Mille Dinesen: “Jeg har været hele vejen rundt i den alternative jungle og brugt min krop som laboratorium”
Den 46-årige skuespiller Mille Dinesen, som de fleste af os kender som folkeskolelæreren Rita eller 00’ernes evigt kiksede Nynne, er aktuel med et nyt projekt, Balance by Mille Dinesen. Og netop balance har været et tilbagevendende fokuspunkt i de sidste 20 år efter hendes krop kollapsede.
“Jeg har været hele vejen rundt i den alternative jungle og brugt min krop som laboratorium. Jeg har skrubbet min krop med karrypulver, fået dryppet varm kærnemælk i panden og drukket muddervand under navnet ‘urtemedicin’ – bare for at nævne en brøkdel – inden jeg fandt frem til det, der rent faktisk virker for mig.”
Hvor de fleste af os vil købe et glas vitaminpiller og genåbne abonnementet til det lokale fitnesscenter, valgte den 46-årige skuespiller en noget anden tilgang. I de sidste 20 år har jagten efter balance ført hende vidt omkring – fra Ayurveda retreat i Indien til en healer på Langeland, og hun har ikke været bange for at bruge sin egen krop som laboratorium.
Kort fortalt har Mille Dinesen været på en lang søgen efter et liv i sund balance.
”Jeg må erkende, at jeg har nogle egenskaber som både er gode og dårlige. Jeg er enormt stædig og enormt kontrolleret. Stædigheden gør, at jeg har opnået en masse ting, fordi jeg bliver fandme ved, indtil det er løst, eller jeg er kommet i mål. Men det betyder også, at det kan opsluge mig så meget, at min kontrolfreakness bliver fanatisk. Det oplevede jeg, da jeg var på jagt efter alternative muligheder for at blive sund på og komme i balance,” fortæller hun til ALT.DK.
Kroppen kollapsede
Men hvad var det, som fik skuespillereleven Mille Dinesen til at forsøge at finde balancen ved at dykke ned i den mere alternative verden? Ifølge hende selv havde sundhed ikke fyldt meget, da hun var yngre – lige indtil den dag, hvor kroppen sagde fra.
”Som 27-årig var jeg ude i en stresset og presset periode både på det mentale og fysiske plan. Jeg startede på Statens Teaterskole og havde øjet på bolden med skyklapper på, og jeg damptromlede derudaf. På hjemmefronten havde jeg et meget nært familiemedlem, der var ved at stille træskoene. Der foregik simpelthen så mange ting, men min stædighed, målrettethed og kontrol-freakness gjorde, at jeg ikke kiggede til siderne.”
”Når jeg tænker tilbage, gav min krop mig en masse signaler. Jeg så fuldstændig sindssyg ud i mit ansigt, alle mine porrer blev betændte, og jeg slog voldsomt ud i hele ansigtet. Jeg havde kronisk hovedpine, og jeg tabte mig meget. Kroppen er intelligent og hurtig til at reagere på ens mentale tilstand, så hvis man ellers er god til at lytte til sin krop, kan man bremse mange ting i tide. Men jeg havde fuld skrue på, og jeg havde slet ikke beskæftiget mig med at lytte til mig selv på den måde.”
Det endte med, at Mille Dinesens krop sagde fra og kollapsede.
”Det var et kæmpe chok, og jeg stod med valget mellem at tage noget stærk medicin, der ville give mig en del bivirkninger, eller at gå min egen vej. Jeg valgte at gå min egen vej, og det gjorde jeg ene og alene ud fra en mavefornemmelse, for der var jeg endelig begyndt at lytte lidt til min krop.”
Mudderlavement i Indien
Mille Dinesen gik selv i gang med at finde ud af, hvorfor hendes krop reagerede, som den gjorde. Det blev startskuddet til en søgen, som tog hende igennem alverdens alternative behandlinger, kosttilskud, træning og diæter.
”Jeg havde hele tiden antennerne ude, og når der kom noget nyt, kunne jeg ikke lade være med at undersøge det, læse om det eller prøve det af. Jeg startede hos biopater og kinesiologer med urtetilskud og lavede hvidløgskure derhjemme. Jeg prøvede at meditere lidt. Men så blev jeg tændt på at prøve næste led for hvad nu, hvis det var der, at jeg fandt miraklet. Det var vildt at være helt alene på et ayurveda resort i Kerala i Indien, hvor vi blev skrubbet i karry, fik mudderlavement og endte med at sidde på toilettet hele natten, og jeg var bare fucking alene lige der i det morads. Men jeg ville simpelthen ikke lade noget gå min næse forbi, for hvad nu, hvis løsningen var lige der.”
At gå all in på restriktive kure og dogmer, endte dog med at Mille Dinesens jagt på en sund balance ikke var sund – det var blevet for ekstremt og fanatisk.
”Jeg har siddet linet op med grønne shots derhjemme, hvidløgskure, trænet hver anden dag, gået til behandlinger og brugt al tid og alle penge på det, og samtidig har jeg været dybt ensom. Det tog mig tid at finde ud af, at det ikke er balance. Det kan godt være, at du ikke har et gram fedt for meget på kroppen, og at du ikke er stiv i dine led, fordi du træner hver anden dag, og din hud er blød, fordi du drikker så mange antioxidanter og grønne juicer. Men er du lykkelig eller glad? Jeg blev nødt til at finde en balance, for det er også vigtigt at hygge og more sig.”
Mille Dinesen besluttede derfor, at hun måtte sortere og vælge ud af alt det, hun prøvede af for også at kunne have tid til et almindeligt liv.
”Jeg dyrker ikke min søgen og nysgerrighed efter nye metoder så meget som før. Det ser jeg som et tegn på, at jeg generelt har det godt, og at min krop har det godt og er i balance. ”
Mille Dinesen har valgt at fokusere på fem ting, som i dag er blevet hendes fundament i en sund og afbalanceret livstil. Det er først og fremmest den såkaldte mosekonebryg med olier og alger, som også snart bliver en del af hendes Balance by Mille Dinesen serie, og så er det Body-sds træning og behandling, selvforkælelse, som er mig-tid, og sidst men ikke mindst kost som kroppens medicin og meditation.
”Min balance ligger i, at jeg ikke kører ud af et spor og er fanatisk. Derfor lever jeg også sådan, at jeg fem dage om ugen holder fast i den sunde linje, og så kan jeg gøre, hvad jeg vil i weekenden. I aften skal jeg fx ned og have en kæmpestor Jagger-menu (burgermenu, red,) og jeg glæder mig helt sindssygt.”
Fokus på hovedvejen
Mille Dinesen er til sidst endt med at stå tilbage med lige netop det, der virker, og som gør hende glad. Det, der bringer balance i hendes liv.
”Jeg har mødt mange, der siger, at det er synd for mig, at jeg ikke må det eller det. Men det er ikke nogen straf eller synd for mig. Hvis jeg vil spise en liter is, gør jeg det, og så kan jeg sagtens klare fem dage, hvor jeg spiser ordentligt. Det kan jeg, fordi jeg kan mærke, hvad det gør ved min energi, mine kræfter og min hjernefunktion.”
Og netop bevidstheden om at være ude af balance som at være i balance betyder meget for Mille Dinesen.
”Når jeg i fire måneder skal være på arbejde 12 timer om dagen som fx Rita, betyder det meget, at jeg ikke har ligget og suttet i en flaske rødvin og en pose chips aften inden. Der betyder min måde at leve på i dag, at jeg præsterer bedre, og det er jo simpelthen så tilfredsstillende, hvad kost, søvn, træning og balancen i det, kan gøre for mig og mit arbejde.”
Og det bringer hende helt naturligt tilbage til den dag for 20 år siden, hvor hendes krop sagde stop.
”Jeg tror, at det er en konstant læring at finde balancen. Jeg vil sammenligne det med lykke, for når folk spørger, om jeg er lykkelig, vil jeg sige, at ja det er jeg glimtvis, for engang imellem føler jeg mig lykkelig, men det er ikke noget, jeg er konstant. Sådan har jeg det også med balance, fordi det er ikke noget, jeg er i konstant – det er jo umuligt. Det kommer til at være frem og tilbage hele livet, men forhåbentligt bliver jeg bedre og bedre til ikke at komme så langt ud på et sidespor og hurtigt tilbage på hovedvejen igen.”