Kvinder spiser middag sammen

Læge melder klart ud: Denne vigtige ting mangler de fleste danskere i deres kost

”Folk tror, at de spiser rigeligt af det – men det gør de typisk slet ikke,” fortæller læge Søs Wollesen.

Du kan sikkert allerede mange af de officielle kost- og livsstilsråd udenad – Man skal sørge for at få 600 gram frugt og grønt om dagen, drikke omkring 2 liter vand og gå 10.000 skridt.

Ifølge læge og forfatter Søs Wollesen er der også et andet råd, der er godt at tage udgangspunkt i, hvis du enten har udfordringer med din mave eller bare ønsker at optimere din tarms sundhed.

”Jeg oplever, at folk tror, at bare de spiser en salat om dagen, så får man dækket sit daglige behov for fiber. Men sådan hænger det ikke sammen,” fortæller læge Søs Wollesen, der er forfatter til flere bøger om kost og tarmsundhed.

”Du skal virkelig spise godt til for at få nok fiber. Hvis du f.eks. er en voksen kvinde på den anden side af de 35-40 år, så begynder der at komme lidt mere træghed i kroppen. Det kan være nogle fluktuationer i hormoner, eller måske er du ikke lige så aktiv, som du tidligere har været. Og selv hvis du er aktiv, kan kroppen godt forandre sig i den periode og have brug for noget mere at arbejde med.”

Og det er her, fiber er rigtigt godt, mener Søs Wollesen.

”De fleste kunne have rigtig god gavn af at skrue op for deres fiberindtag, og de vil måske hurtigt kunne mærke en positiv effekt på aktiviteten i deres tarm. Måske kan du opleve at din afføring bliver mere fast eller lettere at komme af med” siger hun og kommer med et forslag:

”Jeg har tit sagt til folk, at de bør undersøge mere præcist, hvor mange gram fiber, der er i den portion salat, de spiser, for du skal have i hvert fald 30-35 gram fiber om dagen – og i sådan en salat er der måske omkring 6-7 gram.”

Fiber findes i fødevarer som havregryn, bælgfrugter, rugbrød, fuldkornsris og grove grøntsager som kål, gulerødder og broccoli. Men hvis du har svært ved at få dækket dit fiberbehov gennem kosten, har Søs Wollesen et hurtigt tip:

”Du kan spise nogle loppefrøskaller (Husk). Ellers er det godt at have fokus på at spise mere grønt end frugt. Der er mange, der spiser sig mætte i meget frugt, og også blander ananas og andre søde frugter i salater – og det er helt fint, så længe det ikke er i alt for store mængder.”

”Det er nemlig de grønne grøntsager med bitterstoffer i, der bør fylde i din kost, hvis du skal sørge for at få masser af fibre. Spis derfor en masse almindelige salater som kål, icebergsalat og romainesalat - det er virkelig godt for din tarm.”