TV-vært Lene Beier: ”Når jeg går på kur, tænker jeg på mad hele tiden, og så opgiver jeg”

Tv-værten Lene Beier er lige så lys, let og livsglad i virkeligheden, som hun fremtræder i programmet ”Landmand søger kærlighed”.

– Jeg tror aldrig, vi flytter herfra igen, siger hun, da vi sidder på førstesalen i hendes nybyggede hus ved Dragør og kigger ud over vandet på en udsigt, som vi hurtigt bliver enige om er rensende for sjælen. Sammen med sin mand har hun selv tegnet huset og stået for opførelsen. Alt indenfor og udenfor er udført med stor omhu og ved at bruge så naturlige materialer som muligt. Når hun selv skal nævne det allermest afslappende, hun kan foretage sig, er det da også at nusse rundt her i denne lille oase, som giver hende ro i sindet og mental velvære.

– Tidligere brød jeg mig ikke om at være alene, der skulle helst ske noget hele tiden og være nogen at snakke med. Men i de senere år er jeg begyndt at nyde at have tid til at hygge mig i mit eget selskab med små rengørings-, have- og oprydningsprojekter. Så er jeg mentalt opladt, når mine to sønner og min mand kommer hjem, og klar til at være der for dem. Helt alene er hun nu aldrig, for omkring benene på os render hunden Bruce, der tydeligvis er vant til opmærksomhed og også kæmper for at få den nu. Lene må bede den om at opføre sig ordentligt, før vi kan tale videre. Drømmen om at bo ved vandet, har hun og hendes mand haft længe.

– Jeg er vokset op i Skive ved Limfjorden og savnede at kunne se ud over vand, det samme gjorde Anders. Så vi sparede sammen, og i et par år holdt Anders hver dag øje med, hvad der kom til salg ved havet i en radius af en time fra København. Og så kom den her grund, hvor der lå et 1970’er-hus, der var dårligt isoleret, og som vi rev ned. Vi har dog bevaret en gammel motionscykel og nogle af elementerne i haven for ikke at ødelægge husets karma. I stedet opførte de en kombination af et klassisk gult Dragør- og Skagenshus, hvor alt indenfor er holdt i de samme farver som naturen udenfor.

– Jeg tror, det er med til at give denne følelse af harmoni, når jeg går rundt her, siger hun.

Gal med stofskiftet 

Ingen kan se på Lene, at hun har en alvorlig, kronisk sygdom. Sygdommen dukkede op lige efter, hun mødte sin mand. Hun fik anfald af svimmelhed, besvimede, havde hjerteflimmer, forstoppelse, fik ekstrem tør hud, var træt og oplevede, at hendes stemme ændrede sig. Ret frustreret gik hun flere gange til lægen, der ikke kunne finde ud af, hvad der var galt. Indtil Lenes svigermor, som er overlæge, pegede på, at det nok var en stofskiftesygdom, selvom Lene ikke havde taget på, som man normalt gør ved den slags. Så fik hun endelig diagnosen myxødem. Sygdommen gør, at hendes skjoldbruskkirtel ikke fungerer, og hun derfor må tage medicin for at holde gang i sit stofskifte.

– Når jeg tager den og overholder et par enkelte leveregler, har jeg det fint. Det vigtigste er, at jeg skal spise vitamintilskud, drikke fem liter vand om dagen og huske at spise fiberrigt. Det har jeg gjort siden, og så mærker jeg intet til den. Det er heldigt sluppet. Medicinen er sat i system, men ellers kan Lene ikke fordrage regler, især ikke motions- og kostregler. – Hver gang, jeg har besluttet at gå på kur, tænker jeg på mad hele tiden, og så opgiver jeg kuren igen, siger hun leende. Men hvordan holder hun mon så den slanke linje?

– Jeg forsøger at spise relativt sundt. Jeg er ambassadør for Kræftens Bekæmpelse og deltog i deres 10-kamp sidste forår, og jeg skal også deltage igen til foråret. Det kan jeg kun opfordre til at gøre, det er gratis, og alle kan være med. Jeg benytter det som en mulighed for at se min hverdag efter i sømmene. Ideen i 10-kampen er, at man i løbet af 10 uger prøver kræfter med 10 forskellige tiltag til en sundere livsstil, som minimerer risikoen for at få kræft.

– Bagefter kan man så tage de livstilsomlægninger til sig, der taler mest til en. Efter sidste års 10-kamp er vi her i familien næsten holdt op med at spise forarbejdet kød og spiser mere fuldkorn og frugt og grønt, end vi gjorde før. Slik har hun altid haft nemt ved at modstå.

– Jeg har ingen sød tand, så det er ikke svært. Til gengæld kan jeg lide alt, hvad der salt og stærkt. Der skal helst være fest i min mund, hver gang jeg spiser, maden må gerne knase og have rigtig meget smag. Derfor er chili Lenes yndlingskrydderi. Hun putter det i alt og kan sagtens finde på at spise spejlæg med chili til morgenmad.

– Jeg indtager nok omkring fem kilo tørret chili om året. Jeg har altid lidt med i tasken, og ofte også chilisovs og friske chilier, som jeg kan komme på min mad. Anders er ved at dø af pinlighed, når vi sidder på en restaurant, og jeg hiver det frem. Men hun understreger, at hun skam ikke er perfekt. Hun har også usunde vaner.

– F.eks. er jeg festryger, det håber jeg at blive kvit ved årets 10-kamp for Kræftens Bekæmpelse. Men andre ”dårlige” vaner fortsætter jeg nok med. F.eks. er jeg vild med ost i store mængder, og skal jeg hygge mig herhjemme en fredag aften, elsker jeg et dejligt stort glas rødvin med chips til. Det hører for mig med til at nyde livet.

Motion med formål 

Familien har indrettet sig, så det er Anders, hendes mand, der styrer butikken, når hun er væk med sit job. Lige nu er hun f.eks. vært på ”Landmand søger kærlighed – Jorden rundt”, en tilføjelse til det oprindelige program, hvor hun rejser mellem danske landmænd i Portugal, Uganda og Australien, der søger en dansk kæreste.

– Så savner jeg selvfølgelig min familie. Men omvendt er det også godt for mit ægteskab. Når Anders og jeg savner hinanden, bliver vi mindet om, hvor utroligt meget vi betyder for hinanden. Det er vi ikke altid så bevidste om, når hverdagen kører. De blev kærester, mens de begge arbejdede som tjenere på samme restaurant og har kobberbryllup til februar.

– Vi er hinandens bedste venner og supplerer hinanden godt, når vi arbejder sammen. Da vi f.eks. byggede det her hus, tog Anders sig af økonomi og var entreprenøren, mens jeg stod for al indretning og haven. Haven er stadig mest hendes område og en vigtig kilde til motion for hende.

– I virkeligheden kan jeg ikke lide at dyrke motion, uden at det har et formål. Jeg rører mig, når der skal luges, klippes hæk, hugges brænde og gøres rent. Og så går og løber jeg også ofte en tur med hunden langs stranden for at tømme hovedet. En tur på fem-seks kilometer er fantastisk til at give mig ro på øverste etage. At hun ikke mere er helt ung længere, mærker hun mest på den måde, at hun har fået vrøvl med sin nakke.

– Måske fordi jeg blev lidt skæv, da jeg gik meget med min yngste søn, Otto på hoften, da han var lille. Nogle gange kan nakken f.eks. drille, når jeg har kørt meget i bil i ”Landmand søger kærlighed”. I løbet af de otte sommeruger, vi optager programmet, når jeg at køre omkring 12.500 km. Så skal jeg sørge for at gå nogle ture, så jeg ikke bliver for stiv i kroppen. Undervejs på sine bilture hører hun mange lydbøger og podcast.

– Det gør mig godt. Så føler jeg ikke, at jeg spilder tiden. Jeg hører også lydbøger, når jeg lægger tøj sammen og gør rent.

Mobilforbud 

Noget andet, der gør hende umådeligt godt, er at rejse med familien. I december var de en måned på rygsækrejse i Cambodja og Vietnam. Børnene fik ikke mobiltelefoner eller iPads med, og de voksne fik kun lov til at bruge mobilen en time hver aften.

– Det tog et par dage at vænne sig af med at tage mobilen frem hele tiden. Men så begyndte vi i stedet at snakke og pjatte og lege sammen og kigge på verden omkring os. Hjemmefra gav vi drengene en skridttæller og udfordrede hinanden på at gå cirka fem kilometer om dagen, på den måde fik vi også rørt os rigtig meget. Rejser og nye oplevelser er en vigtig drivkraft i Lenes liv, og hun er god til at handle, hvis hun er utilfreds med noget.

– Jeg er uddannet skolelærer, men da jeg ikke kunne lide udviklingen i folkeskolen, ændrede jeg spor og blev tv-vært. Anders og jeg har også flyttet rigtig mange gange for at arbejde os henimod at få råd til at bo ved vandet. Og jeg kan sagtens finde på at foretage en ny, stor drejning i mit liv, når folk en dag er trætte af at se på mig på tv. Så har Anders og jeg planer om, at vi vil drive et lille hotel sammen. Et af mine mottoer er aldrig at være bange for forandringer.