Ved du, at du drømmer, når du drømmer? Så har du et helt særligt karaktertræk
Cirka halvdelen af os har oplevet at have såkaldte lucide drømme, hvor vi er klar over, at vi drømmer. Gælder det også dig? Så er du især dygtig til at løse én type problemer, viser forskningen.
Kan du huske din seneste, bizarre drøm? Sådan én, hvor du pludselig befinder dig på arbejdet, uden tøj på og er i færd med at tegne streger med et gammelt æble, mens dine folkeskolekammerater griner af dig.
Vidste du mon, at det var en drøm, mens du var i dén?
Lucide drømme – altså drømme, hvor du er bevidst om, at du drømmer – er ingen ny ting. Men måske siger de mere om dig, end du måske lige går og tror.
Personer, der ofte oplever at være delvist vågen i deres drømme, er nemlig mere logisk tænkende end de fleste. Det viser en undersøgelse, som er publiceret i American Psychological Association.
De vil altså være langt bedre til at gennemskue logiske opgaver og komplekse problemer i den virkelige verden, end personer der aldrig eller sjældent har bevidste drømme.
F.eks. skulle deltagerne i undersøgelsen finde ét nyt ord, der kunne kombineres med tre andre ord. Det kunne blandt andet være: Sand, hjørne og alder - hvor løsningen er "sten".
Særligt for børn
Det siges, at omkring halvdelen af os har oplevet at have en lucid drøm, og at 23 procent oplever dem mindst en gang om måneden. Og selvom vi alle kan træne evnen til at ”vågne op” midt i en drøm, så er det langt mere udbredt hos børn end hos os, der har rundet 20 år.
Det fortalte søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum til Samvirke.dk i 2017.
”Man kan sige, at der faktisk er tale om en fejl, når forhjernen og bevidstheden vågner op, mens resten af hjernen og kroppen ligger og sover. Det sker oftere hos børn end hos voksne, fordi hjernen først er færdigudviklet omkring 20-års alderen. Børns hjerner er stadig i gang med at danne de endelige mønstre, der koordinerer at lukke ned for og vække de forskellige dele af hjernen.”
Af samme grund kan mange ældre også opleve, at de pludselig bliver bevidste drømmere.