Psykologi: "Jeg vil ikke være som min egen mor"
Hånden på hjertet – kan du sige dig fri for at lyde som en kopi af din mor en gang imellem? Om vi vil det eller ej, så er vores mødre vores livs første vigtige rollemodel. På godt og på ondt. For Maja er det mest på ondt, når hun tager sig selv i at overskride sine teenagebørns grænser, præcis som hun oplevede sin egen mor gøre det. Få Katrine Axholms gode råd til at tage ansvar og komme ud af nedarvede mønstre.
Maja er mor til to drenge på 13 og 15 år, og moderskabet er et langt stykke ad vejen faldet hende naturligt. Men nu hvor hendes drenge er blevet store og begynder at have deres egne meninger og at sige fra, når deres grænser bliver overskredet, tager Maja indimellem sig selv i at lyde som sin mor, og det gør ondt.
"Jeg har altid hadet, når min mor blandede sig i mit liv, da jeg var en stor pige. Hun kommenterede ofte min påklædning og sagde sin uforbeholdne mening – også når hun ikke blev spurgt. Jeg syntes, det var vildt grænseoverskridende. Som om hun ikke havde noget filter eller følte sig berettiget til at blande sig i mit liv, fordi hun var min mor."
Vi taler om, at det er helt naturligt, at teenagere trækker sig og vil noget andet end det, deres forældre har lært dem. De lægger afstand til forældrene for at kunne finde deres egen vej. Alt er, som det skal være. At de giver udtryk for deres egen mening, vidner om, at de er trygge og sikre på deres mors kærlighed, også selvom de ikke retter sig efter hende. Men det er hårdt, synes Maja, ikke mindst fordi hun ikke altid reagerer på det på en måde, hun selv kan være stolt af.
"Jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke ville være på samme måde som min mor over for mine børn, og har gjort meget ud af, at de skulle have deres frihed. Men jeg kan godt se, at jeg på mange måder alligevel kommer til at gøre mange af de samme ting, som min mor gjorde, og det er ikke altid rart.
Ordene smutter nærmest ud af munden på mig, og i det øjeblik føles det berettiget og helt på sin plads. Men nu er børnene begyndt at sige, at jeg lyder ligesom mormor, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud. Hvordan lærer jeg at lade være? Jeg vil ikke være som hende."
Det er svært at indrømme vores fejl
Vores mødre er vores naturlige forbilleder, når det gælder at være kvinder og mødre, og derfor er det svært ikke at gentage deres måde at være mor på i en eller anden form. På godt og ondt. Vi kan godt træffe en beslutning om at ville gøre noget andet, men jo mere ubevidst vi handler, og jo mere pressede vi bliver, desto mere vil det, som vi har lært af vores egen mor, træde igennem.
Det kræver altså bevidsthed og øvelse og ikke mindst, at vi tager ansvar for at lære at gøre noget andet. Og det med ansvaret kan det knibe med for mange. Fordi vi skammer os over at opføre os urimeligt, når nu det er os, som burde være de voksne.
Læs også: 5 veje til at elske den, du er i dag
Når vores børn påpeger vores fejl, så kan det være uendelig svært at sige for eksempel: ”Ups ja, du har da helt ret, det skal jeg da slet ikke blande mig i”, ”du må undskylde, at jeg gik ind på dit værelse uden at banke på” eller ”jeg fik sagt til dig, at jeg synes, du skulle gøre sådan og sådan, men du skal vide, at jeg har tillid til, at du træffer den rigtige beslutning”.
Jeg beder Maja om at overveje, hvordan hun kan tage ansvar for at lære at handle anderledes. Da Maja kommer til den næste session, beskriver hun sine nye indsigter.
"Jeg er nødt til at øve mig i at æde mine ord, når jeg opdager, at jeg lyder som min mor. Jeg må afbryde mig selv eller vende tilbage til drengene og tage ansvar for det, jeg fik sagt. Jeg tror, det handler meget om at være bevidst om den måde, jeg taler til dem på – at jeg ikke taler med hovedet under armen, men at jeg er til stede og gør mig umage. Og vigtigst af alt, at jeg indrømmer mine fejl."
