"Det giver stof til eftertanke, når ens kollega i midten af 20'erne får en blodprop"
Lange arbejdsdage i køkkenet og kost, der for det meste bestod af kaffe og takeaway fra den nærliggende kiosk, var hverdagen for kok Dak Wichangoen i mange år. I dag er hun glad for, at både hun og restaurationsbranchen har fået mere fokus på egen sundhed.
Jeg spiser alt, men jeg spiser alting med måde. Det er nemlig sundhed for mig. Jeg synes ikke, at man skal begrænse sig og beslutte, at der er noget, som man ikke må spise. Så bliver man bare ked af det, og det er i hvert fald heller ikke sundt. Så mit mantra er: ”Gør alt med måde”.
Da jeg var ung og kokkelev, prioriterede jeg slet ikke sundhed. Det var ofte noget med at sulte mig selv hele dagen, fordi der ikke var tid til at spise, og når jeg så fik fri, gik jeg ind og købte noget junk i 7-Eleven. Da passede jeg slet ikke på min krop, og det var ikke kun mig. Det var faktisk det meste af restaurationsbranchen, der ikke passede på sig selv.
Det er jo en lille smule absurd, at vi nærmest lærte folk, hvad de skulle spise, og det eneste, som vi selv gjorde, var at ryge smøger, spise junk og drikke kaffe og alkohol. I dag tror jeg, at vi i branchen har fundet ud af, at hvis vi gerne vil præstere på et godt niveau i køkkenet, er vi også nødt til at passe på os selv. Ellers holder vi ikke særligt længe.
Det giver stof til eftertanke, når ens kollega i midten af 20’erne får en blodprop – det skal så ungt et menneske ikke. Derfor er det skidedejligt at se, at vi er begyndt at passe på og prioritere os selv mere.
Jeg er selv blevet endnu mere opmærksom på min egen sundhed, efter jeg blev mor. Jeg vil gerne være her så lang tid som muligt for Lily, og det kan jeg kun, hvis jeg passer på mig selv – både fysisk og mentalt.
Derfor er træning også vigtigt for mig, og det må gerne være hård træning. Det er der, jeg får ro i mit hoved og kan slå hjernen fra. Det lyder måske lidt absurd, men jeg elsker, når jeg er der, hvor det eneste, jeg kan tænke på, er at trække vejret, ellers falder jeg død om, fordi det er så freaking hårdt. I de øjeblikke slipper jeg for tankemylderet i mit hoved.
Jeg kan tydeligt mærke på mig selv, hvis jeg ikke får trænet. Jeg bliver i dårligt humør, og min lunte bliver kortere, fordi jeg er en person, der har meget temperament. Det har jeg brug for at få ud af kroppen på en eller anden måde.
Så jeg træner gerne tre-fire gange om ugen – nogle gange sammen med min kæreste. Så får vi både noget ”we-time”, som man ellers ikke har meget af, når man har et lille barn, og samtidig får vi bevæget os. Det er vores parterapeut, kan man sige.
