Kvinden bag LêLê: "Jeg er så stærk, men det er sundt at være sårbar"

I en baggård på Frederiksberg ligger en have, som har forvandlet en kvindes liv, sådan mere eller mindre. Det er Anh Lês baghave, hvor en halv meter jord og asfalt er blevet gravet op og kørt væk. Og erstattet med frisk muld, plantekasser og et væld af små frugttræer. Og hvor metervis af plankeværk til begge sider nu er dækket af plantepotter med krydderurter og bær.

Hun viser rundt og peger og dufter og siger så: “Jeg har anlagt min have i en helt ny periode af mit liv, hvor jeg har givet mig selv lov til at lege og bare være menneske i stedet for at være ekstremt fokuseret, stærk og målrettet. Jeg har i de sidste tre år tilladt mig selv at være sårbar og have ondt af mig selv, og jeg har været misundelig for første gang i mit liv. Det har alt sammen været meget sundt …”

Hvem skulle nu have troet det? At der kan komme noget virkelig værdifuldt ud af følelser som misundelse og selvmedlidenhed? At de kan blive startskuddet til et andet liv med mindre arbejde og mere kærlighed, frugttræer, jordbærvæg og vinterbadning. Men sådan er det med Anh Lê, 43 år. Sådan lidt omvendt og alligevel helt logisk.

En stor livskrise med efterfølgende vendepunkt behøver fx ikke være udløst af stress, sygdom, skilsmisse eller fyring, selv om det ofte er tilfældet. Den kan også ‘bare’ opstå, hvis man for første gang i sit liv under sig selv et break og tid til at tænke sig om.

Og et familieliv behøver ikke nødvendigvis bestå af kvinde, mand og børn. Det kan også være en større og mere broget pakke med fx en eksmand, et par gamle forældre, tre brødre og deres familier og en tidligere elsker, som er far til det allervigtigste: en lille søn på seks år ved navn Thor. Og sådan er det så med Anh Lê. Som også er bådflygtning fra Vietnam. Succesfuld restauratør og indehaver af de vietnamesiske streetfoodrestauranter LêLê. Kogebogsforfatter. Vært i Spis Vietnam på DR2. Kok på Go’morgen Danmark på TV 2 og i dén grad helt sin egen.

SE OGSÅ: Helsematilde: "Mit liv er både smukt, grimt, sjovt og svært"

Vi fik en ny chance i Danmark

Anh Lê kom til Danmark i 1979 som femårig sammen med sin familie. De var blandt de 400.000 vietnamesere, som det år flygtede ud af landet.

“Jeg har oplevet ting, som ingen børn burde opleve, og jeg husker stadig de voksnes frygt, den sidder dybt i kroppen på mig. Jeg var et meget stille, genert og observerende barn, og da vi nåede frem til Danmark, havde jeg allerede taget en beslutning, som har fulgt mig siden: “Vi skal aldrig tilbage til det, vi kom fra”. Det har været en kæmpe drivkraft for mig.”

Forældrene åbnede en grillbar i Aalborg, hvor Anh og hendes tre brødre arbejdede, når de ikke var i skole. Efter sin studentereksamen vendte hun selv tilbage til Vietnam i to år, hvor hun gik på opdagelse i det vietnamesiske køkken og lavede frivilligt arbejde med fattige gadebørn. I Saigon forelskede hun sig i franskmanden Pierre, der havde et spisested ved navn LêLê.

I dag er det også navnet på LêLê i København, en af Skandinaviens største vietnamesiske restauranter og fem mindre streetkitchens. Familievirksomheden har hun skabt sammen med sine tre brødre. Og Pierre, som i mellemtiden var blevet til hendes eksmand. Det er 13 år siden, og det nye, friske og hippe indendørs gadekøkken trak kø langt ned ad Vesterbrogade.

SE OGSÅ: Mental power: 13 genveje til mere overskud

Misundelse gav mig et knæk

Anh Lê har været nede med stress et par gange. Fordi hun arbejdede for meget, konstaterer hun – næsten med et skuldertræk. For det var ikke stress, men misundelse, som gav hende et kæmpe knæk for tre år siden. Andres misundelse og hendes egen, siger hun.

“Jeg har altid været ekstremt målrettet og bare arbejdet, især da vi åbnede LêLê og knoklede 16 timer i døgnet. Det var sjovt, og jeg havde kræfterne til det dengang. Men det betød også, at jeg ikke havde en ungdom som mange andre mellem 25 og 35 år. Jeg havde fem sæt sort tøj og tre par Eccosko, for det var praktisk – og jeg havde jo altid hovedet nede i kødgryderne.”

“Men for tre år siden lagde jeg mit arbejde om, fordi jeg ville have mere tid med min søn. Jeg står ikke selv i køkkenet mere, men arbejder sammen med kokkene om fx nye retter, og jeg blev LêLê’s ansigt udadtil. Jeg kom på tv, jeg blev inviteret til arrangementer, og pludselig stod jeg på en rød løber med champagneglas i hånden. Jeg var lidt som et barn, der blev sluppet løs i en slikbutik.”

“Det gav noget kritik, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tackle. Jeg blev ked af det og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved mig selv. Og jeg var mere sårbar, fordi jeg havde sat tempoet ned i mit arbejdsliv, så jeg kunne også mærke mig selv mere, på godt og ondt.”

Anh Lê opdagede også, at den betændte følelse krøb ind i hende selv.

“Jeg har altid været så fokuseret på at nå mine mål og ikke rigtig haft øje for alle de små ting omkring mig. Men pludselig blev jeg selv ramt af misundelse. Over at jeg ikke blev inviteret til forskellige arrangementer. Eller over, at jeg aldrig havde fået et smykke, som mange af mine veninder har fået det af en kæreste eller en elsker.”

“Jeg har fået dykkerbriller af en mand, masser af bøger eller en god middag, men aldrig en kostbar gave som et smykke. Den misundelse var frygtelig, så jeg tænkte: “Hvad kan jeg gøre ved det? Okay, så må jeg jo købe mig et smykke”. Så hver gang jeg havde en elsker, købte jeg et smykke. På den måde blev det samtidig lidt ironisk, og jeg begyndte at kunne grine af det. Så nu har jeg nogle ringe, som har navn efter elskere. Der er en ring, der hedder Henrik, en der hedder John og …” , smiler hun skævt.

“Det fik mig også til at indse, at den misundelse var rigtig grim, og at den hev mig ned til et sted, hvor jeg ikke kunne lide mig selv. Det er faktisk det værste, jeg nogensinde har oplevet. Men samtidig var det fantastisk, for det betød, at jeg rykkede mig. At jeg stoppede op og begyndte at mærke efter, hvad jeg egentlig gerne vil.”

“I den periode lærte jeg at forkæle mig selv og give mig selv lidt ekstra solskinstimer, hvor der ikke er noget bestemt, jeg skal nå. Jeg stoppede mit eget tog, som altid har kørt med 200 kilometer i timen. Og nu kører jeg så med to kilometer i timen og tager den barndom, som jeg aldrig rigtig har haft, sammen med min søn.”

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?

Min familie var ved at kvæle mig

Anh Lês solskinstimer består bl.a. af muldjord og iskolde havbade. Hun har vinterbadet i de sidste tre år, og begejstringen lyser ud af hende ved tanken.

“Den lykkefølelse, du kan have en halv eller en hel dag, når du har trænet eller løbet – den varer en hel uge, når du har været ude og vinterbade. Lykke er et meget stort ord, men det giver mig faktisk en enorm lykkefølelse at mærke mig selv, når jeg går ud i det kolde vand og bagefter ind i den varme sauna. Det er her, jeg tænker alle mine bedste tanker.”

Det var også i en varm sauna, at Anh Lê for tre år siden for første gang læste om fænomenet ‘Urban Gardens’ på facebook.

“Jeg tænkte ”hvad er det for nogle tosser, der laver haver midt inde i storbyen?”

Og det samme gjorde Anh Lês familie, da plantekasse på plantekasse et par år senere blev bugseret ind i baggården. Hun griner …

“Mine brødre mente, at nu var det da gået helt galt for mig med al den vinterbadning. Men der skete jo det uventede, at mens jeg gik og arbejdede med haven, så stak mine forældre lige så stille hovederne ud. Så begyndte min far at rode lidt med jorden, han var landmand, da han var yngre, og så kom min mor ud og var med.”

“Jeg havde skabt et fælles rum, hvor vi kunne være sammen uden at tale om arbejde og familie. Jeg har aldrig set mine forældre lykkeligere. Pludselig havde de travlt med krydderurter og grønsager, og det var meget vigtigere end alle deres dramaer og problemer, og børnene løb rundt og legede … og jeg kunne få fred.”

Anh Lê får tit at vide, at hun er heldig, at hun har et så tæt forhold til sin familie.

“Så tænker jeg: “Du aner ikke, hvad du taler om”. Vi er fire søskende, og vi har lavet alt, simpelthen alt sammen. Vi har sovet sammen, gået i bad sammen, arbejdet sammen, boet sammen, spist sammen. Ekstremt tæt! For tre år siden – midt i min krise – tænkte jeg: “Nu kan jeg simpelthen ikke overskue min familie mere”. Jeg kan ikke leve uden dem, men jeg kan heller ikke leve med dem – hele tiden. Jeg var meget tæt på at sælge vores familiehus, men besluttede i stedet at dele det op, så vi kunne få vores eget ‘space’. Vi spiser stadig sammen, men nu har jeg og Thor førstesalen, mine forældre bor i stuen, og min storebror, som er skilt, bor med sin datter i kælderen”.

“Så jeg kan nu efter 37 år i Danmark sige, at min familie har lært at leve efter danske familietraditioner, hvor man giver hinanden plads, respekt og ikke træder ind over hinandens grænser. Det, synes jeg, er ret fantastisk.”

Jeg værdsætter min frihed

At have netop sit helt eget rum er vigtigt for Anh Lê. Så vigtigt, at hun efter skilsmissen fra Pierre, som hun stadig er venner og forretningspartner med, besluttede: At hun aldrig skulle have en mand igen. men gerne dejlige elskere. Sønnen Thor er et ægte kærlighedsbarn. Højt ønsket og skabt sammen med en tidligere elsker i fuld enighed om, at de to ikke skulle være kærester, men kun forældre. Og Thor bor derfor en uge ad gangen hos sin mor og far.

“Hvorfor vil du ikke have en mand?”

“Fordi jeg værdsætter min frihed alt for højt. Pierre og jeg havde fantastisk, da vi mødtes i Saigon. Men den dag, hvor vi flyttede sammen, og hverdagen bankede på, og man ikke kunne være sig selv i alle de regler, vi skabte for hinanden – jeg har aldrig været så ulykkelig. Dengang fandt jeg ud af, at ægteskab ikke er noget for mig, og at jeg kun ville have elskere.”

“Bliver du aldrig forelsket i en af dem og får lyst til mere?”

“Jeg har selvfølgelig mødt mænd, hvor følelserne har været der, men så kommer praktikeren op i mig, og så tænker jeg på, om jeg har lyst til at vågne sammen med ham hver morgen? Om jeg vil kunne stå op og ligne lort og læse min avis? Og så når jeg frem til, at jeg hellere vil være alene og vågne klokken 10 og ligge i min seng og tænke: “Hvor er det dejligt” at gå ned og hente en croissant og drikke min kaffe – uden at føle, at jeg skal rydde op og vaske tøj og alt det der.”

“Jeg ved godt, at det er usædvanligt, måske endda tabu for en kvinde at sige: “Ja, jeg har elskere”, men jeg har valgt at være åben. Det har gjort det lettere for mig at melde ud til en mand, at jeg synes, at det er fantastisk at ses et par gange om ugen, men jeg vil ikke binde mig, og jeg vil gerne tilbage til mit eget space og bare være mig.” 

SE OGSÅ: Paprika Steen: "Jeg vil altis elske min eks"

ANH LÊ: 3 TIP TIL AT MÆRKE DIG SELV

VINTERBAD: Und dig selv et iskoldt havbad. For mig er det ren lykke, og jeg kan mærke mig selv og min krop fuldstændig rent og klart, når jeg går ud i det kolde vand og bagefter sidder i den varme sauna og lader tankerne komme og gå.

DYRK DIN HAVE: Og har du ikke en have, så en altan, terrasse, potter indendørs. Jeg er helt nærværende og til stede, når jeg går og roder i jorden i min byhave. Og mens hænderne arbejder, tænker jeg og får nye ideer.

VÆR BARN IGEN: Kan du huske de lange endeløse somre, hvor man lå i græsset og så skyerne passere på himlen? Giv dig selv den følelse igen, hvor tiden står stille. Måske har du kun tid til et kvarter på trappen i solen med en kop kaffe i dag. Men nyd!

3 BLOGGERE, JEG ELSKER AT FØLGE

top10homeremedies: Naturprodukter og råvarer fra naturen, som kan bruges både til krop og bolig.

urbanorganicgardener: Oplev folks passion for havedyrkning på meget lidt plads i byen. Fyldt med tip og gode ideer.

salvationinnoodles.co.uk: Lækre nudelretter fra London. Måske skal jeg en dag have en butik kun med nudelretter.

Sandi fik en depression: "Jeg har trænet mig ud af mørket"

SE OGSÅ: 7 geniale genveje til at se frisk ud

SE OGSÅ: Kvinden bag Endomondo: "Fandenivoldskhed er et must"