”Jeg er ikke et dårligt menneske, bare fordi jeg har strækmærker eller hængemave”
Nanna Liljekvist føler sig kun sund, når hun har det godt indeni og hviler i sin krop. Det med kroppen er dog ikke altid nemt, fordi hun i mange år har haft et anstrengt forhold til dens udseende. Hendes mål er derfor ikke at elske sit udseende 100%, men derimod at slutte fred. Og det mål har hun næsten nået.
Da jeg var yngre, var mit største mål at være tynd, koste hvad det ville. Jeg så op til kvinder, som havde min idé om en drømmekrop, men når jeg selv forsøgte at få den, blev jeg træt og uoplagt, fordi jeg jagtede noget, der var uopnåeligt for mig.
Det mål har heldigvis ændret sig nu, og det samme har mit syn på sundhed. Selvom jeg var tyndere, da jeg var 20 år gammel, føler jeg mig sundere nu end nogensinde, fordi jeg har det mentale med. Det havde jeg ikke dengang.
For mig er sundhed nu mere en balance mellem det fysiske og mentale, men med det største fokus på sidstnævnte. Jeg kan spise nok så varieret og være aktiv med mine børn, men hvis jeg ikke har det godt indeni, så føler jeg mig ikke sund.
Jeg får det blandt andet godt ved at tale pænt til min krop. Jeg ved, at jeg passer godt på den, og vigtigst af alt, så ved jeg, at den er her for at passe på mig. Den gør sit arbejde, og derfor prøver jeg også at være sød mod den, selvom det kan være svært.
Det er stadigvæk ikke alle dage, at jeg hviler i mig selv. Det er lidt en rutsjebanetur at slutte fred med sin krop, og det har taget mig rigtig mange år. Det kan dog hjælpe mig at starte dagen med at give mig selv et kompliment eller at tage en smuk kjole på, for så smitter det af på mit humør og mine tanker om mig selv.
Jeg synes generelt, at det er et urimeligt krav at stille til sig selv, at man skal elske sin krop fuldstændig. Mit ønske har bare været, at jeg ikke skal slås med den hver dag, og det mål har jeg næsten nået.
De dage, hvor jeg stadig slås med min krop, prøver jeg at fortælle mig selv, at jeg ikke er et dårligt menneske, bare fordi jeg har strækmærker eller hængemave. Jeg er stadig smuk, trods det, og det må gerne være der.
Som mor er det jo en del af min historie, fordi jeg har født to børn.
En af mine største drivkræfter til at hvile i mig selv er også, at mine børn ikke skal have det samme forhold til deres krop, som jeg havde dengang.
Hvis de skal vokse op med et sundt forhold til deres krop, så bliver jeg også nødt til at snakke pænere til mig selv, og jeg bliver nødt til at tro på det. Jeg skal vise et godt eksempel.
Mit bedste sundhedsråd er, at man skal have styr på sin mentale sundhed, før man går i gang med en livsstilsændring eller et vægttab. Hvis man spørger mig, kan man ikke være 100% sund, før man har det godt i sit hoved. Man bliver heller aldrig tilfreds, hvis man ikke snakker pænt til sig selv og slutter fred med sin krop.