Kamilla har aldrig kunne skrive en indkøbsliste – nu har hun måske fundet ud af hvorfor

Vi sidder i forfatterens stue på Vesterbro i København. Solen skinner, vinduerne står åbne, og udenfor er forberedelserne til årets Distortion i fuld gang. Kamilla spørger, om hun skal lukke vinduerne. 

"Jeg kan mærke, at min opmærksomhed hele tiden vandrer mod larmen."

Hun sender et blik ud mod de højlydte forberedelser til gadefesten. Hun elsker en god fest, men hun ved også, at hvis hun skal holde sit fokus et sted, er hun nødt til at skærme sig selv. Ellers tager tankerne hende med på en flyvetur gennem uendelige associationsrækker.

Igennem sit forfatterskab har hun igen og igen haft blikket rettet mod de mennesker, der lander ude i rabatten, mens hovedparten suser forbi på motorvejen. Kamilla Hega Holst skriver sine karakterer omhyggeligt frem – de små særegne streger, der danner konturerne af et menneske, som ikke nødvendigvis passer ind. Som nu hovedkarakteren, Mai, i hendes nye roman ”386”.

Kamilla Hega Holst har netop været hos lægen og står nu i kø til at få sin udredning. Hun har otte måneder til at finde ud af, hvordan hun har det med selv at få en eventuel diagnose. 

"Jeg brød helt sammen, da jeg sad hos lægen. Det kom bag på mig, at det er så svært for mig selv at få en diagnose. Hun har altid taget sine forholdsregler for at få forfatterskabet og en opmærksomhedsforstyrrelse til at gå op i en højere enhed. Når hun skriver, er telefonen slukket, der er ingen SoMe, larm eller ydre forstyrrelser. Men så har hun også flere hestekræfter at trække på end mange andre. 

"Det er en fordel ved H’et i hyperdelen af diagnosen ADHD," smiler hun.

Det kan sættes foran alt det, hun selv er motiveret for, og som f.eks. giver hende viljestyrke til hver dag at gå rundt om alle søerne fra Vesterbro til Østerbro og tilbage igen. Og til at insistere på at skrive en roman færdig, selvom alting omkring hende synes at falde fra hinanden. Som dengang for fem år siden hvor livskraften langsomt var ved at sive ud af hendes søn, og han blev henvist til Bispebjerg Hospitals psykiatri.

Læs også

Caroline Fleming om ADHD: ”Jeg vil ikke sige, at det er blevet nemmere…”

Igennem årene havde hans krop og sind brugt flere kræfter på at fastholde ham i en almindelig folkeskole, end han reelt kunne holde til. Han havde bl.a. forsøgt at klare timerne med jævnlige tisse- og drikkepauser, men med tiden blev det forbudt. Han forstyrrede undervisningen, og uden andre redskaber til at overkomme skoledagen blev det tæt på umuligt at få ham i skole.

Han var 12 år gammel og blev udredt for ADHD. Men han var ikke et barn, man typisk associerer med lidelsen, og diagnosen undrede hans lærer, der snarere havde vurderet ham til at være et højtbegavet barn, fordi han var så kvik og sensitiv.

Men efter sønnens diagnose begyndte en større erkendelsesproces i Kamilla Hega Holst. Hvis han, som den stille og sensitive dreng, kunne lide af ADHD, hvad så med datteren, der altid havde kravlet på væggene? Året efter fik også hun diagnosen, da hun gik i 10. klasse. 

"Skolen rummede hende fint. Men hun er selv ked af i dag, at ingen var opmærksomme på at få hende udredt. Hun gjorde sig så umage i alle de år og fik først stillet diagnosen i slutningen af folkeskolen. I dag er hun tyve år. Hun er flyttet hjemmefra, har fundet den rette medicin og er glad. Men hun har ingen uddannelse. Hun har ikke gået på gymnasiet eller HF, og hun kan heller ikke forestille sig det, fordi folkeskolen var så svær. Og det er synd, for hun er en ekstremt kvik pige."

Bogen har været fem år undervejs. Og problemerne, der førte til hendes børns udredning og følgereaktionerne efter at have levet med uopdagede diagnoser hos dem begge, har også skubbet til hende. ADHD’en er blevet hugget ind i hendes liv som i granit – igennem børnene, men også igennem hovedkarakteren Mai.

Og så er vi tilbage ved det indledende spørgsmål. Tilbage ved forfatterens forkærlighed for det skæve. For kan man både passe på det – give det kærlighed og plads – og samtidig erkende, at det kan være konstruktivt med en diagnose, der måske skærer nogle hjørner af originaliteten?

Som mor til to børn med ADHD er Kamilla i hvert fald ikke enig i den debat, der har været om, at vi er for hurtige til at sætte en diagnose på børn, der måske bare er viljestærke eller uopdragne. For hun har set med egne øjne, hvordan livslysten kan glide et barn med en uopdaget diagnose af hænde. Og hun understreger, at det stadig kun er omkring fem procent af børn og unge, der får diagnosen. 

Læs også

42-årige Iben har ADHD: ”Det ligner dovenskab, og det har føltes som dovenskab, uden jeg kunne gøre for det”

"Der er stor forskel på at have en lidelse som ADHD og på at have en svær periode i livet. At få en diagnose kan fjerne en stor smerte, fordi man måske for første gang i sit liv føler sig set og forstået. Det kan være meget vigtigt at forstå hvorfor noget, der er simpelt for andre, bliver ved med at være vanskeligt for en selv."

"Det er ikke det samme, som at man skal holde op med at gøre sig umage, bare fordi man har en diagnose. Man skal altid forsøge at lære. Men det kan også være fint at erkende, at lige det her bliver jeg aldrig nogensinde særlig god til, måske lærer jeg det aldrig, og det er også ok."

"Jeg behøver ikke at skjule det, fordi det er skamfuldt. En diagnose er jo ikke et mirakelmiddel, men viden om lidelsen kan sammen med medicin give et liv med større livskvalitet, færre konflikter og større forståelse for sig selv."

Kamilla selv har altid stået nede i supermarkedet uden at ane, hvilken retning hun skulle tage. Som alenemor gennem de sidste 17 år har det ellers ikke skortet på øvelse i at købe ind. Ligesom det heller ikke har skortet på gode råd fra omgivelserne om, hvorfor en indkøbsliste kan gøre underværker. 

Hun har lært sig selv fire retter, hun kan udenad. Fire retter, der fast er blevet serveret igennem årene: Tortillaer, lasagne, burger og pizza. Retter, der kun kræver ét blus tændt ad gangen, og som til gengæld muliggør, at hun kan se ”Deadline” imens og på den måde afværge det kedelige. 

"Min søn har gennem årene fået de samme klapsammenmadder med i madpakken. Det har været noget i stil med leverpostej, spegepølse, pålægschokolade eller figenpålæg. Det har været nødt til at være så rutinepræget, for at jeg kan lave madpakken uden at tænke."

På den måde har Kamilla fundet sine copingmekanismer. Og i romanen beskriver hun dem, så man forstår, hvorfor Mai ikke kan leve op til helt almindelige krav om uddannelse og job. Hvorfor hun trods en opvækst med struktur og en kæreste, der er god til at hjælpe hende med rammerne, stadig har en krop, der kribler og krabler. Tanker, der flyver. Lyde, der trænger ind. Hvordan hun hele tiden har lyst til at handle på den næste tanke – og så den næste.

Kamilla Hega Holst husker, at hun selv som barn skulle tage bussen hjem til sin far hver anden weekend. Det var altid den samme bus fra det samme busstoppested og med det samme endemål. Alligevel var hun altid bekymret for, om hun nu stod på den rigtige side og for, om bussen stadig kørte den vej, eller om hun huskede forkert, fordi hun ikke har retningssans eller tidsfornemmelse. 

Læs også

Succes-iværksætter bruger aktivt sin ADHD i sin forretning: ”Det er jo min ild”

"Jeg har også stadig en Mayland-kalender, jeg river en side ud af hver dag. Det er en måde at forstå tiden på. En måde at indfange dagene, så de ikke bare smuldrer," siger hun og viser med fingrene, når noget flyver væk fra hendes hænder.

Noget andet, hun har tilfælles med karakteren Mai, er, at hun altid har ondt i kroppen. Fordi hun holder på sig selv, så hun ikke springer alle vegne. Hun gentager sætningerne i hovedet for ikke at gentage dem i virkeligheden, hun bider tænderne sammen for ikke at snakke for meget. Ganske som Mai, der i romanen hele tiden vrikker med tæerne for at komme ned i kroppen igen.

Romanen foregår i 2010, og Mai er – som Kamilla Hega Holst – opvokset i en anden tid. 

"Jeg er vokset op i et meget mere langsommeligt samfund, end mine egne børn er. Der var ikke så mange mennesker, biler, lysreklamer. Og den store forskel er teknologien. Der var ikke mobiler og internet. Der var en langsommelighed, som har været virkelig god for mig. Som jeg i virkeligheden tror er god for mange mennesker."

"Når man som forældre sidder i psykiatrien, får man at vide, at man endelig ikke må tage mobilerne fra sine børn. Det ville heller ikke kunne lade sig gøre, så ville de have smadret deres værelser. På en måde passer mobilen til den flygtighed, de i forvejen lever med. Det giver dem en ro – det her med at swipe samarbejder med deres natur, som er associationsrækker i alle retninger. Men det trigger også en bevægelse i alle retninger, hvis man ikke kan finde ro i tankerne."

Hun tror især ikke, at vores hjerner er designet til den omskiftelighed, teknologien muliggør. 

"Vores hjerne er skabt til at designe den, men ikke til at konsumere på den måde. Jeg taler ikke imod mobiler. Da mine børn lå med angst, var der noget socialt i at have en telefon og trods alt have kontakt til omverdenen, men det bliver mere og mere tydeligt for mig, at vi ikke længere fordyber os. Og hvad gør det ved os?"

"Vi ved, at hjernen er elastisk, og den coper med det, vi bliver udsat for. Det kan godt være, at vi med tiden kan finde ud af det, men lige nu står vi i en krise, hvor vores krop ikke er med. Det er spændende, hvad vi så bygger op bagefter."

Og så er Kamilla Hega Holst tilbage ved forleden, da hun var hos lægen. Og ved, hvorfor det var så svært. 

"Det er lidt selvmodsigende, for lige så glad som jeg er for, at mine børn har fået en diagnose, lige så svært er det også for mig at blive proppet ned i en kasse. Jeg føler det nærmest som et overgreb. Jeg elsker mine børn og den måde, deres hjerner fungerer på – den sensibilitet, de har. Noget i mig synes ikke, de skal proppes ned i en kasse, som andre har defineret."

"Samtidig må jeg bare sige, at jeg har fundet en stor ro og tryghed i det. Jeg har aldrig følt mig så genkendt, som da jeg begyndte at læse om den diagnose, hvor jeg kunne se, at alle mine udfordringer passer ind under den paraply, der hedder ADHD. Så det er også fyldt med omsorg. Og på den måde er jeg splittet. For kan jeg så stadigvæk fremhæve alt det atypiske og afvigende som noget smukt?"

"Jeg er altid enormt nysgerrig på relationer. Jeg har været alene i 17 år, og før det var jeg sammen med den mand, jeg fik børn med. Så vi var vel en kernefamilie, men det var et hjem med mange middage og fester – vi var altid en broget flok. Kernefamilien har altid været meget klaustrofobisk for mig."

De bedste barndomsminder har hun fra farens kollektiv, hvor der var fællesmiddage, fester og samvær. Og derfor forsøgte hun også at finde et kollektiv, da hun selv blev skilt. Desværre var det for dyrt i København, men for Kamilla har kernefamilien aldrig været idealet.

"Selvom vi snakker mere om, at flere vælger at bo alene eller vælger venner som noget familiært, så er det stadig kernefamilien, der bliver vores målestok for det gode liv, og det kan irritere mig. Jeg har altid fået lidt klaustrofobi af sådan et middagsbord, hvor folk har deres faste pladser. Jeg får altid lyst til at invitere lidt flere og bytte plads."

"Det tror jeg er en nysgerrighed på det, der ligger udenfor de faste former. Det er en nysgerrighed på, at verden kunne se anderledes ud. Men det kræver et åbent blik, og på den måde kan jeg godt lide Mais tvivlende blik på forholdet. Tvivlen er det stærkeste redskab til at åbne op."

Det er blevet moderne igen med åbne forhold. Tror du, det ville være lykken for flere par at prøve?

"Mange har prøvet det af både i hemmelighed og med partnerens samtykke, men det er de færreste, der lykkes med det i længden, og da slet ikke, når der kommer børn. Hvem gider sidde og passe barn, mens den anden knalder Inge?"

"Det er en svær balance. Jeg har også en omsorg og kærlighed for elskerinden – måske fordi jeg selv har været hende. Man har ikke så mange rettigheder som hende, for man er den, der bliver kastet ud til siden. Kvinden har historisk set ikke haft lov til at forfølge sit begær ligesom manden, men det tror jeg er ved at ændre sig. Så vi er på alle måder i en brydningstid. Det ændrer bare ikke ved det faktum, at jo flere man lukker ind i en relation, jo mere komplekst bliver det."