”Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie”

Af Majbritt Lacuhr

Kan man leve i fryd og gammen med sin mands unge elskerinde? Rumme hende med hud og hår i fællesskabets hellige navn? Den tanke udfordres i Thomas Vinterbergs nye film "Kollektivet".

For bedst som kollektivet er etableret med ølmøder, fællesmiddage, demokratiske afstemninger, fest og ballade, møder Erik, som er gift med Anna, den unge Emma, som er arkitektstuderende. Og i kollektivet bliver man på demokratisk vis enige om, at hun skal flytte ind i bofællesskabet. Det skaber – selvfølgelig, fristes man til at sige – en del udfordringer...

LÆS OGSÅ: "Da min mor overvandt sin kræftsygdom, blev jeg syg"

Eriks unge elskerinde bliver spillet af 28- årige Helene Reingaard Neumann. I virkelighedens verden er hun gift med filmens instruktør, Thomas Vinterberg, som selv voksede op i et kollektiv i Hellerup. Sammen med deres to børn, Albert på 3 år og Lily, som kom til verden i efteråret, og Thomas' to store piger, Nanna på 20 og Ida på 15, hver anden uge, bor de i en villa nord for København. Lidt som i et kollektiv. Og så alligevel ikke.

– Rigtig ofte er vi mange voksne herhjemme. Med de to store piger og deres venner, der er med til at fylde huset op og hygge, er vi ofte ti om middagsbordet. På en måde et lille kollektiv. Men samtidig er jeg glad for at kunne lukke verden ude og have vores eget lille univers. Var vi et andet sted i livet, kunne jeg sagtens være flyttet i kollektiv. Thomas og jeg snakkede faktisk om det på et tidspunkt. Før vi fik børn sammen.

LÆS OGSÅ: Ditte mistede begge sine forældre og kom på børnehjem

Aldersforskel

Helene var selv en ung kvinde på bare 19 år, da hun fandt sammen med Thomas Vinterberg. Første gang, de mødtes, var, da hun fik rollen i hans film "En mand vender hjem" – cirka et år forinden. Hun kendte ham godt. Mest fordi hendes far kendte ham, og fordi han var en del af hendes store søskendes vennekreds.

Helene havde første optagedag, dagen efter, at hun havde kørt i studentervogn, og hun opdagede hurtigt, hvor sjovt det var at arbejde som skuespiller. Hun følte sig fuldkommen hjemme i det og nød at arbejde med den respekterede instruktør og hans dygtige stab.

– Jeg betragtede ham mest som en arbejdsmakker – vi var jo midt i en kreativ proces. Og ellers så jeg ham måske lidt som en storebror. Han var jo meget ældre end mig. 18 år.

Da de sidste optagelser til filmen var i kassen, flyttede hun et halvt år til New York – over til sin storebror. Livet lå åbent foran hende. Og da hun kom tilbage til Danmark, mødte hun igen Thomas Vinterberg, som nu var ved at blive skilt fra Maria Walbom. Og ja, så fandt de sammen, Helene og Thomas.

– Jeg kommer selv fra en familie, hvor det med aldersforskellen ikke har været noget problem. Min mors to ægteskaber bar i begge retninger – først fra hun var 16 år med den 16 år ældre Jesper Høm, de to var sammen i 13 år, hvorefter hun som 30-årig mødte min far på 19 år. Så alder har ikke på den måde afskrækket mig. Mine veninder spurgte da meget ind til det i starten, men for mig var det ikke så underligt, og jeg tror heller ikke, det kom rigtig bag på dem, for jeg har altid været lidt en gammel sjæl.

– Det var en fuldstændig fantastisk tid, men også en turbulent tid, for det var jo alvorligt, at Thomas lige var kommet ud af en stor skilsmisse. Han havde også sine to piger, på det tidspunkt på 7 og 11 år, som skulle leve med, at jeg pludselig kom ind i deres liv. Vi gjorde os derfor meget umage, for at alle skulle have det så godt som muligt, og brugte meget tid på at tale om situationen. Men faktisk var der på den anden side en stor naturlighed forbundet med det nye liv, vi begyndte at bygge. Jeg kommer jo selv fra en familie, hvor mine søs-kendes far var en anden end min far, og Jesper var en ret stor del af vores familie og var tit med til f.eks. nytårsaften hos os. Ligesom min storebror i nogle vigtige år i mit liv havde en kæreste med to børn fra et tidligere ægteskab, som jeg var meget tæt på. Jeg har været vant til sammenbragte familier.

– Det var bare en meget stor glæde og en berigelse for vores liv, når Thomas' piger var der. Det har altid kun været en glæde. Virkelig. Og jeg har aldrig ønsket, at det var anderledes. Jeg føler mig ekstremt tæt på dem, og jeg føler en stor ansvarlighed i forhold til dem. Også fordi vi har været igennem mange år og faser sammen.

Poetisk forelskelse

Og hvad var det så, der fascinerede hende ved Thomas? Det vil Helene egentlig helst holde for sig selv, men hun vover sig alligevel ud i et svar.

– Det er svært at forklare... Det er jo umuligt helt præcist at forklare, hvad der sker imellem to forelskede. Det er vel et spørgsmål om usynlig kemi. Her må man lede i poesiens verden. Timerne, dagene og tiden i det hele taget fløj af sted, når vi var sammen. Vi blev forelskede. Og jeg tror, at da vi lærte hinanden rigtigt at kende, følte vi, at vi var sjæleligt forbundet. Fordi vi på sin vis, selvom der er mange år imellem os, har mange fællesnævnere. På en måde kommer vi jo fra samme slags miljø. Og vi har altid haft et meget kreativt arbejdsfællesskab også. Vi er på samme bølgelængde simpelthen.

For ikke bare var Helenes mor skuespiller – hun og hendes første mand, Jesper Høm, lavede også film sammen, Helenes mostre er skuespillere, og hendes far, Per Neumann, er advokat og arbejder næsten udelukkende med film. Desuden er Helenes fars nuværende kæreste produktionsleder Caroline Reichhardt, datter af Poul Reichhardt.

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt”

– Der var mange ting at tale om. Vi har fra start haft en virkelig god kommunikation. Vores udfordringer har mere handlet om, hvordan man skaber en familie med en mand, der arbejder så meget – også i udlandet – og i det hele taget arbejder så meget...

– Omvendt er det jo en kæmpe kvalitet, at han arbejder så anderledes, end mange andre gør – at han ikke har fuldstændig faste arbejdstider. Det giver en stor frihed. Og det har passet godt i den tid, hvor jeg har studeret, hvor man også veksler mellem stille perioder og eksamenstiden, hvor det så er mig, der går i skrivehi. Det er en skøn vekselvirkning. Og så igen kan der komme en periode, hvor Thomas er væk. Jeg ser det som et privilegium, at der på den måde aldrig går middelmådighed i den her. Så vi har mange kalendermøder, og det elsker jeg. Nok fordi der aldrig er uger, der ligner hinanden. Vores liv er meget alsidigt og går oftest fra den ene yderlighed til den anden. Og så synes jeg, det er så hyggeligt at lave kalender. Der tager man styring over sit liv og kan se frem til alt det, der ligger forude. Jeg nyder at drømme om vores fremtid på den måde.

– Det at have et privatliv, samtidig med at man har et arbejdsliv sammen, er meget frugtbart. Via arbejdet lærer vi også hinanden endnu bedre at kende. Vi har mange lange, dybe samtaler. Vi komplementerer hinanden godt.

Gift som 22-årig

Parret blev viet tre år efter deres første møde på mest romantiske vis i høj sol en julidag i 2010. I Svanninge Kirke på Fyn af Helenes familiepræst og teologiske mentor, Mikkel Wold fra Marmorkirken, som har konfirmeret hende, begravet hendes mor og siden døbt deres søn, Albert, og snart får lov at gentage ritualet med deres seneste skud på stammen, lille Lily fra oktober måned.

– Jeg husker det som et helt eventyrligt bryllup. Meget, meget smukt og fuldstændig overvældende. Og lykkeligt. Og smukt. Jeg tror, min far syntes, det var lidt voldsomt, at jeg skulle giftes allerede som 22-årig. Vi skulle lige overbevise ham om, at det var det rigtige, for det syntes vi jo begge, det var. Eller rettere: Thomas skulle. Ha ha.

– Men ja, igen var jeg lidt forud for min tid. Ligesom jeg har været den første blandt veninderne, der har fået børn. Det var selvfølgelig ret enestående at få lov at opleve de store, essentielle ting som den første.

– At få min egen familie i en så forholdsvis ung alder har været det bedste, der er sket i mit liv – og senere naturligvis selv at opleve at blive mor. Da jeg lærte Thomas at kende, var han jo som sagt far i forvejen, og derigennem har jeg set, hvilken slags far han er og ville være for vores børn. Helt personligt oplevede jeg, at den sorg, jeg havde båret rundt på, siden jeg var 16, blev helet en smule ved selv at etablere familie. Det er jo det, livet går ud på!

Mistede sit vigtigste livsvidne

Helene levede nemlig en ubekymret og sorgløs tilværelse som nystartet gymnasieelev, da tæppet blevet revet væk under hende på den værst tænkelige måde. Hendes mor, Elsebeth Reingaard, som var model og skuespiller op igennem især 1960'erne og 1970'erne, døde af cancer i en alder af bare 56, og dermed forsvandt Helenes faste holdepunkt og største tryghed i livet.

– Jeg husker, at jeg dengang tænkte, "Okay, jeg bliver nødt til at beslutte mig for, om jeg vil grave mig ned i den her sorg, eller om jeg vil vælge at fejre livet og leve i nuet". Og min mor fejrede i den grad livet, så det var helt oplagt for mig, at det var det, jeg også ville gøre – det løb i mine årer, og jeg fandt faktisk en styrke i det. Det gør jeg sådan set den dag i dag. Jeg er god til at få en fest ud af alting, for jeg synes, der er meget, der skal fejres simpelthen.

– Men det er klart, at når man mister sin mor, mister man også et livsvidne, som man aldrig kan få erstattet. Og den smerte, det er, holder aldrig op, tror jeg, men man lærer at leve med den. Heldigvis. På den helt akutte side oplevede jeg en massiv kærlighed udefra. Fra mine mostre, fra mine søskende og fra deres venner, fra min far, mine egne venner... Jeg følte, at der blev taget rigtig kærligt hånd om mig. Også på min skole. Men sorgen, tror jeg, aldrig nogensinde bliver vasket væk.

LÆS OGSÅ: Mia blev dømt steril efter kræft: ”Jeg er mor til to mirakelbørn”

– Nu har jeg, som jeg siger, altid været lidt en gammel sjæl. Da jeg var helt ung, troede folk altid, at jeg var ældre, end jeg var, og det har måske også bidraget til, at jeg er blevet mere eftertænksom, end mine veninder var i en alder af 16. Men folk har også altid bemærket og undret sig over, at jeg altid er så optimistisk og positiv. Det er vel bare en del af min personlighed, som er svær for mig at forklare. Alligevel vil jeg sige, at når man ved, at der kan komme sådan en flodbølge og rive gulvtæppet væk under det, der var ens fundament, så ved man også, at når man vågner om morgenen, og alting er godt, og dem, man elsker, ikke er syge, og solen skinner, så værdsætter man det på en anden måde, end man ville gøre, hvis man ikke havde oplevet at miste en forælder, tror jeg. Jeg føler virkelig en dyb taknemmelighed for livet og livsglæde faktisk. Og selvfølgelig også en meget stor sensitivitet, i og med at man ved, at sådan noget kan ske. At livet er skrøbeligt – hvilket omvendt selvfølgelig også er det interessante ved det.

Familiens efternøler

Helene Reingaard Neumann er vokset op i indre København – på Nørrevold ved Nørreport Station og siden i en lejlighed på Store Kongensgade. Et trygt hjem og en tryg familie. Helene var familiens efternøler – med en 17 år ældre storesøster og en 19 år ældre storebror, Josefine og Marc, fra morens første ægteskab med fotografen Jesper Høm. Moren var 40 og netop startet på jurastudiet, da Helene kom til verden. Faren, Per Neumann, var ti år yngre.

– Min mor gik på universitetet, og det oplevede jeg næsten som at have en hjemmegående mor, da jeg var helt lille, så vi var meget tætte. Også fordi jeg jo næsten var som et enebarn – i hvert fald i hjemmet. Derfor var det selvfølgelig et meget stort chok, da hun blev syg.

– Efter bare tre måneder døde hun. Det var sådan en larmende kontrast til det trygge, kærlige og varme liv, jeg havde haft i vores familie. Det kom som en eksplosion ind i vores inderste kerne. Det var virkelig voldsomt. Et kæmpe chok, som også gjorde, at jeg blev voksen hurtigt. Livets alvor kom meget hurtigt ind på mig, og det gør selvfølgelig, at man pludselig ser livet i et andet perspektiv end ens jævnaldrende. På den hårde måde lærte jeg, at sorg og kærlighed er uadskillelige. Og at man må give slip på sorgen for at kærligheden kan få frit løb.

– Min mor var en meget stærk kvinde. Meget elskelig og nærværende, men også privat. Hun var i den grad også et familiemenneske. Utrolig selskabelig og gæstfri. Vores hjem var altid meget åbent. Mine søskendes venner fyldte meget i min spæde barndom på Nørrevold. Vi har altid været en kæmpe familie – med mine tre mostre, deres mænd og børn – og det var som oftest min mor, der stod i centrum for det hele. Hun var samlingspunkt.

– Hun havde også et stort temperament – større end det, jeg har – og kunne godt sætte folk på plads. Min far og jeg har siddet under mange restaurantbesøg og rødmet, fordi hun ikke var tilfreds med maden. Haha. Men hun forlangte sgu noget af livet. Tingene skulle ikke bare være i orden, men optimale. Det bedste af det bedste. Og det, mener jeg, er beundringsværdigt. Man må kæmpe for det gode. Hele tiden. Og gøre sig umage. Dovenskab er ikke noget, jeg er vokset op med.

Familien først

– I min barndom har jeg talt meget om 70'erne. Mine forældre har begge oplevet den tid, og jeg har tit spurgt min mor, hus-ker jeg, om hun havde boet i kollektiv eller overvejet det, og hun var faktisk meget optaget af præcis det spørgsmål, men hun syntes, der var for mange områder, hvor det gik ud over børnene. Så selvom det var noget, mange i det miljø, hun kom i, kastede sig ud i, ville hun aldrig sætte sin familie over styr i forhold til sin egen frigørelse. Jeg tror heller ikke, jeg selv ville kunne det, nu hvor vi har fået børnene. Jeg har et meget stort behov for at være tæt på mine børn. Jeg ville ikke kunne dele dem på den måde med andre. På samme måde satte min mor også altid sin familie forrest.

LÆS OGSÅ: "Det hårdeste har været at se, hvordan min familie har lidt"

– Men jeg synes, der er mange berigende og inspirerende ting ved den tid, 1970'erne, vi godt kunne lære noget af i dag. I det kollektiv, hvor Thomas voksede op, var det f.eks. sådan, at ham, der tjente flest penge, var den, der foreslog, at man skulle betale husleje ud fra, hvor meget man tjente. Og det betød, at hans husleje steg til det tredobbelte. Sådanne tanker ville slet ikke være kommet på tale i dag, tror jeg. Den der udprægede empati og lyst til bare at dele. Som det er lige nu, er der en større lyst til at holde på sit eget.

– Jeg håber, at "Kollektivet" kommer til at gøre opmærksom på de kvaliteter, der kan være ved at bo og være fuldstændig ærligt sammen med nogle mennesker, man holder meget af. I kriser og i glæder. Fællesskabsfølelsen er forsvundet lidt i den tid, vi lever i nu. Jeg siger det tit, og Thomas bliver så træt af at høre det, men altså: Der er så mange i vores samfund, der dyrker ekstremsport som maratonløb og ironman. Og når man ved, hvor tidskrævende det er at dyrke den slags, opdager man, hvor selvcentreret en livsstil, det fører med sig. Man befinder sig i sit eget selv, hvor fællesskabsfølelsen er forsvundet – i stedet for at åbne sig for verden ved f.eks. at sidde rundt om et bord og tale med andre mennesker. Man skal passe på, at verdens navle ikke bliver ens egen.

Religiøs

Ligesom sin mor har Helene kørt to spor. Skuespil og universitet. Siden 2008 har hun læst teologi. Ikke fordi der på nogen måde blev bedt hverken bordbøn eller fadervor i barndomshjemmet, eller at søndagene blev tilbragt i kirken. Alligevel har religion altid haft en nærmest magnetisk virkning på hende.

– Da jeg blev 20, gjorde jeg mig mange overvejelser om, hvorvidt jeg skulle søge ind på teaterskolerne eller på universitetet. Men da Thomas og jeg mødte hinanden, kunne jeg mærke, at det var noget alvorligt, og jeg tænkte, "okay, det er nok manden i mit liv, det her" – og derfor syntes jeg, det var meget vigtigt at lave noget, som var mit eget univers. For at vi ikke skulle være instruktør og skuespiller hjemme i privaten. Fra min egen familie vidste jeg, hvor altopædende filmverdenen er. Når først man laver det, fylder det rigtig meget.

– Teologi er et ekstremt rigt og fascinerende studie, fordi vi får lov at beskæftige os med livet allermest eksistentielle og største spørgsmål. I mine øjne er det meget alment dannende.

– Jeg har virkelig syntes, det har været et meget privilegeret sted at være, for jeg har jo kunnet arbejde som skuepiller ved siden af. Og desuden giver det en vis frihed at læse på universitetet. I virkeligheden har det været rigtig godt for vores ægteskab, for Thomas har været meget nysgerrig på det, og på den måde er vores forhold ikke blevet så branchesnævert. Thomas kommer fra en opvækst, hvor det nærmest var fordømt at være religiøs – det var virkelig umoderne. Derfor har han været ekstra nysgerrig på den verden, tror jeg.

– Jeg vil faktisk betegne mig selv som religiøs. Men religiøsitet hænger ikke nødvendigvis sammen med, at man tror på en masse forældede klichéer, men at man derimod bruger kræfter på at forstå og begribe den verden, vi er blevet sat i. Det handler om at forsøge at forstå menneskelivet og dets begrænsninger. Jeg er religiøs i den forstand, at jeg tror på kærlighed og på næstekærlighed, og at livet har en højere mening – og at man ikke skal være bange for at tro på det. Jeg tror, det er sundt for mennesket ikke at være så forskrækket over at tro på noget.

Teologien interesserer mig, fordi jeg mener, det kan være gavnligt for det moderne menneske at se lidt ud over det her århundrede. I dag er der et kolossalt fokus på individet. Både udadtil og indadtil. Teologien og dens visdom er noget, menneskeheden har beskæftiget sig med i årtusinder. Og jeg mener, det er farligt at afskrive sig den, dens etik og den filosofiske dimension, der hører med.

LÆS OGSÅ: ”Da jeg virkelig var i krise sidste år, tænkte jeg, det er godt, min far ikke skal opleve det her. Det ville have gjort ondt, ondt på ham”

LÆS OGSÅ: "Jeg har sort bælte i at miste"

LÆS OGSÅ: "Jeg kan dø af én enkelt druktur"