Cocktails, maraton & helikopter: Her skal du bo, spise og træne i Las Vegas
Las Vegas er en by, der går all in på alt. Alt er stort, vildere og muligt. FIT LIVINGs chefredaktør Sara Jin Smidt fløj til byen for at deltage i Rock’n Roll Marathon på TheStrip. Her er, hvad hun fik med hjem af gode tips.
Uanset om du helst vil skråle med på Céline Dion eller The Beatles greatest hits, så har du mulighed for det i Las Vegas. Der er også uendelige muligheder for at se vilde akrobatiske talenter lege med ild, vand og højder, hvis du bestiller billetter til O by Cirque de Soleil’s fuldstændig bjergtagende show. Her vil du opleve slangemennesker, akrobater, klovne og dykkere, der i halvanden time kaster sig ud i numre, som du ikke troede var muligt for menneskekroppen.
Du kan kun blive en oplevelse rigere, når du checker ind på ét af de mange store hoteller på The Strip i Las Vegas. De fleste hoteller er indrettet efter et tema, og du kan for eksempel snuppe en sejltur i en gondol på 2. sal på hotellet The Veniatian eller indlogere dig på Caesars Palace, der er bedre kendt for at danne ramme om filmen Tømmermænd i Las Vegas end sine mange græske statuer. Er du derimod til luksus og Chanel butikker, så skal du bo på The Wynn, der er et af de nyere og mere moderne hoteller på The Strip.
‘The Laundry Room’ er en hemmelig (speakeasy) cocktailbar gemt bag en grafittivæg. Baren har plads til et meget begrænset antal gæster, så husk at booke bord. Du kan også besøge den tilstødende bar, som blandt andet har en smuk rooftop, hvor du kan danse og nyde udsigten over downtown. Vil du booke bord, kan det kun ske via sms på telefon: 702-701-1466.
Trænger du til en pause fra musik, blinkende neonlys og casinoerne på The Strip, skal du besøge det gamle downtown. Det var her den originale ’Strip’ lå i sin tid, og i flere år har området ligget stille hen, men ikke længere. Området omkring East Freemont Street er Las Vegas’ svar på et hipt Vesterbro. Her kan du drikke cocktails og spise på små lokale restauranter med alt fra dekadente donuts til veganske favoritter. Om dagen kan du gå på opdagelse i den street art, der siden 2013 er blevet opført på en række af områdets bygninger og som konstant er i udvikling, fordi nye internationale kunstnere hvert år inviteres til at udsmykke og male på byens bygninger.
Generelt når det kommer til hotel-gyms, er der langt mellem de gode af slagsen, men i Las Vegas er hotellerne enorme og deres træningslokaler ligeså. Derfor finder du på de fleste større hoteller lækre fitnesscentre og spafaciliteter. Vil du ud af træningslokalet og opleve byen i løbesko, så er det årlige Rock‘n Roll Marathon lige noget for dig. Du kan både løbe 5k, 10k, halvmaraton, og som navnet antyder den fulde maratondistance. Store dele af The Strip bliver spærret af, og du får en enestående mulighed for at løbe ned igennem lysskiltene. Mange klæder sig ud, så du kan få fornøjelsen af at løbe om kap med Elvis og Marilyn Monroe.
Lider du af højdeskræk? Det gør jeg. Men jeg fik alligevel overtalt mig selv til at prøve en vild svævebane, der går over Bootleg Canyon og strækker sig over 2,4 kilometer. En unik naturoplevelse, der gjorde mig høj på endorfiner og smuk natur.
Snyd ikke dig selv for den helt fantastiske naturoplevelse, det er at flyve med helikopter over Grand Canyon. Hos Maverick Helicopter er der afsat to timer til turen inklusive et pit stop, hvor du kan strække benene, nyde et glas bobler og naturligvis tage en selfie.
Det er supernemt at finde lækre spisesteder, du skal bare indenfor på de store hoteller. Hos Mon ami Gabi i det fransk inspirerede hotel Paris Las Vegas, der er mest kendt for sit store Eiffeltårn på bygningens facade, kan du sidde på en fin terrasse og nyde et godt glas sancerre og moule frites, imens du kigger ud på det vilde gadeliv, som The Strip har at byde på. Er du til hyggelige gårdhaver, så besøg Park on Freemont. Menukortet er varieret og brunchen byder på alt fra avocadomadder til vafler, mens aftenmenuen spænder over retter som meatballs, chickenwings og tacos. Amerikansk tapas får du hos 7th and Carson, der har navn efter sin adresse. Her er atmosfæren afslappet og venlig. Du har også mulighed for at besøge flere restauranter på én aften med Lip Smacking Foodie Tour. Her spiser du på fire restauranter enten på The Strip eller downtown, hvor du vil blive guidet mellem hvert sted samtidig med, at din guide fortæller om områdets historie.