Lotte Kaa Andersen om en ny slags sex efter overgangsalderen: Det foregår på et dybere plan
Da Mette Frederiksen lukkede landet ned under coronapandemien, lukkede Lotte Kaa Andersens krop også ned. Hun blev nemlig ramt af sin første hedetur, og det blev begyndelsen på overgangsalderen for hende. En tid, som blandt andet har haft indflydelse på hendes sexliv.
For Lotte Kaa Andersen har overgangsalderen ikke bare medført forandring i hendes krop og hormonsystem.
Ifølge foredragsholderen og forfatteren, som er aktuel med en bog om netop overgangsalderen, er forandringerne også psykologiske, sjælelige og endda praktiske. Det fortæller hun i et stort interview i det nyeste ALT for damerne, som er på gaden nu.
”Jeg var simpelthen famlende over for det, der skete i min krop. Følte mig som en fisk uden vand. Og selvom jeg var 52 år og længe havde vidst, at jeg ikke skulle have flere børn, mærkede jeg en sorg over, at den periode af mit liv nu endegyldigt var slut. For når jeg ikke var frugtbar, hvem var jeg så?,” lyder det fra den i dag 55-årige Lotte Kaa Andersen om dengang for fire år siden, hvor hendes overgangsalder var blevet skudt i gang af den første hedetur. En oplevelse, hun ikke har glemt i dag:
”Jeg sad foran fjernsynet med min mand og vores yngste søn og hørte Mette Frederiksen lukke landet ned på grund af Corona. Som alle andre var vi i chok over, hvad der skete, og derfor tænkte jeg umiddelbart bare, at det var det historiske i øjeblikket, der gjorde, at jeg fik det så helt utrolig varmt fra det ene sekund til det andet. Og jeg tænkte også, at det så bare var det.”
Men det var ikke ”bare det”. Hedeturen blev startskuddet til en helt ny fase i Lotte Kaa Andersens liv, ligesom den også blev afsættet for hendes aktuelle bog ”Mit hemmelige liv”, som udkommer den 21. marts. I bogen fortæller hun sin egen historie om overgangsalder, ligesom en stribe andre kvinder også deler deres oplevelser.
En ny slags sex
Lotte Kaa Andersen er gift og mor til tre.
Sammen med sin mand, Lars, har de også i deres parforhold fundet en vej gennem de forandringer, som overgangsalderen har bragt med sig. For udover de ting, hun selv kan mærke inde i sin krop og i sine tanker, har den også haft indflydelse på det intime samliv i deres parforhold.
”Vores seksualitet forandrer sig, når vi ikke længere er forplantningsdygtige. Vi skal ikke længere producere børn, og selvom eros – eller vores libido – stadig er der, så føles det på en anden måde. Mindre påtrængende,” fortæller Lotte Kaa Andersen, som ser nogle forandringer i sexlivet, som er rigtig dejlige:
”Jeg synes, at sex bliver ømmere og foregår på et dybere plan, også mentalt. Der opstår en samhørighed på en anden måde, en overgivelse til det at være i live sammen og dele intim viden og øjeblikke. Det er ikke længere den der rå forplantningstrang, man havde, da man var helt ung.”
”Og så skal vi i øvrigt også huske på, at seksualiteten også ændrer sig for mændene. De er måske ikke helt nået til at tale om det, det er stadig tabu, at der kan være brug for Viagra på den anden side af 50.”
Læs hele interviewet med Lotte Kaa Andersen i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om valget mellem at blive den bitre, ældre kvinde eller den milde, ældre kvinde, om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter, og om de fysiske symptomer hun har fået i overgangsalderen.