Max Hansen og Martin Miehe-Renard råber op: Mænd er nogle fjolser
Skuespiller Max Hansen og hans ven Martin Miehe-Renard råber op om prostatakræft.
Denne artikel blev bragt hos HER&NU første gang. Dette er en redigeret udgave.
Kender du de der mænd, som aldrig fejler noget og derfor aldrig går til læge? Eller er du selv sådan en mand? Så har skuespiller Max Hansen og hans gode ven skuespiller og instruktør Martin Miehe-Renard en opsang om prostatakræft.
"Det er den kræftform, som mænd oftest dør af. 4.500 mænd hvert år får prostatakræft, og gudskelov redder man nogle af dem. Mig selv inklusiv," fortæller Max Hansen, 69, som i 2016 fik alvoren tæt ind på livet.
"Det starter som regel med, at man skal ud at tisse om natten. Når mænd får nogle signaler, så lytter de ikke efter dem. Der var en, som sagde til mig: ”Du skal da lige have tjekket dit PSAtal. Det fortæller, hvordan prostata har det”. Og det er ved en simpel blodprøve. Da jeg skulle tisse mere og mere om natten, gik jeg til lægen, for jeg tænkte: ”Så mange øl, har jeg da ikke drukket”, siger Max grinende."
Men det skulle vise sig, at det var en alvorlig besked, lægen havde til ham. Det var prostatakræft.
"Så kom jeg i gode hænder på Rigshospitalet, som straks satte mig i gang med behandling. Desværre opdagede man, at det havde spredt sig, så jeg kunne ikke blive opereret. I det øjeblik, jeg fik den besked, forsvandt gulvet under mig. I stedet fik jeg strålebehandling hver dag i syv en halv uge, og så var jeg på medicin i tre et halvt år. Det gjorde, at jeg i dag sidder her og er rask."
Max og Martin står i øjeblikket i spidsen for Prostatakræftforeningens oplysningskampagne. Privat har de kendt hinanden siden ungdommen i Hellerup Ungdomsklub, og de har også arbejdet meget sammen i skuespillerbranchen.
Et hårdt slag
Max’ kræftdiagnose var et hårdt slag for vennen Martin.
"Er du sindssyg, jeg blev ked af det. Det var chokerende. Men det er jo ikke usædvanligt, og jeg kender mange, som har forstørret prostata, ikke får gjort noget ved det, og så ender det i kræft. Det er jo ordet kræft, mænd ikke kan lide," fortæller Martin, 67.
"Jeg har det jo ligesom de mænd, vi henvender os til lige nu. Jeg går kun til læge, hvis det er uundgåeligt. Da jeg så endelig kom til læge, så vidste det sig, at jeg havde forstørret prostata, som ikke havde udviklet kræft. Men det var slemt nok til, at jeg skulle opereres."
Max’ hustru, Inge, og Martins hustru, Karin, er nære veninder, og mændene ved godt, at de skal lytte til deres koner.
Annonse
"Karin er efter mig og siger, at jeg skal vise mit modermærke til lægen. Når jeg så kommer hjem, så har jeg glemt at spørge ham om det."
Hvorfor det er så svært for mænd at tale åbent og ærligt om prostata, har vennerne et ærligt bud på.
"Mænd vil gerne tale om deres diller, når det handler om de kvinder, de har erobret. Men mænd snakker ikke om prostatakræft. Det er jo et 'gammelmands-tisseproblem', som vi affejer med 'vi er jo også blevet ældre, hø hø'," siger Max.
"Mænd er generelt nogle fjolser med at gå til læge. Og det må man gerne sige til dem," siger Max.
"Men vi er ret charmerende," indskyder Martin.
