”Min mor straffede mig med tavshed, og det lider mine veninder under i dag”

"Jeg kan mærke, at jeg skaber følelsesmæssig afstand. At jeg trækker mig lidt og på en måde sætter mig i en kategori som ”dig-kan-jeg-ikke-regne-med-og-så-kan-jeg-godt-leve-udendig”".

Lone har gået i terapi over flere omgange og har opsøgt mig, fordi en gammel historie om at føle sig afvist rumsterer, og det vil hun gerne have hjælp til at se på. Lone er sidst i fyrrerne, har styr på arbejdet, familielivet og de nære relationer. Hun er en aktiv type, som er god til at finde på, lave arrangementer for vennerne, organisere og planlægge. Hun er meget opmærksom på sine venner og sørger for, at hun og vennerne får set hinanden, og at de får snakket om, hvordan det går. Men hvordan går det med hende selv? Lone sukker.

"Jeg er så træt af, at jeg igen slås med det, men det er følelsen af at blive afvist."

Hun uddyber, at det sætter gang i indre uro og panik, hvis hendes veninder ikke vender tilbage på hendes henvendelser. Der er alt for mange følelser på spil, synes hun.

Kan du komme med et eksempel på, hvornår du føler dig afvist?

"Min veninde Eva har netop fået nyt job. Jeg ved godt, at hun har travlt med at finde sig til rette med de nye opgaver og nye mennesker, og der er jo stadig hendes børn og normale liv, der skal passes … Men jeg har ringet og lagt beskeder og ringet igen og skrevet en lidt sjov besked, og hun svarer ikke."

En sjov besked?

"Ja, du ved, sådan en ”så er det da vist lige med at få tjekket, om der er grus i maskineriet, eller om der er hul igennem til din Best Buddy”."

Hvad handler det om?

"Det handler vel om, at jeg ikke rigtig vil indrømme, at jeg er urolig, og så laver jeg sjov."

Hvad tænker du i den situation, hvor du skriver, ringer og lægger beskeder?

"Mange ting. Jeg tænker på, om jeg har gjort noget galt, og så spoler jeg vores sidste samvær igennem. Har jeg glemt noget, der var vigtigt for hende? Og når jeg så finder ud af, at jeg ikke har gjort noget, så bliver jeg irriteret og vred og tænker, at hun sgudda godt lige kunne tage sig tid til at svare. Det tager da for hulan ikke så lang tid. Men så ender jeg med at tænke, at det bare er mig, der er for følsom og sårbar. Og så forfra igen!"

Jeg taler med Lone om, at det er en god strategi at vise sin sårbarhed og række ud. Det har hun prøvet flere gange før, men hun giver udtryk for, at hun bliver bange for at miste og føler sig usikker.

"Det er som sådan ok, men jeg synes også, at jeg ligesom belemrer mine veninder med mine usikkerheder, og at de skal redde mig."

Hvad sker der, hvis du ikke gør noget og ikke rækker ud?

"Så laver jeg bare indre afstand, sådan ligesom skaber kulde."

Læs også: Psykologi: "Jeg vil ikke være som min egen mor"

Er det det samme, der sker, uanset om det er med kvinder eller mænd?

"Nej, mænd har jeg stort set aldrig det problem med."

Er de bedre til at ringe?

"Slet ikke, men det gør ikke så meget."

Ved du, hvorfor det ikke påvirker dig på samme måde?

Lone bliver stille og eftertænksom. Efter en stund siger hun:

"Ved du hvad, det er virkelig interessant. Jeg reagerer slet ikke på samme måde med mænd. Jeg kan godt blive irriteret og synes, det er dårlig stil, men det der følelseshalløj aktiveres ikke på samme måde. Mænd er ikke så besværlige. Jeg tænker ikke, at mænd sådan forsvinder eller smider mig ud. Eller straffer mig?"

Jeg beder Lone reflektere over, hvor følelsen af at blive smidt ud eller straffet kommer fra. Hun taler først lidt om mænd, men stopper så op.

"Det var det, min mor gjorde, når jeg ikke var ordentlig. Så straffede hun mig med tavshed og ville ikke være sammen med mig. Det var ganske forfærdeligt. Jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Det er da derfor, jeg reagerer så voldsomt, men det skal mine veninder da ikke lide under!"

Efter vores samtale besluttede Lone sig for at arbejde med at placere følelsen af at blive udstødt og være uønsket i forholdet til sin mor, så hun kan fjerne den fra sine voksne relationer. Næste gang, jeg så hende i terapien, fortalte hun, at hun nu kan håndtere situationerne, uden at blive lige så følelsesmæssigt ramt.

Selvom vi er voksne mennesker med styr på livet, parforholdet og relationerne, kan vi stadig blive ramt af barndommens traumer og følelser af ikke at være god nok og være udenfor. En af de vigtigste nøgler til at forandre negative sociale samspil er, at du fokuserer på, hvordan du selv kan forandre dig.