Michelle Kristensen og Stephania Potalivo gør op med perfekthed: ”Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har været meget ensom”

Stephania Potalivo venter på sin veninde Michelle Kristensen. Hun sidder i hjørnet af Bistro Royal på Kongens Nytorv i København, som er blevet et af deres fælles stamsteder i løbet af de fire måneder, de nu har kendt hinanden.

Inden Michelle kommer susende på sin cykel, har Stephania allerede bestilt sin frokost.

De har været her så mange gange før, at de har fået en hel rutine. Det er nemlig her, at deres venskab har udviklet sig i takt med, at de har diskuteret kropsidealer og hårde tider – og ikke mindst skrevet en hel bog sammen.

Men hvorfor skal Michelle Kristensen, der er sundhedsekspert, så lige skrive en bog med Stephania Potalivo, der er skuespiller, og går meget lidt op i sundhed og træning?

Det har ALT.dk spurgt de to om. Vi fik lov at komme en tur med på deres stamcafé for at høre alle de tanker, der ligger bag den nye bog ”Kronprinsessen laver også lort”, men også for at høre om venskaber, ensomhed og hævede ansigter.

Foto: Julie Bjarnhoff, pressebillede til "Kronprinsessen laver også lort".

Om deres nye partnerskab

Michelle: ”Det startede ved, at jeg kontaktede Stephania på Instagram, fordi jeg ville skrive en e-bog med en anden. Jeg tænkte, at vi skulle skrive om træning og sund kost. Jeg havde hørt, at hun hader at træne og at hun spiser sygt meget mad, så jeg syntes, det var en interessant kobling, hvis jeg kunne få hende til at synes, at træning var sjovt.”

Stephania: ”Jeg er bare ikke vild med træning, og tanken om at skulle skrive en bog om sundhed var ikke lige mig. Men jeg ville heller ikke være afvisende, så jeg tænkte, at vi kunne mødes og se, hvad der skete.”

Michelle: ”Jeg fandt hurtigt ud af, at Steph slet ikke havde lyst til at lære at træne, så min idé holdt overhovedet ikke. Men vi kom til at snakke om vores eget syn på sundhed, sociale medier og den usikkerhed, man kan have over, om man er god nok.”

Om bogen

Michelle: ”Bogen handler om, at sociale medier kan have en stor magt. Vi kvinder er rigtig gode til at sammenligne os med andre, og vi glemmer fuldstændig, at vi har forskellige gener, og at vi ikke er bygget ens. For hvis du er født med store hofter, kan du ikke få samme hofter som Paris Hilton. Det kommer du simpelthen aldrig i mål med.”

Stephania: ”Man må selvfølgelig godt lade sig inspirere af andre, men vi glemmer ofte os selv, fordi vi konstant kigger på andre på sociale medier. Det handler om at finde ud af, hvad der virker for dig. Jeg skal for eksempel ikke have det dårligt, fordi Michelle træner meget og har en kæmpe viljestyrke. For sådan er jeg bare ikke, og det gør mig ikke til et dårligere menneske.”

Men hvorfor var det så lige jer to, der skulle skrive denne her bog?

Michelle: ”Jeg arbejder med sundhed og bevæger mig i en kropsideals-verden, hvor man skal se ud på en bestemt måde og have six-pack for at være perfekt. Steph har et meget anderledes syn på sundhed, men hun får også beskeder fra unge kvinder, der skriver ”hvad gør du for at få den krop?”.”

”Vi har begge to et talerør til rigtig mange mennesker, og selvom vi ikke er professorer eller eksperter, har vi begge to bakset med idealerne, og med ikke at føle os gode nok. Jeg synes, det er meget troværdigt, når det er noget, vi selv har prøvet.”

Michelle og Stephania lufter hunden Jessie. Foto: Emma Kleist.

Om sociale medier

Michelle: ”Man skal huske på, at Instagram ikke er hele sandheden. Vi laver begge to spændende ting, som vi gerne vil dele, og det er vi taknemmelige for. Men det er også psykopat hårdt arbejde at have en virksomhed.”

Stephania: ”Min virkelighed er tit, at jeg ikke har noget at lave. For jeg er ikke herre over mit eget arbejde, og jeg kan have meget travlt i perioder, men andre gange har jeg lavet ingenting i to måneder, hvor jeg går og venter på, at telefonen ringer. Men jeg bruger ikke min Instagram til at fortælle om mine problemer.”

Michelle: ”Vi har også brug for at have et privatliv. Man går kold, hvis man skal åbne sig alt for meget op hele tiden. Men folk får stadig, hvad de ser – der er ingen af os, der har en skjult side.”

Men er I ikke selv med til at skabe nogle af de her idealer på Instagram?

Stephania: ”Det tænker jeg rigtig meget over – specielt nu, i forbindelse med vores bog. Jeg kan godt tænke, om jeg burde lægge et billede op om morgenen, hvor jeg er virkelig grim? Så folk kan se, hvor grim jeg kan være. Og må jeg overhovedet lægge et filter på mit billede? For så viser jeg jo en usand virkelighed. Men det handler om at finde en balance.”

”Jeg synes, jeg ligner mig selv på Instagram. Det er ikke sådan, at man ser mig i virkeligheden og tænker ”wow, ser hun sådan ud?”. Men jeg tager også nogle gange 20 billeder, før jeg lægger ét ud, for jeg vil gerne have et godt billede – man kan også blive grimmere på et billede, end man er i virkeligheden.”

Michelle: ”Der er ikke nogen af os, der lægger noget op med at ”så ligger jeg her på Maldiverne på min private båd med 20 halvnøgne bartendere”. Det er jo ikke dét liv, vi har. Jeg bruger i høj grad min profil til at give inspiration og viden om fødevareingredienser eller træning. Det gør det betydeligt nemmere for mig, fordi det er brugbart for mine følgere.”

Stephania: ”Det er faktisk nok væsentlig mere spændende at følge dig, end det er at følge mig.”

Om at føle sig rigtigt grimme

Michelle: ”Vi hæver op i ansigtet, men det griner vi kun af nu. Så kan man lige sende et billede til den anden med en kæk besked. Jeg var for eksempel i Go’ Morgen Danmark for en uge siden, hvor jeg følte, at jeg lignede lort. Jeg var træt og havde uglet hår, fordi jeg ikke orkede at stå op en time før, for at gå i bad. Jeg magtede ikke at se mig selv i genudsendelsen bagefter – selvom det, jeg sagde, var ret godt.”

Stephania: ”Jeg oplevede det, da vi lavede et interview med Berlingske for nyligt. De tog et billede af os til forsiden, og det første jeg tænkte, da jeg så det var, at jeg lignede en gris. Jeg var hævet i ansigtet, og mine øjne var helt små, fordi jeg havde væskeophobninger om øjnene. I stedet for at være stolt af, at vi havde lavet et godt interview til en stor avis, så tænkte jeg kun på, at jeg lignede en gris… en brun gris!”

Michelle: ”Men vi prøver hele tiden ikke at tage det for seriøst. Vi kan sgu heldigvis også grine af det bagefter, og det er enormt befriende.”

Tænker I jer selv som smukke?

Michelle: ”Jeg synes sgu, jeg ser meget normal ud på sociale medier. Jeg har ofte fået at vide, at man skulle tro, at jeg aldrig gjorde noget ved mit hår, fordi jeg altid har morgenhår i Go’ Morgen Danmark, haha.”

Stephania: ”Jeg ved da godt, at jeg er heldig på nogle områder, men derfor kan jeg stadig nogle gange føle, at jeg ligner en gris. Og du kan altid finde nogen, der er smukkere, eller som har mere succes. Mange kvinder er nok i virkeligheden alt for slemme til at fokusere på dét, de ikke har, frem for dét, de rent faktisk har. Selv hvis du finder den smukkeste kvinde, spejler hun sig også i nogle andre. Ikke kun i forhold til udseendet – det handler også om, hvor mange venner man har, om arbejdet og om alt muligt andet.”

Michelle: ”Vi glemmer ofte, at vi har forskellige gener, og at nogle er født spinkle, mens andre har en større bygning. Og hvis man ikke husker på det, bliver man aldrig nogensinde lykkelig og tilfreds med den krop, man har.”

Michelle og Stephania kan grine af sig selv, når de føler sig lidt grimme. Foto: Julie Bjarnhoff, pressebillede til bogen.

Om at lære at acceptere sig selv

Michelle: ”Jeg har skullet kæmpe rigtig meget med, at min søster og jeg er meget forskellige. Hun er bygget til at være tynd og spinkel, hvorimod jeg er ret tæt bygget. Det har været svært at have en søster, der altid er tynd og aldrig har været på slankekur, mens jeg ofte har været på slankekur. Jeg har kæmpet meget med at embrace mine brede skuldre – især efter jeg er kommet ind i sundhedsbranchen. Men det er jo også dét, der har givet mig succes på arbejdet, fordi jeg har kunnet relatere mig til de fleste, og på den måde har kunnet gøre det mere troværdigt.”

Stephania: ”Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har været meget ensom og ikke haft mange venner. Jeg var lige begyndt at lave ”Sjit Happens”, og min karriere var ved at komme i gang, så folk begyndte at vide, hvem jeg var. Det var en ret tosset tid, for det så ud som om det hele var perfekt, men det var det ikke. Jeg sammenlignede mig meget med andre skuespillere. Det var svært ikke at tænke, at jeg ikke var lige så god som dem, hvis jeg ikke fik lige så mange roller.”

”I den periode brugte jeg Instagram på en lidt forkert måde. For når jeg følte mig alene, fik jeg selskab ved at lægge billeder ud på Instagram. Så følte jeg mig bekræftet, når der kom mange likes og kommentarer. Det var virkelig usundt, og heldigvis gør jeg det ikke mere. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, og min lykke og mit værd skal ikke styres af andre”.

Hvordan nåede du dertil?

Stephania: ”Jeg vil virkelig ikke lyde kvalmende, men det har min kæreste været en stor grund til. Vi mødte hinanden for to et halvt år siden, så det er først for nyligt, at det er blevet nemmere for mig. Men det er svært at sige præcist, for når man er i en proces, vågner man ikke bare en dag og tænker ”nu har jeg det anderledes”. Det er noget, der kommer løbende.”

Om forholdet til hinanden

Stephania: ”Selvom vi godt vidste det i forvejen, blev det bekræftet, at vi lever som dag og nat – vi er virkelig forskellige, men alligevel har vi en sindssygt god kemi.”

Michelle: ”Ja, personlighedsmæssigt er vi meget forskellige, men vi har samme værdier – og samme humor. Vi er gode til at supplere hinanden. Jeg har det for eksempel bedre med at skrive, end Steph. Og Steph er bedre til at komme med små sjove bemærkninger.”

Stephania: ”Og hvis vi skal grine falsk på kommando på et billede, ringer I bare. Der har jeg alle mulige gode teknikker.”

Michelle: ”Vi var ikke veninder, da vi startede projektet, men når vi har haft de her snakke, har jeg taget mig selv i at gå hjem og tænke ”gud, hvor er jeg glad! Og hvor har jeg meget energi”.”

Stephania: ”Det siger min kæreste Niels Petter også: ”det er så dejligt, du har mødt Michelle. Du er altid så glad, når du har været sammen med hende”. Faktisk er vi blevet så gode veninder, at Michelle skal med til mit bryllup i morgen.”

De to veninder er gode til at både lave sjov og arbejde seriøst. Foto: Julie Bjarnhoff, pressebillede til bogen.

Om bogens titel ”Kronprinsessen laver også lort”

Jeres bog har en lidt opsigtsvækkende titel. Hvorfor skulle den hedde netop det?

Michelle: ”De fleste synes faktisk det er dejlig befriende. Der er ofte alt for meget fokus på det perfekte. Og hvis der er noget, vi begge to, helt fra vi var små, har set som perfekt, er det prinsesseverdenen – og i endnu højere grad kronprinsesse-verdenen. Det er både i film, men også i hele Skandinavien, hvor vi ser de her helt vildt smukke kronprinsesser. Alt er perfekt på dem; håret, make-uppen, det de siger – intet er forkert. Og det er meget rart at tænke på, at kronprisesserne faktisk også i bund og grund er helt almindelige mennesker.”

Stephania: ”Det var noget, min mor plejede at sige, da jeg var lille, når jeg var ked af det, og verden føltes uretfærdig. Så trøstede hun mig med at sige ”bare rolig, skat, de kongelige laver også lort”.”

”Hvis folk synes, at titlen er upassende og klam, kan de bare lade være med at læse bogen. Men bogen handler selvsagt ikke om, hvordan kronprinsessen laver lort.”