'Sygeplejeskolen'-skuespiller afslører: Sådan passer jeg på mig selv
For Katrine Greis-Rosenthal er det vigtigt at passe på sit mentale helbred, og nu hvor hendes børn ikke er små mere, nyder hun at have tiden til det.
Denne artikel er første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
I en verden, hvor rampelyset sjældent dæmpes, og kravene synes evige, står skuespilleren Katrine Greis-Rosenthal stærkt med en bevidsthed om vigtigheden af mental sundhed. Hendes erfaringer både på og uden for scenen har lært hende, hvor afgørende det er at passe på sig selv, især i en branche, der sjældent holder pause.
"Jeg går vildt meget op i min mentale sundhed. Jeg synes, at det har været svært at prioritere mig selv med små børn. Men det har jeg ikke længere, så jeg synes, at jeg har fået vildt meget fritid," forklarer den 39-årige skuespiller, der lige nu igen er aktuel i rollen som Nina Neergaard i TV2 Charlies seerhit 'Sygeplejeskolen'.
Motion og selvpleje
Privat har Katrine Greis-Rosenthal siden 2012 været gift med skuespillerkollegaen Martin Greis-Rosenthal, 43, og sammen har de Ester Liv på 11 år og otteårige August Levy, mens Martin desuden har Emma-Mai på 15 år fra et tidligere forhold. Fordi den lille flok nu har fået en alder, hvor de er blevet mere selvstændige, giver det Katrine Greis-Rosenthal mulighed for at bruge mere tid på blandt andet motion og selvpleje.
"I takt med at man bliver ældre, kan man heller ikke bare lave ingenting og så tro, at man kan blive ved med at have det lige så rart i sin ryg og i sine knæ. Jeg er meget bevidst om, at jeg skal passe på mit instrument. For jeg har jo ikke en cello at spille på, mit instrument er mig. Så hvis jeg skal blive ved med at have det godt indeni og uden på, så kræver det et ret stort stykke arbejde, og det er jeg meget bevidst om," siger skuespilleren.
At pleje sine venskaber har også fået en mere central rolle i Katrine Greis-Rosenthals liv, fordi hun nu har tiden til at investere i flere af de mennesker, hun holder af. Derudover nyder hun også at kunne bruge tid på andre interesser.
"Jeg går vildt meget op i mine børn, mit forhold, min have, natur og rejser. Og det er alt sammen noget, jeg har fået meget mere tid til nu. Vi har også tid til at drømme og tale om, hvad vi godt kunne tænke os. Førhen havde vi ikke tid til det. Der havde vi to små børn og to karrierer, som vi skulle finde ud af at balancere. Det har været en prioritering, og noget vi jo selv har skabt. Vi har selv valgt, at vi gerne ville have tre børn, en hund og et hus. Men nu nyder jeg bare at høste frugten af alt det, vi har sået," reflekterer Katrine Greis-Rosenthal.
Skuespillerinden pointerer yderligere, at hun mener, at det er vigtigt for ens mentale helbred altid at anerkende og handle på de udfordringer, man står overfor.
"Hvis der er nogen fundamentale ting, der ikke fungerer, så må man gøre noget ved det, for der er ikke andre, der gør det."