Jeanette Ottesen: "Jeg kunne ikke sige fra, selv om alt i min krop og mit sind skreg, at jeg skulle stoppe"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Når jeg tænker på min barndomsvej i dag, er det stadig det tryggeste sted, jeg kan forestille mig. Helt konkret var det en vej i en lille gruppe af stikveje i et roligt og hyggeligt middeklassekvarter i Lyngby nord for København. Små lommer af hygge, hvor børnene legede, og bilerne kørte langsomt."

"Jeg voksede op i en kernefamilie med min søster og med mine bedsteforældre lige om hjørnet, så det var jo på mange måder billedet på en lykkelig barndom. Men i dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, at grunden til, at jeg ser tilbage på den tid som så tryg og sorgløs, også skyldes, at den minder mig om et liv før svømning."

"Det var en tid, der bare var min, og hvor jeg var optaget af ting, som alle andre børn er optagede af. Af at lege, få venner, spise slik og bare være. Det var før træning, rekorder, kost, vejninger og ambitioner – især andres ambitioner – overtog mit liv. Jeg har lært og fået meget af min sport. Men den har også taget meget fra mig. Og når jeg ser tilbage på min barndom og på, hvordan den udviklede sig, bliver det meget tydeligt, hvad svømningen har kostet mig."

Hvornår fandt du din levevej?

"Det er ekstremt svært at svare på, for jeg føler faktisk ikke, at jeg nødvendigvis fandt min levevej; det var nok snarere den, der fandt mig. Jeg begyndte på Bæverholdet i Lyngby Svømmeklub som 11-årig, hvilket er virkelig sent for en elitesvømmer, men vandet elskede mig, og jeg elskede det tilbage."

"Jeg havde vildt nemt ved at bevæge mig i det. Når min træner sagde, hvad jeg skulle gøre, gjorde jeg det, og så var det, som om min krop vidste, hvordan den skulle gøre i første forsøg. Jeg nåede nærmest ikke at falde til på et hold, før jeg rykkede op på det næste."

"Som 13-årig begyndte jeg at slå de voksne svømmere, og som 16-årig blev jeg udtaget til OL i Athen. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede der, og var bare overvældet over alt det, der skete omkring mig. En total teenager, der bare syntes, at det var for vildt at være til OL. Men da jeg kom hjem, var det, som om der skete et eller andet."

"Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg stod ved vinduet på mit værelse og talte i telefon med en journalist, der spurgte, hvad der nu skulle ske, og så svarede jeg: ”Jeg vil vinde en medalje ved OL i Beijing om fire år.” Det var første gang, jeg havde udtrykt nogen form for ambition omkring min svømning. Jeg blev selv helt forbavset."

Hvem har været den vigtigste vejviser i dit liv?

"Min mor og min mormor har været stærke kvindelige rollemodeller i mit liv. Men der er også kvindelige svømmere, som har haft stor indflydelse på, hvordan jeg selv har udviklet mig – ikke bare som svømmer, men som kvinde. Især svenske Therese Alshammer har været et kæmpe forbillede. Hun var muskuløs og trænet, men havde det mest fantastiske store, lækre krøllede hår og gik med makeup og lakerede negle."

"Hun turde gå sine egne veje og viste, at kvinder kan være feminine i en sport, der ellers havde ry for kun at have plads til maskuline, nærmest mandhaftige kvindelige atleter. Det har betydet utroligt meget for mig at udtrykke begge sider af mig selv i min sport. At jeg kan se smuk ud og svømme sindssygt hurtigt på samme tid. Man kan sagtens være super feminin og samtidig være et bæst i vandet."

Hvornår har du oplevet at miste vejgrebet?

"Da jeg kom hjem fra OL i Athen, var jeg på mange måder klar til at tage de ambitioner, andre havde haft på mine vegne, på mig. Jeg startede på elitecentret og skulle svømme med Danmarks bedste svømmere, og jeg var fuld af mod og håb og drømme. Men jeg endte med fuldstændig at miste mig selv og min kærlighed til svømningen."

"Den daværende landstræner, Mark Regan, var decideret ondskabsfuld og råbte og skreg af sine svømmere. Beskyldte os for at være fede, uduelige og talentløse. Det var et totalt frygtregime. Og selv om jeg hjemmefra – især af min mor – har lært at sætte grænser, forsvandt de grænser fuldstændig. Jeg sultede mig selv, forsøgte at kaste op og sad på toilettet i timevis op til de offentlige og ydmygende vejninger. Til sidst svømmede jeg i flere måneder med et træthedsbrud på et ribben. I konstante og uudholdelige smerter. Regan lod mig først slippe for træning, da holdets læge beordrede ham til det."

"Jeg var fuldstændig ødelagt. Fysisk og psykisk. Men selv om det var en kæmpe lettelse at blive sendt hjem, ville jeg bare tilbage og gøre min træner tilfreds. Jeg havde slet ingen fornemmelse af mig selv og kunne ikke sige fra, selv om alt i min krop og mit sind skreg, at jeg skulle stoppe. Det var min mor og far, der endte med at sige fra og trække mig ud af svømningen. Jeg kunne simpelthen ikke selv, og det siger alt om, hvor nedbrudt jeg var som menneske. Jeg var totalt hjernevasket. Der var intet tilbage."

Har du nogensinde stået ved en skillevej?

"Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle vende tilbage til svømningen. På den ene side vidste jeg, at jeg havde mere i mig. At der var mål og ambitioner og drømme, jeg gerne ville indfri. På den anden side var jeg bange for at miste mig selv igen. Da jeg besluttede mig for at gøre det, var det, fordi det lykkedes mig at gennemtrumfe nogle krav. Min nye landstræner skulle tale ordentligt til mig. Og der var ingen, der skulle blande sig i min vægt."

"Da han første gang hævede stemmen over for mig, svømmede jeg direkte over til ham, pegede på ham med en dirrende finger og råbte tilbage, at sådan skulle han aldrig, ALDRIG tale til mig igen. Foran alle! Jeg var blevet stærk og voksen nok til at sætte grænser og stå fast på dem. Men det er utroligt, at det skulle være sådan. At det var – og måske på nogle områder fortsat er – sådan i svømmeverdenen, at helt unge menneskers grænser bliver overtrådt."

"Jeg har ikke oplevet svømmeverdenen som et trygt sted. Og det har været en stor drivkraft bag den bog, jeg har skrevet, at vise, hvordan den verden har sat sine spor i mig – og i mange andre. Jeg gider ikke bare at lade stå til. Jeg vil gerne være med til ændre tingene. For selv om det selvfølgelig kræver enormt meget at blive en af de bedste, så skal det ikke koste din sundhed eller din følelse af værd. Det hele menneske skal med. Også i elitesport."

Dit livs omvej?

"Da jeg blev gravid og fik min datter, Billie-Mai, kom jeg helt i mål og blev samtidig sendt ud på mit livs omvej. Hun har gjort mig hel. Det var, som om der skulle et barn til, før jeg følte mig elsket og accepteret som den, jeg er, og blev befriet for følelsen af at skulle indfri egne og andres forventninger for at være god nok. Hun elsker mig. Hun synes, jeg er fantastisk. Og så er det jo sådan, det er. For hun er den vigtigste nu. Det er i virkeligheden kun hende og hendes meninger, der gælder. Og Marcos, selvfølgelig – Billie-Mais far og min mand."

"Da jeg blev gravid, droppede Dansk Svømmeunion deres stipendier til mig. Og jeg stod pludselig uden indtægt. Helt afsindigt, når man tænker på, at jeg har viet hele mit liv – min barndom og min ungdom – til at svømme for Danmark. Jeg havde sagt, at jeg ville vende tilbage efter barsel, men blev bare droppet. Og jeg følte mig fuldstændig kasseret og svigtet. Men Marco, der er tidligere elitesvømmer og i dag træner svømmere på topniveau, samlede mig op."

"Han sagde: ”Vi gør det bare selv. Du har ikke brug for dem.” Og så gjorde vi det. Vi trænede sammen. Billie-Mai sov på kanten. Marco guidede, opmuntrede og pressede mig. Og jeg svømmede baner, ammede i pauserne og græd i svømmebrillerne over, hvor ondt det gjorde at svømme med mælkefyldte bryster. Det var hårdt og et helt vanvittigt projekt. Men det var også fuldstændig vildt fantastisk, fordi vi var en lille hær, bare os tre sammen. Og vi gjorde det. Jeg kom tilbage på toppen."

Hvornår vidste du, at du var ved vejs ende med dit mål?

"Jeg kan stadig blive helt bevæget af at tænke på det. På at stå der klar bag startskamlen i Tokyo til mit femte og absolut sidste OL. Det er så stort og følelsesladet et øjeblik, at det er svært at sætte ord på. Så mange timer i vandet, så meget pres, så meget smerte, så meget lykke og eufori. Svømning har været mit liv, det var stort og overvældende at sige farvel. Da jeg slog ind efter mit sidste løb, og mine holdkammerater rakte armene ned mod mig og holdt om mig, brød jeg helt sammen. Jeg græd og græd. Men jeg var klar."

"De fleste atleter venter på at ramme depressionen, når de stopper, fordi sporten har været alt for dem i et helt liv, og de pludselig ikke ved, hvordan de skal skabe mening og retning. Men den har ikke ramt mig endnu. Og jeg har ikke en følelse af, at den er på vej. Jeg elsker, at jeg er fri. At der ikke er mere, jeg skal eller ikke skal, men at det er op til mig. Verden er åben. Det har helt sikkert også meget at gøre med, at jeg fik alt det, jeg kunne, ud af min karriere, og at jeg fik lov at slutte på mine egne betingelser, selv om Dansk Svømmeunion droppede mig. Så gjorde vi det selv – mig, Marco og BillieMai. Og vi kom helt i mål."

Hvilken vejleder vil du gerne være for dit eget barn?

"Jeg var et meget stædigt barn, og jeg har også altid været meget optaget af at sige fra over for uretfærdigheder eller ting, jeg ikke syntes var i orden. Det har helt sikkert hjulpet mig i min svømning, men det har også givet mig nogle knubs. Jeg tror, folk har ment, at jeg var irriterende og for besværlig tit. Jeg har i hvert fald altid følt mig lidt som den, der stod uden for fællesskabet og kiggede ind."

"Jeg kan genkende stædigheden i Billie-Mai og målrettetheden og modet til at råbe op og sige fra. Og det er jeg vildt stolt af, men jeg kan også blive lidt bekymret for hende. For selv om det er godt at være målrettet og modig, og det er vildt vigtigt at kunne sige fra, så er det jo ikke alle kampe, man skal kæmpe. Jeg vil gerne lære hende at navigere lidt nemmere igennem det hele, end jeg selv har gjort. Give efter, når det måske ikke er så vigtigt. Og så give sig fuldt ud, når hun kan mærke, at det virkelig gælder."