Lisa fik kræft og mistede en arm - så satte hun sig for at vinde en OL-medalje

Jeg har altid dyrket meget sport, især taekwondo hvor jeg også var på landsholdet, indtil jeg stoppede som 25-årig. Det har altid været vigtigt for mig at gøre mit bedste for at være sund og hele tiden give kroppen de bedste betingelser for at stå imod, hvad der måtte komme. Det blev der sat en streg under, da jeg fik amputeret min arm for ti år siden.

Jeg havde haft kræft i fem år, og det var det eneste, der var at gøre. Det er nogle gange livet, der vælger – og så må man bare følge med. Man må vende det til det bedst mulige og være lykkelig for at blive fri for kræft. Det er det vigtigste. I tiden efter var jeg nødt til at holde mig i ro.

Det passede med, at det var der, at der var De Paralympiske Lege i London i 2012, som jeg så fulgte en del med i. Det var ikke noget, som jeg havde lagt særlig meget mærke til tidligere, men jeg havde heller aldrig haft de briller på før. Nu var jeg pludselig selv blevet en person med et handicap.

Paraatleterne viste mig, at de var meget mere end deres kroppe og handicaps, og det blev faktisk ret skelsættende for mig at se. Jeg havde selv gået med en følelse af, at jeg mest bare var en krop, fordi den havde fået så meget opmærksomhed efter sygdommen og tabet af armen. Jeg higede efter at komme væk fra den følelse og gøre noget, hvor jeg kunne glemme mig selv – og det gør man ofte i sport, fordi man er så fokuseret på bolden.

Min tidligere træner tog mig med til taekwondo igen, og det blev starten på min vej tilbage i sporten. I starten handlede det meget om at tage styring over mit eget liv igen. Det var nok sådan lidt "fuck cancer"-agtigt. Jeg fik forstrækninger hele tiden, fordi jeg var 25 år inde i mit hoved.

Skarp og hurtig ligesom da jeg stoppede. Men i virkeligheden var jeg 33 år, havde født to børn, havde haft kræft og mistet en arm. Jeg skulle lige lære den nye version af mig selv at kende. Men det var SÅ fantastisk at føle mig stærk igen.

Jeg følte, at jeg tog min krop tilbage, efter at jeg havde følt, at sygdommen havde styret mig og mit liv i flere år. Samtidig gav det mig også nogle nye fokuspunkter i takt med, at det blev mere og mere sportsligt. Jeg fik et mål om at komme med til De Paralympiske Lege, og kort efter blev målet at vinde. Det hele lykkedes i Tokyo sidste år. Nu går jeg også efter De Paralympiske Lege i Paris i 2024 – det har været og er fortsat fantastiske oplevelser, der følger med, og træningen holder mig i form.