Kirstine fandt sig selv efter hjerneblødning: " Jeg har fundet en ny sikkerhed i mig selv"

"I er de første, der kommer ind i vores nye entré. Den er lige blevet færdig."

Velkomsthilsnen kommer fra Kirstine Østergaard Gustafsson, der smilende byder indenfor i huset, hvor hun bor med sin mand og datter. Familien har boet her i seks år, men som Kirstine siger, så tager de renoveringen af det tidstypiske parcelhus hen ad vejen. Treårige Nikoline gemmer sig lidt genert bag sin mor, men tør op, da hun får lov at se nærmere på fotografens udstyr.

"Jeg kan se dig, mor", erklærer hun glad, da hun får lov at kigge gennem søgeren på kameraet.

Kirstine smiler. Hele sceneriet med hus, familie og Gurli Gris, der kører på det store fjernsyn i stuen, er på en gang helt almindeligt, og samtidig kunne det have været uopnåeligt for Kirstine. Den 34-årige nordjyde har nemlig været derude, hvor livet på et splitsekund ændrer sig. Hvor hun på egen krop mærkede, at alting kunne blive taget fra hende.

Midt i morgen-tv

Vi er godt ti år tilbage i tiden. Til en novembermorgen i 2010. Kirstine sidder og ser morgen-tv, men rammes pludselig af en ekstrem hovedpine og følelsen af, at noget er helt forkert. Hun ringer til sin kæreste, Martin, sin far og en ambulance. Da hun bliver lagt på båren, rammer en intens smerte hende og hun husker bare et smertebrøl, der kom fra hende selv, og dernæst at hun gik i krampe.

Smerten i hovedet kom, fordi en blodåre i hjernen var sprunget, og blodet strømmede ud og trykkede på hjernevævet. Det gav kramper så voldsomme, at Kirstine blev lagt i kunstig koma i Aalborg og sendt videre til operation i Aarhus. Hun har siden talt med den paramediciner, som var med i ambulancen. Han troede ikke, at hun ville overleve.

"Ingen ved, hvorfor det skete", siger hun i dag.

Selvom Kirstine slap uden fysiske mén, så var hun som menneske helt ude af balance. Hjemmet besøgte Kirstine i 2013, og dengang sagde hun sådan her om de første år efter hjerneblødningen:

"Jeg har altid haft en plan for mit liv og tænkt, at jeg skulle have børn, før jeg blev 30. Pludselig vidste jeg slet ikke, hvad mit liv skulle indeholde. Jeg var rådvild, græd over de mindste ting og var så træt hele tiden."

I dag er Kirstine en livskraftig ung kvinde med en charmerende lille datter og arbejde som pædagog på den nærliggende skole, og på væggen hænger et bryllupsbillede af hende og Martin, som har været ved hendes side hele vejen.

"De første år sad jeg mest hjemme og tudede, og jeg ville ikke have bebrejdet ham, hvis han var skredet. Det ville have været nemt for ham, men han blev indlagt sammen med mig dengang, og den tid er jo en del af vores fælles historie nu", siger Kirstine.

Vendepunkt

At Kirstine i dag er velfungerende, lå langtfra i kortene. Tværtimod mener hun selv, at hun blev reddet fra en tidlig førtidspension af et sted, der hed Klub HjerneVærket i Hjørring. Et ikke længere eksisterende tilbud for senhjerneskadede, hvor Kirstine lærte at acceptere, at hun for altid var forandret.

"Det var en utrolig lettelse at nå frem til den erkendelse. Jeg kunne endelig begynde at tænke fremad", siger hun.

Mens Kirstine fortæller om netværkets betydning for hende, får hun, til sin egen overraskelse, tårer i øjnene og siger:

"Det kommer helt bag på mig, at jeg reagerer sådan, men det er jo, fordi det sted kom til at betyde så meget for mig," erkender hun.

I den tale, som Kirstine holdt på KlubHjerneværket, da hun stoppede der i 2013, sagde hun sådan her:

"Jeg er taknemmelig for at have fået mulighed for at vende tilbage til livet (...) Villa, volvo og vovse kan så småt skimtes ude i det blå. Jeg er sikker på, at jeg får lov at leve lykkeligt til mine dages ende."

Det sidste har hun ingen garanti for, men lægerne har sagt, at hun ikke skal gå og være bange for at blive ramt af en hjerneblødning igen.

"Det tror jeg på, og jeg går ikke og tænker på det. Jeg har det heller ikke sådan, "Tak, fordi jeg lever", men det har helt afgjort betydet noget for, hvem jeg er i dag. Når jeg ser tilbage på, hvordan jeg var før hjerneblødningen, så kan jeg næsten undre mig over, at nogen ville ansætte mig, for jeg sagde aldrig noget. Jeg var pivgenert", erklærer Kirstine med et grin.

Dét er hun ikke i dag, og det er hun glad for.

"Efter min nedtur skulle jeg finde mig selv på ny, og jeg har fundet en ny sikkerhed i mig selv. Jeg er da god nok, som jeg er", siger hun med et smil.

Og det er der mindst to personer, der er helt enige i, for både Martin og Nikoline er på hver deres måde Kirstines store glæder i livet. Hun ønskede sig det her liv med hus, job og familie, og at vejen hertil blev anderledes end forventet, ser hun i dag det positive i.

"Jeg er blevet mere sikker på mig selv, og jeg kan være i det. Jeg kan være i mit liv, og det liv er godt og dejligt!"