Mettes sms: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

Juleferien var slut og mandag den 4. januar startede hverdagen op igen. Jeg vidste endnu ikke, hvornår jeg ville få svar på prøverne, blot vidste jeg, at jeg ville blive kaldt til møde på Brystkirurgisk afdeling på Ringsted Hospital.

Jeg var skuffet over min mand – over at han ikke kun "føle" hvor hæsligt, jeg havde det, hvor bange jeg var, og jeg synes, det var helt skævt, at han ikke spurgte til "hvad og hvornår" i forhold til svar på prøverne. Det havde selvfølgelig været smukt, om jeg havde delt mine tanker med ham, så han havde fået en chance for at agere på det, men det magtede jeg ikke. I stedet blev jeg indelukket og fik lidt "det fikser jeg så selv" attituden.

Jeg fortalte ingen, at jeg havde fået mødetidspunkt for svar – ej heller min mand. Jeg holdt det for mig selv. Måske for at beskytte mig mod, at der ville blive opbygget et forventningspres i forhold til at dele informationen på et bestemt tidspunkt. Måske bare fordi jeg ikke rummede at sætte ord på min skræk og angst. Jeg ved det ikke helt, men jeg var helt bevidst om mit valg. Jeg holdt kortene tæt til kroppen og kørte til hospitalet alene og uden at dele det med andre.

Inden mødet på hospitalet havde mit planlægningsgen og min tiltagende bekymring for at blive "slået ud" mobiliseret en nedskrevet plan for "What to do if?" og "What to do if not?" Førstnævnte plan bød bl.a. på dedikeret taknemlighed, middag med pigerne og action på vinterferien. Sidstnævnte var længere - mere handlingsorienteret men mindre festlig. Første punkt var "Ro på - du klarer den - kæmp og vind."

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Den svære besked

Både sygeplejersken, der hentede mig i venteværelset, og lægen, der sad i konsultationsstuen, så dybt alvorlige ud. Jeg fornemmede et voldsomt ubehag og samtidig føltes det som om alt inde i mig frøs til is. Jeg satte mig på den ene side af bordet (der lignede et kateterbord fra da jeg gik i folkeskolen). På den anden side sad sygeplejersken og lægen med hans chartek indeholdende min journal.

Jeg sagde intet, stirrede bare direkte på lægen. Han var ingen vårhare, nok slut 50'erne eller start 60'erne. Han så klog ud. Han rømmede sig, og det første han sagde var:

- Og du har så valgt at komme alene?

Det var i min optik ikke en scorebemærkning, og alvoren begyndte at stå skærende klart for mig. Uden at fortrække en mine svarede jeg

- Ja, og det kan jeg så fornemme er en dårlig plan..?

Vi stirrede fortsat på hinanden.

- Er det korrekt forstået at du intet har fået fortalt om resultatet af prøverne?".

Jeg svarede hurtigt ja og ønskede bare at få fact serveret asap. Lægen responderede kort og tørt

- Der er kræft i knuden, efterfulgt af en slags kunstpause, måske for at få en eller anden form for reaktion fra 'pigen med patten med kræften.'

Jeg har brystkræft.

Jeg var som stivnet i krop og sjæl, end ikke i nærheden af at græde eller bryde sammen. Meget hurtig gik jeg konkret til værks og spurgte "hvad så nu?". Den korte version af lægens svar var operation, kemo eller stråler.

Inden jeg kunne smutte hjem skulle jeg have taget et røntgen af mine lunger, hvilket næsten var mere end jeg kunne rumme. Var jo godt klar over, at det var for at se, om der var spredning til lungerne.

På min vej hen til lunge-røntgen-fætteren sendte jeg sms'er til dem, jeg elsker allermest – til alle dem der står mig nærmest. Til min lillebror, til min storesøster, til min veninde Anne Marie og til min veninde Louise. Mit budskab var tørt og amputeret:

"Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere".

Til min mand sendte jeg også bare en sms, hvilket når jeg ser tilbage, ikke fremstår særlig charmerende. Desværre er det nok, hvad der sker i vores liv af og til, når mit stærkt kommunikerende fynske sind "buldrer sammen" med min sønderjyske klipperolige mand. Det bliver lidt "fynsk håndgranat møder sønderjysk tranlampe".

Efter røntgen af lungerne kom jeg tilbage til lægen og sygeplejersken. Da jeg rakte min hånd frem mod lægen for at sige farvel tog han fat i min hånd med begge sine hænder. Han holdt godt fast. Det føltes rart. Han kiggede på mig og sagde: 

-Det her skal vi nok klare – det bliver godt igen, og jeg mærkede tårerne bokse anmassende i mine øjenkroge.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste: Hvad hvis du dør mor?"

Facaden krakelerer

Lægens omsorg og måden han fastholdt sit blik for at få "hul igennem" ramte mig. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Turen hjem i bilen var som en vild og surrealistisk rutchetur gennem hele det følelsesmæssige register. Tankerne væltede rundt. Jeg råbte, skreg og skældte ud. Jeg strammede mig an. Jeg tænkte på mine piger og min mand. Jeg tudede. Jeg mandede mig op. Jeg frygtede det værste. Jeg kaldte på min indre "fighter". Jeg kæmpede. Jeg troede på alt det bedste.

Jeg havde endnu ikke talt med nogen udover lægen og sygeplejersken. Svarede ikke, når telefonen ringede. Jeg sms'ede med min mand og skrev, at jeg ville ringe, når jeg havde fortalt pigerne, at jeg havde kræft. Klokken var omkring 12, og de ville komme hjem omkring kl. 15.30. Der gik mindre end et halvt minut så skrev han retur "Du taler med mig først. Jeg er på vej hjem". Det føltes utroligt befriende, og jeg glædede mig til at han kom hjem. Jeg savnede ham og hans arme omkring mig.

Jeg sad i sofaen med overtøj på og bare græd. Mens jeg ventede på, min mand skulle komme hjem, ringede jeg til min veninde Anne Marie. Alt muligt og umuligt væltede ud af mig. Hun lyttede, trøstede, støttede og skældte (velment) ud, når jeg blev "helt bims" i mine planer. Det var lisende at få talt.

Da min mand kom hjem fik følelserne igen frit løb. Vi græd. Vi holdt om hinanden. Vi talte. Vi krammede. Vi blev enige om at "samle os" og fokusere på at håndtere situationen mest hensigtsmæssigt i forhold til pigerne. Derfor besluttede vi ikke at fortælle vores børn noget, før vi havde mere information omkring det videre forløb. Vi gik en tur langs vandet, inden pigerne kom hjem, og det føltes godt at få blæst hovedet igennem. Endnu bedre var det, da pigerne kom glade og fro hjem fra skole. Det var så utrolig livsbekræftende, og bare jeg kiggede på dem, kunne jeg mærke tårerne presse sig på.

Pas på min mand

Om aftenen da pigerne var kommet i seng, og jeg igen var alene med min mand, blev jeg overmandet af ulykkelige følelser, og jeg græd igen. Vi græd begge, og min mand gjorde alt for at passe på mig. Det havde en kæmpe betydning for mig, og det rørte mig dybt at se, hvor ulykkelig og bange han også var. Jeg sms'ede til to af vores gode venne-par om aftenen klokken sent og fortalte dem om situationen, og bad dem passe godt på min mand. Jeg havde brug for vished om, at han ville få støtte og hjælp. Var bange for selv at komme til at mangle overskud og bange for, at han ikke selv ville række ud til vores venner. Jeg var mere end overbevist om, at åbenhed og kommunikation vil blive nogle af de vigtigste redskaber for at hjælpe mig, min mand og vores piger igennem det kommende tid.

Resten af ugen var på alle måder mærkelig, og det føltes voldsomt belastende at have så mange ubekendte at skulle forholde sig til. De gav optimale vækstforhold for skrækscenarier af en hver art. Jeg tog på arbejde om fredagen, hvilket gav en vidunderlig følelse af at få lov til at være tilbage i mit "almindelige liv". Da jeg kom hjem fra arbejde, havde min søde mand købt den smukkeste store buket røde roser til mig, og det var svært ikke at grine, da min yngste spurgte "Er han forelsket i dig?".

Læs hvordan Mette kommer igennem operationen i næste uge.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5: "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: "Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie"