke ser det. Men i virkeligheden gør man det lige op i hovedet på de mennesker, man er sammen med, og derfor kan det være ret sundt at se sig selv udefra.”

Hvad mener du om den digitale verden, som vi lever i i dag, med mobiltelefoner, iPads og sociale medier?

”Teknologi kan generelt virke meget overvældende, og grunden til, at vi taler så meget om skærmene, er, fordi det er en fysisk forandring. Vi kan se i toget, at alle sidder med hovederne nede i skærmen, er man på cafe, kan man se fire venner kigge konstant på mobilen, eller to børn, der i stedet for at lege, sidder med hver deres skærm.”

”Det er gået meget hurtigt, og derfor har det også taget os noget tid at få kulturen, reglerne og rammerne til at følge med. Vi tog dem bare i brug, og pludselig så vi, hvad de gjorde. Teknologierne er jo designet sådan, at vi skal opleve, at vi lever lige så meget, når vi bruger dem, som når vi er sammen med vores nærmeste. Så vi bliver bekræftet, vi bliver oplyst og udfordret lige så meget som hvis vi var sammen med andre mennesker. Jeg tror så bare ikke, at det er sandt, men det har taget mig mange år at opdage, at det passede ikke helt.

Vi er heldigvis kloge og tænksomme mennesker, som begynder at diskutere, hvad det gør med vores skoler, vores samvær derhjemme og vores venskaber. Det gør mig også enormt optimistisk på menneskets vegne, at vi er begyndt at have de her snakke.”

Jeg fornemmer lidt en ”os mod dem”. Er der det?

”Sådan har jeg det også lidt med nogle af tech-giganterne. På den ene side vil vi gerne have deres service og den kontakt, som det giver os gennem Facebook, Twitter og Instagram. På den anden side har vi brug for at sætte os fri, fordi de ender med at have så stor en viden og magt over os.

Så jeg synes, at vi står i en kamp. Og vi er kun lige gået i gang med at finde ud af, hvad tech-giganterne indsamler af information om vores liv. De skal kun have det, vi selv vil give dem.”

Hvad har I gjort hjemme hos dig for at bringe mobilforbruget ned?

”Vi har lavet klare begrænsninger på, hvor meget vores børn må bruge skærme. For det første kommer de ikke til at få hverken mobiltelefon eller IPad, før de bliver 10 år – hvis vi kan holde fast i den. De låner vores til at spille Minecraft og se Youtube. For det andet har vi sat en fast tid på, hvor meget de må sidde med dem.”

I hverdagene får de lov at se Ramasjang om eftermiddagen, og de kan godt lide at spille Wii. De får en halv time om dagen, hvor de får lov at slappe af med det, når de kommer hjem fra skole eller børnehave. Og i weekenderne får de også lov til at se lidt fjernsyn udover det.

Der vil nok være nogle, der mener, at det er meget striks det, vi laver, men det er, fordi vi kommer fra en situation, hvor der ikke var styr på det. Da mine børn var meget små, fik de lov til at sidde og se videoer af meget uskyldige ting, men vi tænkte ikke meget over, hvad det betød for en to-årig at sidde selv og se Rasmus Klump, mens vi sov længe. I dag prøver jeg virkelig at lade være med at gøre det til min babysitter, for det er fristende og let.”

Hvad gør du for at nedsætte dit eget forbrug?

”Jeg er begyndt at lægge mobilen op på et skab, når jeg kommer hjem, så jeg ikke har adgang til den fra kl. 18 til 20.30. Der er også tidspunkter, hvor jeg afleverer den til min mand, hvis jeg har svært ved at komme ud af det. Så må han putte den ned i lommen og holde den væk fra mig. Jeg synes, at det er en meget stærk kraft, for jo mere tid jeg bruger på telefonen i løbet af dagen, jo sværere er det for mig at ligge den væk, når jeg kommer hjem.”

”Hvis jeg får trang til at kigge på den, læser jeg i stedet en bog, sætter noget musik på eller spiller et spil med mine børn. Jeg må gøre noget aktivt for ikke at gå hen og tage fat i den, fordi jeg har en eller anden form for afhængighed. Men bevidstheden om det gør det i hvert fald lettere. Det er også lettere for min familie at gøre mig opmærksom på, at hov! Nu faldt du ud.” 

Jeg har også lavet en aftale om, at når jeg taler med et andet menneske, lægger jeg den fra mig. For hvis jeg taler med et andet menneske, må den ikke være i min hånd, for så kan jeg risikere at komme til at kigge på den midt i en samtale, og det er meget uhøfligt.”

Hvorfor har du lavet disse regler?

”Jeg har erkendt, at den kan styre mig, hvis ikke jeg tager styringen. Og at jeg skal kæmpe aktivt imod. Men jeg falder tit i. Så må jeg bare op på hesten igen. Hvis min mand fx er ude og rejse, kan jeg godt tage mig selv i, at jeg ikke kan finde ud af at få slukket, og jeg skifter rundt mellem min mail og Facebook, Instagram, Twitter, forskellige chatfora og nyhedssider. Jeg har endda fået ham til at ringe til mig og sige, at nu skal du lægge telefonen væk. Jeg er heldigvis bevidst om det, og jeg kan grine af mig selv, når det sker.”

”Men jeg kan heller ikke leve uden den skærm, for det er mit arbejdsredskab, og det er den måde, man kan få fat i mig på. Men jeg har besluttet, at jeg vil have et liv, og jeg vil se mine børn. Jeg vil være en nærværende mor og selv bestemme, hvornår jeg lader skærmene styre mit liv, og hvornår jeg ikke gør.”

Hvad kan problemerne være, hvis man lever for meget i den digitale verden?

”Jeg har hørt, at danske børn er nogle af dem, der har færrest legeaftaler og leger mindst med hinanden. Og jeg synes ikke, at det er det samme at sidde foran en skærm hvert sit sted og være sammen, som det er at være sammen fysisk og i samme rum. Vi skal kunne se hinanden i øjnene, og man kan bedre mærke hinandens bekymringer, sorger og glæder, når vi er i rum sammen.

Jeg tror stadigvæk, at der er mange unge mennesker, især i de tidlige teenageår, som oplever, at det er meget bestemt af deres omgangskreds og deres venner, at man skal være på. Og hvis man står af for tidligt på aftenen, kan man være røget ud om morgenen og ikke vide, hvad der sker. Man kan også let få et helt fordrejet billede af, hvordan andre lever deres liv og tro, at ens eget liv forkert. Eller at man skal gøre alt muligt, for at være et okay menneske og være perfekt på alle mulige planer, i stedet for at få oplevelsen af, at man er okay som man er. Så der er et stort socialt pres.

Det er også en bekymring, jeg har, at vi som samfund ikke får mødt hinanden på kryds og tværs. Og hvis vi holder op med at synes, at det fysiske møde er vigtigt, begynder vi at møde nogle af dem, som algoritmen på de forskellige sociale netværk synes, at vi skal møde. Og det er så nogle, der ligner os selv.”

Hvad kan man som enkelt individperson gøre?

”Man kan starte med at holde øje med sin skærmtid for at se, hvad man bruger tiden på, og hvilke tidsrøvere der er. Og så kan man få sig nogle gode vaner, for vaner er det allerbedste våben mod uvaner. Man skal være realistisk, for vi skal ikke tilbage til Nokia 3210. Dem, der læser denne artikel, læser den sikkert på en skærm, og det er ikke, fordi vi skal holde op med det. Jeg vil bare selv tage magten tilbage over mit liv og selv bestemme, hvornår jeg gør det.

Der er masser af gode ting, og vi har fået mange muligheder med teknologierne, men det skal være os, der styrer dem, og ikke dem der styrer os.”

Hvad kan vi som samfund stille op for at ændre vores mobilvaner?

”Jeg tror, at vi kan gøre meget for at hjælpe hinanden med at ændre vores mobilvaner, og jeg kan mærke, at der allerede er sket en del. Når jeg var til koncert for nogle år siden, stod alle med deres mobiltelefoner og optog, så man næsten ikke var til stede til koncerten. For nyligt var jeg til Minds of 99, hvor jeg på et tidspunkt ville sende en lille bid af en sang hjem til min søn, som elsker dem meget højt, og der kunne jeg godt mærke, at da jeg tog den frem for at filme, kiggede folk næsten skævt til mig.”

Skal der gøres noget politisk?

"På Christiansborg har vi fået lavet et center for digital sundhed, som kan kigge på, hvad der sker med vores koncentrationsevne, søvn, trivsel, selvværd og stressniveau, når vi konstant er online.

Jeg synes også, at alle skoler skal have en politik for mobiltelefoner, så de i hvert fald har taget beslutningen bevidst. Hvad de så skriver i den, vil jeg lade være op til de enkelte skoler. Jeg tror også, at arbejdspladser kunne have godt af at have nogle regler for, hvad vi gør til møder, hvornår man må sende mails til hinanden eller hvornår man kan forvente, at der kommer svar.

Jeg kan også sagtens forestille mig, at vi begynder at sætte skrappere regler for tech-giganterne. I første omgang kan vi sørge for, at de betaler skat, og at de ikke samler oplysninger på os, som de ikke har fået lov at få og bruger dem uden at have fået tilladelse. Der skal vi lave regler sammen med de andre lande i EU, for så bliver det mere slagkraftigt.

Vi kan som politikere være med til at starte diskussioner ved at snakke om disse ting. Men jeg vil aldrig lave regler for, hvad folk skal i deres eget hjem.”