”Min mand er lidt for veludrustet, hvad gør vi?”
Lige så lækkert sex kan være, lige så lidt rart kan det være, hvis fysikken er udfordret. Læs med, når sexolog Ditte Winkel svarer på et spørgsmål fra en læser, der ønsker at bevare et godt sexliv.
Spørgsmål: Jeg er en lykkelig gift kvinde. Jeg har en fantastisk mand og et dejligt aktivt sexliv med ham. Da han er temmelig veludrustet, kan vi dog til tider opleve, at samleje kan være lidt udfordrende – særligt hvis han støder i bund. Har du input til, hvad vi kan gøre for, at det ikke gør ondt på mig?
Svar: Mange par kan i perioder opleve, at dyb penetration kan være forbundet med ubehag, måske endda smerter. Det kan bl.a. skyldes kvinders cyklus, hvor en dyb penetration kan resultere i at støde på livmoderhalsen bagerst i skeden, hvilket for mange kan gøre ondt.
En måde at komme omkring dette på kan være at overveje jeres sexstillinger. På den måde kan I indgå i leg med hinanden, hvor du kan være medvirkende i, hvor langt din partner kommer ind, f.eks. ved at ride ham, eller at han sidder på knæ mellem dine ben, hvor du enten ligger på maven eller på ryggen. I prøver jer sikkert allerede frem, men med bevidsthed på, hvorvidt ubehaget opstår i bestemte perioder, samt lidt ekstra kreativitet i legen kan I måske helt undgå, at det gør ondt.
En anden løsningsmodel kunne være at investere i en ”buffer ring” eller Ohnut, som de også kaldes. Ringens silikonemateriale kan strække sig i bredden og i nogle tilfælde muliggøre dybere penetration. Et sæt består af fire ringe, hvor en eller flere sættes om roden på penis for på den måde at forhindre dybe kollisionssmerter. Den samlede højde, hvis I bruger alle fire ringe samtidig, er 7 cm.