Klumme: "Løbeturen begynder og slutter på de sociale medier"

‘Jeg får mega dårlig samvittighed, når jeg tjekker mine Instagram stories i sengen. Klokken er jo ikke en gang blevet syv, og så har du allerede løbet 10 kilometer.’ Min frisør, Kasper, kigger bebrejdende på mig. Kasper, der er veltrænet, talentfuld hårstylist, anerkendt makeupartist: Og Kasper som er en af dem, der gør de kendte glimmerlækre, inden de springer ud på scenen i Vild med Dans.

Kasper kan få dårlig samvittighed over, at jeg, en mor til tre, selvstændig skribent, fuldtidsnørd, men kun deltidsmotionist, planlægger en morgentur, inden verden er vågen, og humble bragger (den engelske term for underspillet online-blær, red.) ved at dele, hvor mange skridt jeg har taget, før dagen er rigtigt gået i gang.

Der er intet nyt i, at jeg løber meget, ja, nærmest hver dag. Det har jeg gjort siden min gymnasielærer, Jette, i 2.g hev fat i alle os piger, der måske nok fik 12-taller på stribe, men som kæmpede lidt med at klappe os selv på ryggen og mene, at vi var gode nok. Ikke bare til at mestre skolens krav, men mestre voksenlivets ansporing, der hele tiden mindede os om, at vi kun var en ægte succes, hvis vi var tynde, smukke og indehavere af de rigtige Buffalo-støvler, Diesel-bukser i satin og nylontaske fra Birger Christensen.

Det var Jettes glimrende teori, at hvis du begynder din dag med en løbetur, så kan du også sætte flueben ved dagens første succesoplevelse. Løb var for Jette en vitaminpille mod dårligt selvværd. Det er løb også for mig.

Men hvad har selvværd og sociale medier med hinanden at gøre? Enhver børnepsykolog, kulturkommentator og digitalekspert vil kunne tilvejebringe statistikker, analyser og spørgeundersøgelser, der viser, at de moderne medier slet ikke gør os særligt sociale, men derimod ensomme, isolerede og endda deprimerede.

Så hvorfor deler jeg dagens løbetur med dem, der gider at kigge med? Det er der faktisk en grund til. Og den handler om motivation og fællesskabsfølelse – for mig selv og for andre. Instagram bugner med billeder af et liv, som kun er forundt ganske få. For ikke alle har råd til en Chanel-taske eller daglige indtag af Starbucks-kaffe og café-brunch. Men alle kan gå 10.000 skridt, cykle på arbejdet i stedet for at springe ind bag rattet og udfordre deres børn til en fodboldkamp frem for et spil Fortnite.

Og selv om internettet indimellem kan virke som et udemokratisk parallelunivers, og de sociale medier ofte gør, at vi føler os mere ekskluderede end inkluderede i andres liv, så kan netop sport, bevægelse og det magiske i at vise sine træningssuccesser virke motiverende frem for nedbrydende.

Min løberutine har i mange år været relativt ensom. Inden jeg fik mand, børn og en Instagram-konto, løb jeg mine ture alene. Indtil min far tog løbet op, og så løb vi sammen. Det smittede af på min mor og bror, og lige pludselig kunne vi som familie tage til Bornholm og løbe etapeløb eller snige en løbetur ind på selv den mest dovne sommerferie i Sydfrankrig.

 Jeg lærte efterfølgende min mand at kende i en løbeklub. Vi så hinanden første gang til intervaltræning i Østre Anlæg, og kun et år efter havde han friet. Der havde vi allerede delt to maratonoplevelser i henholdsvis København og Berlin, og vi var enige om, at den bedste start på en date var en løbetur i Dyrehaven. Men så fik vi tre børn inden for fem år.

Arbejds- og familieambitioner gjorde, at jeg hev min løbetur ud af dagtimernes planlægning, og igen placerede dem som dagens start. Det var faktisk ikke svært at komme ud af døren, når uret ringede klokken fem, men jeg kunne godt føle mig mærkeligt alene om min oplevelse, når jeg kom hjem igen. For ingen havde delt glæden ved den friske luft, det stabile åndedræt, de taktfaste skridt med mig. Og ingen kunne puste ud med mig.

Så kom stories-funktionen på Instagram. Og pludselig kunne jeg virtuelt dele min lille lykke ved endnu en tur. Jeg kunne endda modtage små opmuntrende beskeder efter turen, en thumbs up-emoji eller en tilkendegivelse fra en virtuel ven om, hun selv havde fundet løbelysten frem under dovenskabens dyne efter min deling. Det er det, som det daglige insta-post forærer mig. Et fælleskab med alle dem, som jeg ved måske, måske ikke havde tænkt sig at løbe. Men som nu kom afsted alligevel, fordi min tur motiverede dem.