Jenna Bagge: "Det har været en kæmpe ændring for mig, at jeg ikke tænker over at tabe mig mere"
Som sportsdanser har Jenna Bagge fra ”Vild med dans” tit fået at vide af sine trænere, at hun skulle blive tyndere. I dag har hun sluppet noget af kontrollen over maden, som mere er blevet noget, hun glæder sig til og hygger sig med.
Hvilken rolle spillede sundhed i din barndom?
"Jeg startede allerede med at danse, da jeg var tre år, så jeg føler faktisk, at jeg har danset hele mit liv. Det har helt sikkert spillet en stor rolle for min opfattelse af sundhed, fordi det har gjort, at jeg altid har været meget aktiv og brugt meget tid på at træne. I forhold til mad var jeg dog meget kræsen som barn, så mine forældre har skullet lokke mig til at spise varieret, ellers havde jeg kun spist spaghetti med ketchup og slik. Men det lykkedes dem at give mig nogle nogenlunde fornuftige madvaner, selvom jeg stadig elsker slik."
Hvad er sundhed for dig, og hvornår føler du dig bedst tilpas?
"Sundhed handler for mig om at have det godt i sin egen krop. Jeg føler selvfølgelig, at sund mad og motion er rigtig vigtigt for, at jeg holder mig sund. Men jeg synes også, at det er en del af at være sund, at man giver sig selv lov til at spise en kæmpe dessert og sofahygge en gang i mellem. Jeg føler mig faktisk allerbedst tilpas, når jeg netop føler, at der er den der balance.
Og så elsker jeg jo virkeligt at danse, og udover at jeg kommer i god form af at danse, så synes jeg også, at jeg bliver vildt glad af det. Jeg er virkeligt bare ekstremt heldig, at jeg rent faktisk får lov til at arbejde med noget, som bidrager til, at jeg føler mig sund og godt tilpas."
Hvilken vane vil du helst ændre?
"Før jeg begyndte at lave ”Vild med dans”, var jeg sportsdanser, og dengang fik jeg tit at vide af mine dansetrænere, at jeg skulle tabe mig. Det betød, at jeg i mange år havde en meget dårlig vane med at være meget opmærksom på at spise meget lidt, fordi jeg hele tiden prøvede på at tabe mig.
Det har været en stor ændring i mit liv, at jeg ikke længere hele tiden føler det pres for, at jeg skal være mega tynd. Jeg kan godt mærke, at jeg stadig spiser ret lidt, så selvom jeg egentlig ikke tænker over, at jeg skal tabe mig mere, så tror jeg stadig, at den gamle vane helt ubevidst hænger en lille smule fast. Det har været en kæmpe ændring for mig, at jeg ikke tænker over at tabe mig mere. Mit syn på mad har ændret sig fra at være noget, der skal kontrolleres og næsten ikke må være en del af mit liv, til at være noget jeg glæder mig til og hygger mig med."
Hvordan giver du dig selv den bedste start på dagen?
"Morgenmaden er mit yndlingsmåltid. Jeg elsker at have god tid, så jeg står altid ret tidligt op, så jeg kan sidde længe med min havrefras og høre podcast eller lydbog. Særligt når jeg har meget travlt, er det virkelig dejligt at starte dagen stille og roligt."