Louise gik i 9 år med smerter: ”Man amputerer da ikke et ben, fordi man vælter på cykel?”
”Hvad drømmer du om”, spurgte lægen til den samtale, hvor det blev besluttet, at Louise skulle have amputeret sit højre underben. ”Jeg drømmer om at løbe igen,” svarede Louise, der ikke havde løbet i ni år efter et fatalt cykelstyr, der smadrede hendes ankel. I dag, 10 måneder efter den store operation, løber hun igen.
Vintersolen brager ind ad vinduerne i det hyggelige, grå byhus tæt på Esbjerg centrum. Inden for er 38-årige Louise Lykke Hulmose ved at lægge sidste hånd på sit bachelorprojekt. Snart kan hun kalde sig ikke bare folkeskolelærer, men også socialrådgiver. Også manden Karsten arbejder hjemmefra denne dag, og der er god kaffe i krusene og chokolade på bordet.
Snart kommer Thit på 11 år hjem fra skole, og om lidt skal Louise hente familiens mindste, Uma, på fem år, i børnehaven. En almindelig onsdag eftermiddag i en helt almindelig familie. Og så alligevel ikke helt.
For Louise er det at hente datteren i børnehave hverken almindeligt eller noget, hun tager for givet. I stedet fylder det hende med glæde og taknemmelighed. Henteseancen er samtidig én, alle børnene ser forventningsfulde frem til:
"Uma har allerede lovet, at det er mig, der henter i dag. Så flokkes ungerne omkring mig, fordi de vil se mit robotben. De synes, det er så sejt. ”Prøv lige at hoppe på det?”, ”Wow, kan du også hinke på et ben?”, spørger de.
Hun cyklede ikke hurtigt, og der var ingen biler eller andre cyklister i nærheden. Men faldet fik hende til at skrige af smerte, og heldigvis kom to mænd hurtigt til undsætning inde fra fitnesscentret. Skæbnen ville, at hun kendte dem begge.
Den ene var en tidligere kollega, den anden en kammerat, Karsten, som to år senere skulle vise sig at blive hendes mand. Men det er en helt anden historie.
"Jeg fik med det samme sagt, at jeg var sikker på, at mit håndled og min ankel var brækket. Karsten trak forsigtigt op i min jakke, og da han så, at min underarm var fuldstændig misformet, lagde han forsigtigt sit halstørklæde over. Jeg blev hentet i ambulance og fik med det samme en masse morfin, fordi smerterne var helt uudholdelige," fortæller Louise.
Kompliceret brud
Hun ankom til sygehuset på en særlig travl dag. Armen blev sat tilbage på plads og lagt i gips, hvilket var en ekstremt smertefuld oplevelse. Anklen røntgenfotograferet, men her lød beskeden, at den heldigvis blot var forstuvet.
"Det forstod jeg ikke, for jeg havde tidligere prøvet at brække en ankel – på modsatte ben – og det her føltes fuldstændig ligesådan. Det var ikke bare smerten, men også følelsen af, at den slet ikke kunne bære. Det føltes virkelig, som om den var gået fuldstændig i stykker."
Alligevel blev Louise sendt hjem igen med en let forbinding omkring foden. Hun sov ikke om natten og var så forpint af smerter, at hun dagen efter måtte ringe grådkvalt til sygehuset og bede om noget stærkere smertestillende. Da lægen hørte, hvor ondt hun havde, blev der kigget nærmere på røntgenbillederne.
Denne gang var beskeden en helt anden: Ja, anklen var brækket, faktisk var der et kompliceret brud på den. Hun skulle hurtigst muligt opereres og måtte endelig ikke på nogen måde bruge den eller støtte på den. Det var desværre allerede for sent.
Annonse
Annonse
20 operationer på 9 år
Herefter fulgt ni lange år med intet mindre end 20 operationer, de fleste på Odense Universitetshospital. Anklen blev stivgjort hele tre gange – en operation, der burde forbedre gang-evnen og forhindre bevægeligheden i ankelleddet, men intet hjalp. Louise havde smerter hver dag og kunne hverken gå til bageren eller de 400 meter ned i børnehaven for at hente datteren Uma. Når man spørger, hvordan hun havde det i den periode, lyder svaret overraskende nok.
"Jamen jeg havde det egentlig godt. Jeg forsøgte at lade mig begrænse så lidt som muligt. Jeg tog i byen med mine veninder, selvom jeg vidste, at det kostede mig 14 dage med smerter efterfølgende – også selvom jeg for det meste bare sad på en barstol. Men jeg ville ikke gå glip af livet," fortæller Louise.
I løbet af den periode blev hun skilt fra faren til Thit, genmødte Karsten, manden, der hjalp hende efter styrtet, blev gravid, gift og gik i gang med en ny uddannelse til socialrådgiver. For selvom hun virkelig elskede og brændte for lærergerningen, kunne hun ikke holde til at stå oprejst i ret lang tid ad gangen. Når hun bevægede sig uden for hjemmets fire vægge, var det altid med en krykke som støtte. Hun måtte finde sig et stillesiddende arbejde.
"Selvfølgelig havde jeg dage, hvor jeg græd og var frustreret."
Jeg var træt af at være ”hende med krykken”, og hende, der altid skulle tages hensyn til. Men det hjalp ikke noget; jeg kunne ikke bare sætte mig ned og give op, og jeg ville heller ikke lade det her definere, hvem jeg var.
Det bliver ikke bedre
Da samtalen første gang faldt på at få amputeret underbenet, gik Louise nærmest i chok. Selvfølgelig skulle hun ikke det. Det her måtte da kunne fikses. Selvom bruddet var kompliceret, var det trods alt bare en brækket ankel. Hun havde ikke engang været ude for en voldsom ulykke.
I indslaget deltog også overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital Tine Nymark, der havde stået for operationen.
"Hun havde været en stor hjælp for Emilie, og hun lød bare enormt dygtig og passioneret. I første omgang noterede jeg mig bare hendes navn, men en dag følte jeg mig klar til at kontakte hende. Hun ville gerne se mig til en samtale. Da jeg dukkede op, den 6. dec. 2021, havde hun læst hele min lange journal igennem og sagde: ”Louise, det bliver ikke bedre, så skal vi ikke bare få fjernet dit underben?”. Så vendte hun computerskærmen om imod mig og viste, at jeg kunne få en tid den 31. januar 2022."
"Da jeg kom ud derfra, var jeg helt rundt på gulvet. Jeg gik derind og troede, vi bare skulle snakke sammen. Nu havde jeg fået en tid til amputation."
Voldsomt angstanfald
Louise lavede en liste med plusser og minusser ved amputationen. På minussiden stod bare to ting: Fantomsmerter og ”at se sådan ud”. På plussiden stod bl.a.: ”Tage på legepladsen med mine børn, gå tur igen, slippe for krykken, leve et liv uden begrænsninger, danse med mine veninder”. Plussiden var på 27 punkter.
"Alligevel var det en utrolig svær beslutning. Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan andre ville se på mig efterfølgende. Og hvordan ville Karsten have det med mit forandrede udseende? Hvad hvis vi pludselig blev skilt, så stod jeg der helt alene og manglede et halvt ben. I stedet sagde han: ”Louise, det er bare et ben. Det er jo ikke dit ben, jeg har giftet mig med. Det er dig”.
Annonse
Louise vågnede op til en forandret virkelighed. Højre underben var blevet fjernet lige under knæet. Hun havde bedt om at få lagt en dyne hen over det manglende ben, når hun vågnede, så hun i sit eget tempo kunne se det, der ikke længere var der. Hun havde længe frygtet den opvågning og også fået hjælp hos en psykolog til at tackle den. Den blev mindst lige så ubehagelig som frygtet:
"Jeg fik et så voldsomt angstanfald, at jeg troede, mit hoved var gået i stykker. Det varede i tre kvarter. Sygeplejersken holdt mig i hånden, og min mand kom op i sengen hos mig, hvor han bare lå og holdt om mig og prøvede at berolige mig," fortæller Louise.
Men efterhånden fik hun mod på at tage benet i øjesyn. Små skridt ad gangen, dynen kom længere og længere ned. Det var barsk, for det var en fuldstændig forandret krop, hun skulle forholde sig til. Og det gjorde stadig ondt, men nu var der udsigt til, at det ville gå den rigtige vej, ganske vist med små skridt, men i det mindste i den rigtige retning. I ni år havde det hele tiden været et skridt frem, to tilbage. Og Louise var klar til at kæmpe.
I de ca. seks uger, der gik fra amputationen, til hun kunne få sin protese, trænede hun både med sine fysioterapeuter og hjemme på stuegulvet.
"Så lå jeg der og lavede planken med mit lille ben. Jeg ville vise mig selv og mine børn, at selvom livet bider fra sig, skal du ikke bare give op, og du må aldrig stoppe med at drømme. De har da set mig græde – mange gange. Så har jeg fortalt dem, at det gør man nogle gange, og at det er okay. Men de skal hovedsageligt se en glad mor, en mor, der griner og fjoller. Og en mor, der kan hoppe på trampolin og løbe med dem."
En ny krop at elske
Og det kan Louise i dag – bare 10 måneder efter operationen.
"Forleden skulle vi til et arrangement med min mands arbejde. På vej derhen sagde Thit: ”Kom mor, vi løber om kap”. Det var jeg straks med på. Vi grinede imens, vi løb, og hun var så stolt over, at hun næsten slog mig, så jeg foreslog, at vi også lige tog turen tilbage.
Vi løb forbi nogle af min mands kollegaer, som heppede på os. Det var bare så fedt. Men vejen hertil har også krævet intensiv træning hver eneste dag, for at få amputeret et ben, få en benprotese og blive i stand til at gå med den er både en smertefuld og krævende proces."
"Min krop er nødt til at være stærk, så jeg har virkelig trænet. Nogle dage også for meget. Så fik jeg ondt i hoften og knæet af at gå med protesen. Men jeg ville bare blive god til at gå. Og jeg ville samtidig også gerne have en flot gang. Nu havde jeg i så mange år gået med den frygtelige krykke og haltet, endelig kunne jeg få lov til at gå – og så skulle det også gøres ordentligt."
Louise slår gerne fast, at det bestemt har været svært at få en amputation:
"Du skal lære at elske en ny krop. Jeg synes efterhånden, protesen er ret cool. Jeg har også designet den helt, som jeg gerne ville have den. Men synet af det lille ben kan jeg nogle dage have det svært med. Og jeg har da grædt. Masser af gange. Og gør det stadig. Fordi jeg savner at have to ben; jeg savner ikke mit gamle ben, men jeg savner to ben. Jeg har grædt over uretfærdigheden i det. Hvorfor ramte det mig?
Jeg havde jo gjort alt det rigtige: Jeg tog en uddannelse, fik et job og børn. Jeg var ikke engang involveret i en alvorlig ulykke. Jeg væltede bare på cyklen, det gør de fleste jo adskillige gange i løbet af et liv. Men jeg har altid hevet mig selv op igen. Der skal være plads til alle følelser og til at græde, men så rejser man sig igen og får det bedste ud af livet."
Den tilgang har fulgt Louise igennem hele processen. Den skyldes familien, veninderne, hendes kærlige og støttende mand, hvis øjne lyser af glæde og stolthed, hver gang Louise gør fremskridt.
Når hun sætter sig et mål, topper han det altid, for han elsker at drømme stort på hendes vegne: ”Jeg tror altså godt, du kan bestige Kilimanjaro engang”, siger han så. Den skyldes hendes to piger, der er stolte over deres mor. Louise havde frygtet, at især Thit kunne blive ”pinlig” over at have en mor, der så anderledes ud, men de er hendes allerstørste heppekor. Tilgangen skyldes også en episode, der ligger knap 11 år tilbage i tiden – før ulykken vendte op og ned på Louises liv:
"En af mine bedste veninder, Rikke, døde af kræft bare 27 år gammel. Jeg sad på hospice og holdt hende i hånden, da hun tog herfra. Hun snakkede meget om alt det, hun nu ville gå glip af. Hendes to drenge, hun ikke ville se vokse op, og det liv, hun ikke ville komme til at leve. Jeg lovede at nyde livet ekstra meget og få allermest ud af det. Rikke ville have givet alt for at være her i dag, uanset om hun manglede et ben eller ej. Det sætter virkelig tingene i perspektiv."
Kan (næsten) alt
"Under amputationssamtalen med Tine Nymark spurgte lægen: ”Hvad drømmer du om at kunne?”. Jeg svarede: ”Jeg vil bare gerne løbe igen”. Før ulykken var jeg ikke en løbepige, faktisk hadede jeg at presse mig selv for meget, men nu virkede det som det mest fantastiske i verden bare at kunne løbe afsted helt uden smerter. På det tidspunkt regnede jeg det for ret urealistisk. Jeg havde ikke løbet i ni år."
"For ham har det også været fantastisk at opleve, at jeg nu kan næsten alt. Tidligere var vores liv jo virkelig præget af begrænsninger, men nu kan vi gå en tur sammen, bare fordi vi lige har lyst, eller jeg kan gå til bageren efter morgenbrød."
24.200 følgere på Instagram
På sin Instagram-profil har Louise ca. 24.200 følgere. Her fortæller hun om at rejse sig igen og indstille sig på en ny virkelighed. Det er alle solstrålehistorierne, som da hun løb med sit løbeben for første gang, gik catwalk i København til fordel for Legeheltene i den smukkeste pailletkjole fra Jesper Høvring, og da hun for første gang i mange år hoppede på trampolin med Uma.
Men hun viser også den anden virkelighed; når hun er ked af det og savner at have to ben, når hun overvinder sig selv og tager et karbad for første gang siden amputationen, og når hun er plaget af fantomsmerter en hel nat og bare har lyst til at give op:
"Da jeg fik amputeret benet, overvejede jeg at forsvinde fra de sociale medier, men jeg ønskede samtidig at dele ud af mine oplevelse og aftabuisere amputationer. Da jeg selv stod over for at tage beslutningen, manglede jeg virkelig nogen at spejle mig i," siger Louise og fortsætter:
"Samtidig vil jeg virkelig gerne vise, at det er muligt at rejse sig igen. Jeg har ikke noget at være flov over, kun noget at være stolt af. For ja, jeg er da megastolt af mig selv. Men jeg er nærmest endnu mere stolt af det her lille ben. Tænk på, hvor langt det har fået mig på bare ti måneder."
