Kvinden bag slankekonceptet Sense: ”Jeg levede med et kæmpe selvhad”

Da Suzy Wengels kæreste friede til hende juleaften 2007, svarede hun straks ja. Præcis samtidig ramte tanken hende: Nu skal jeg være tynd!

Suzy Wengel fortæller historien her ti år efter over en frokostplatte, hvor der ikke mangler noget. Og hun kan godt se, at det egentlig var en helt grotesk tanke i den situation, hvor hun bare skulle have været i den syvende himmel over kærligheden og manden i sit liv.

"Men det var det, jeg tænkte! Jeg levede med et kæmpe selvhad, fordi jeg vejede for meget, og jeg tænkte på mad 90 procent af tiden. Jeg kunne blive fuldstændig panisk, hvis der ikke var noget i nærheden, jeg kunne spise. Mit humør afhang af, om jeg havde tilgang til mad eller ej. Jeg var i et mønster, hvor jeg skiftevis overspiste og var på slankekur, men nu, hvor jeg skulle i brudekjole, skulle det være slut. Jeg skulle bare være tynd i den kjole!"

Brudekjolen, brylluppet og det, der skete dagen efter, vender vil tilbage til. Det er nemlig alt sammen elementer i den yoyovægthistorie, som har dannet udgangspunktet for Suzy Wengels populære slankekoncept Sense. Et koncept, hvor man med helt almindelig mad i den rette mængde og kombination kan tabe sig naturligt og uden at skulle veje maden, læse lange manualer eller købe ind i avancerede helsekostbutikker. At konceptet virker, er Suzy selv et godt eksempel på. Hun tabte sig 40 kilo ved at bruge sin fornuft – deraf navnet Sense – og hun blev så begejstret over, at det kunne lade sig gøre, at hun besluttede for at ville give den viden videre til andre.

På slankepiller i gymnasiet

Suzy Wengels slankehistorie begynder helt tilbage i gymnasiet, hvor hun sammenlignede sig med de andre piger.

"Der var blandt andet en pige på håndboldholdet, som havde de her meget slanke, flotte ben, og jeg tænkte, det skal jeg også have. I mit hoved var det bare så flot, men det er sgu lidt svært, når man kun er 163 cm høj og er kraftigt bygget med solide fodboldben. Jeg fik lægen til at udskrive slankepillen Letigen, som siden er blevet forbudt. Jeg blev lidt høj af pillerne, men jeg tabte mig. Til gengæld tog jeg på igen kort tid efter, og sådan begyndte min yoyo-vægt. Den kørte op og ned, og det varede faktisk lige til, jeg var i starten af 20’erne og var flyttet fra Sønderjylland til Odense på grund af en kæreste. Da vi gik fra hinanden, og jeg pludselig skulle bo alene, kom jeg for alvor ind i et overspisningsmønster. Det er først mange år senere, det er gået op for mig, at bruddet var den udløsende faktor for min spiseforstyrrelse."

"Jeg kunne uden problemer spise 3.000-4.000 kalorier til et måltid. En stor Big Mac-menu med en stor milkshake og måske med en ekstra Big Mac. Til dessert en Sundae med chokolade og karamel. Og så lige nogle Chili Cheese Tops. På vejen hjem kunne jeg finde på at køre ind på en tank og købte en Snickers eller en is mere."

"Ork ja. Jeg har nok ligget nogle dage på 6.000 kalorier. Og så kunne jeg tage to dage, hvor jeg kun spiste 500 kalorier. Sultede mig. Og så 6.000 igen."

Hvordan havde du det med dig selv på det tidspunkt?

"Frygteligt! Der var ingen punkter i forhold til min krop, jeg var tilfreds med. Jeg havde kun negative ting at sige om mig selv. Jeg overlevede på at have et arbejde, som jeg gik meget op i."

Et bjerg af kransekager

Suzy boede alene tre-fire år, og det gjorde det nemt for hende at skjule det uhensigtsmæssige spisemønster. Da hun i 2005 mødte sin kommende mand, Jesper, tænkte hun, at nu måtte hun da for pokker kunne få styr på maden og vægten. Men nej. Overspisningen og slankekurene fortsatte. Og så kom frieriet.

"I januar 2008 var jeg så ude og kigge på brudekjole. Der var jeg en størrelse 44 og vejede omkring 85 kilo. Da jeg havde fundet den kjole, jeg gerne ville have, bestilte jeg den i størrelse 36. Vi skulle giftes den 7. maj samme år, og butikken ville ikke bestille den i størrelse 36. De troede ikke på, at det kunne lade sig gøre. Kompromiset blev en størrelse 38 med det resultat, at da jeg kom og skulle hente kjolen, VAR jeg en størrelse 36, og de måtte sy hele kjolen ind."

Hvordan havde du tabt alle de kilo?

"Jeg holdt bare op med at spise, og så gik jeg til og fra arbejde, 5-6 km hver vej, hver dag. Uanset vejret. Det kunne jeg holde ud, fordi jeg havde så vigtigt et mål. Men dgen efter, vi var blevet gift, var jeg så udhungret. Jeg kørte bare de kransekager ind, som jeg møjsommeligt havde stået og bagt til alle andre. Der var et bjerg tilbage, og så startede jeg. Den ene kransekage efter den anden. Og der gik ikke lang tid, før jeg stort set havde taget det hele på igen. Næsten 20 kilo. Det var frygteligt, men jeg kunne ikke styre det. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, jeg kunne simpelthen ikke gøre for det, for jeg havde udsultet mig i så lang tid, at der måtte komme en naturlig reaktion, og det gjorde der sandelig også."

Suzy Wengel blev gravid og fødte sin første søn, Valdemar, i 2010. Det var en ”god” anledning til at spise for to, og vægten steg. Også mere end hvad der kunne tilskrives det voksende barn i maven. Allerede fire måneder efter Valdemars fødsel blev Suzy Wengel gravid igen, og i løbet af den graviditet blev det mere og mere klart for hende, at hun blev nødt til at få styr på sin vægt.

Af lægen fik hun at vide, at hun var i risiko for at udvikle type 2-diabetes og blev sendt til glukosebelastningstest, og hun var klar over, at hvis hun skulle have overskud og energi til sine børn, var hun nødt til at gå helt, helt anderledes til værks end hidtil. Hun begyndte at læse alt om ernæring. Bøger og artikler – både på dansk og engelsk – men det var en jungle. Hun kom efterhånden frem til den konklusion, at hun måtte finde sin egen vej. Den fornuftige vej. Den vej, der kunne give et stabilt og ikke mindst varigt vægttab. Den dag hendes anden søn, Albert, blev født, vejede hun lige omkring 100 kilo, og da hun lå med ham på maven, tænkte hun: Så er det nu! Præcis på samme måde, som da hun blev friet til. Men med den store forskel, at hun nu valgte en løsning, der viste sig at holde.

"I dag kan jeg godt tænke, ej, du er en dårlig mor at tænke sådan lige efter fødslen, men i virkeligheden har det været en af de vigtigste beslutninger i mit liv. Jeg elsker mine børn overalt på jorden, men jeg var nødt til at begynde med mig selv. Jeg tror, at mange glemmer sig selv, når de får børn, for pludselig er børnenes behov det vigtigste. Men hvis man bliver syg eller mangler overskud på grund af overvægt og forkert kost, går det jo netop ud over børnene. Så man er nødt til at komme i balance selv for at kunne være noget for andre."

Find din egen vej i madjunglen

Suzy Wengel vidste ikke, at hun ”sensede”, da hun begyndte at tabe sig. Hun prøvede sig frem og fandt en struktur med tre måltider om dagen, som holdt hende mæt. Hun fandt ud af, hvilke mængder, der skulle til, for at hun ikke blev sulten imellem måltiderne, og hvilke fødevarer der skulle indgå i et måltid, for at det var tilfredsstillende på alle måder.

På ni måneder tabte hun 40 kilo og fik samtidig overskud til at tænke på andet end vægt og mad. Hun fik lyst til at dele sine erfaringer med andre, uddannede sig til kostvejleder og skrev sin første bog 'Sense – slank med fornuft', som hun udgav på eget forlag. Hun lavede også en masse Youtube-videoer om programmet, så folk kunne komme gratis i gang, og oprettede en Facebook-gruppe med gratis hjælp og vejledning – em gruppe, der i dag har over 105.000 medlemmer. Der er også kommet Sense-konsulenter over hele landet, og Suzy Wengwl holder foredrag om konceptet. Lige nu er hun aktuel med tredje version af sin første bog. Her er systemet gjort endnu mere simpelt ud fra grundidéen om at spise mad opdelt i håndfulde og ”spisekasser”. 

"I bund og grund handler Sense om at finde sin egen vej. Jeg giver nogle simple værktøjer til at komme i gang, men man skal selv gøre arbejdet og finde frem til den mængde mad, der passer til en. Sense handler om at blive god til at kompensere eller rykke rundt med måltiderne, så man får energien, når man har brug for den. Planlægning simpelthen. I dag fik jeg f.eks. kun en banan til morgenmad, fordi jeg ikke var særlig sulten på vej ud ad døren. Når jeg nu kan sidde og spise en stor frokostplatte, er det fordi jeg automatisk har afvejet inde i mit hoved, hvor meget mad, jeg har ”tilbage i mine spisekasser” til resten af dagen. Derfor kan jeg spise med god samvittighed."

"Jeg vælger også at drikke et glas hvidvin, fordi det giver mig nydelse, og fordi jeg ved, at der er plads til det i mit ”regnskab”, uden at jeg tager på. Før i tiden var jeg altid sulten, og der gik faktisk tre år, hvor jeg havde holdt vægten, før jeg for alvor kunne mærke at hov, nu er jeg faktisk mæt. Før kunne jeg spise en treretters menu og slet ikke være mæt, men i dag spiser jeg typisk en lille forret og en dessert, og så har jeg ikke behov for mere. Det har givet en helt utrolig ro i mit sind."

Mange prøver den ene kur efter den anden i håbet om at finde mirakelkuren. Men ifølge Suzy er det langt bedre at være vedholdende med nogle helt simple regler.

"Når man hopper fra kur til kur eller skifter mellem overspisning og sultekure, giver man aldrig sin krop ro til at finde ud af, hvad der foregår. Det er okay at spise et stykke kage, men så skal du huske at spise fornuftigt til dit næste måltid. Hvis du kan lave den kobling hele tiden, så er du godt på vej. Det nytter faktisk noget, at du, når du har spist et stykke Othellolagkage, og så spiser en lakseslat med oliven til næste måltid i stedet for at kaste alt overbord og tænke, at så kan det også bare være lige meget. Og så spise en burger med pomfritter. Der ligger et selvbedrag i det, for pludselig har du spist 4.000 kalorier den ene dag, men det glemmer du så bare dagen efter. Og spiser videre."

"Jeg ser mange, der er meget stringente i hverdagen men giver slip i weekenden og spiser alt det, de har sparet op i løbet af ugen. Og så ligger de vægtmæssigt status quo. Der sker ikke en pind. Det har også taget mig mange år at finde ud af, at jeg ikke bare kan få og få hele tiden, men i dag ved jeg præcis, hvor meget jeg kan spise, hvis jeg vil holde min vægt nede. Den viden prøver jeg at give videre via Sense."