Kvinder i 30’erne står for omkring en tredjedel af alle aborter i Danmark.

"Det værste var nok skammen"

Kvinder i 30’erne står for omkring en tredjedel af alle aborter i Danmark, og for mange af dem er aborten et følelsesladet tabu, fordi de har børn i forvejen og også både har styr på job og bolig. Vi har talt med en af dem.

Af Christina B. Kjeldsen

Katrine har fået to aborter. Sin første som ung, og nygift, hvor tiden bare ikke var moden til et barn. Sin anden fik hun som voksen kvinde, der troede, hun ønskede sig en efternøler. Katrine, 46 år, gift. Har to børn på i dag 20 og 15 år.

LÆS OGSÅ: 5 udfordringer alle med to børn under 10 kender til

Jeg er vokset op i en familie, som ikke har lagt skjul på, at de har gjort brug af illegale aborter i massevis. Både min bror og jeg var uønskede og blev forsøgt tilintetgjort. Heldigvis var vi ikke sådan at slå ned og har også siden været ønskebørn.

– Jeg blev selv gift som 23-årig, og samme år blev jeg gravid med min mand. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, andet end at jeg drømte drømme om natten. De handlede om mig som mor, der løb hvileløst op og ned ad gangene på et museum med mit barn på armen. De natlige oplevelser, sammen med grædeture og fornemmelsen af, at det ikke var rigtigt, var nok til, at jeg og min mand bestemte os til at få en abort. Ventetiden fra beslutningen blev taget, og til aborten skulle foregå, var det værste, og faktisk også det eneste, jeg husker. Det skulle bare overstås. Min mand tog med hele vejen fra undersøgelser til operationsstue, og han sad også og ventede på mig i en stol, da jeg kom til mig selv på opvågningsstuen. Derfra bestemte vi os til at kigge fremad, og jeg har aldrig fortrudt. Min intuition og mine drømme sagde mig, at tidspunktet ikke var rigtigt, og min mand var enig.

LÆS OGSÅ: "Kvinde, brug ikke dine børn som undskyldning"

– To år efter min første abort fik jeg det første af mine to børn. Fire et halvt år efter mit andet barn. Selvom jeg har haft et sjovt og anderledes arbejdsliv, de skønneste venner og den sødeste familie, så har mine børn altid været min største stolthed. Pludselig fandt jeg mening med livet,og jeg har været god til at passe på dem og ruste dem til livet. Jeg mener selv, at det er den rolle i mit liv, som jeg har været bedst til at udfylde. Jeg elsker børn.

– For fem år siden, da jeg var 41 år, og vores børn var 15 og 10 år, bestemte vi os for, at vi ville have en efternøler. Jeg havde nok svært ved at forlige mig med tanken om aldrig at skulle opleve at have små børn igen, og min mand ville ikke stå i vejen for mine drømme. Jeg gik til lægen og fik fjernet min spiral, og jeg blev gravid i første hug.

– Vi var høje, overraskede, glade og lidt overrumplede. Vi havde ikke regnet med at det ville gå så stærkt, og måske havde vi slet ikke regnet med, at det kunne lade sig gøre i vores alder. Vi tog i alt fire tests. Den var god nok – jeg var gravid.

– Men efter et par uger kunne jeg pludselig ikke sove om natten. Jeg lå vågen og spekulerede. Var rastløs og ved siden af mig selv, og jeg græd meget. Mest om natten.

– Mine børn vidste ikke noget. Jeg talte med et par veninder og min mand om det, men de kunne ikke gennemskue, hvad der gjorde mig angst. Så midt i en meget lang og tårevædet nat, vækkede jeg min mand, knugede ham ind til mig og sagde: "Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan det her alligevel." Skammen væltede ud af mig, og jeg var flov og ked af det. Erkendelsen havde været så svær. Min mand forstod mig, fik talt mig ned, og vi blev enige om, at det ikke ville være en optimal start på et lille liv at være uønsket.

– Det værste var nok skammen. Jeg havde forregnet mig. Jeg kunne ikke stole på mig selv. I sådan en vigtig beslutning må man ikke tage fejl. Men det havde jeg gjort. Jeg gik med bøjet hoved op til min læge, som en måned forinden havde fjernet min spiral. Jeg græd og græd og fortalte ham i krampegråd, at jeg ikke ville have barnet alligevel. At jeg ville bede ham indstille mig til en abort.

– Han sagde: "Jeg synes, det er sejt, at I kan tage sådan en voksen beslutning". Det, synes jeg, var stort af ham. Han sagde det, jeg behøvede at høre. At det var o.k.

– Som ved min første abort var ventetiden den allerværste. Jeg undersøgte muligheden for en medicinsk abort, men tænkte, at det ville være for hårdt og underligt at bløde et lille foster ud i toilettet, så jeg ventede på at blive indkaldt. Selve aborten var ikke slem. Det faktum, at jeg var en voksen kvinde, som ikke havde styr på mig selv, var det værste. Jeg græd og græd til undersøgelserne, da jeg skulle fortælle hændelsesforløbet, men jeg blev mødt af forstående og søde læger og sygeplejersker.

– Jeg var fast besluttet på ikke at få det barn. Jeg ville have tid til mine store børn, som måske kun havde 10 år tilbage under samme tag som mig. Tid til at vise dem verden, rejse og kunne støtte dem økonomisk. De var i den alder, hvor de stadig havde brug for deres forældres ubetingede opmærksomhed og kærlighed. De overvejelser var med til at bekræfte mig i, at det jeg gjorde var rigtigt. Jeg havde nok i dem. De slog til, og de er alt, jeg behøver. Det var den rigtige beslutning, vi tog. Vi var færdige med at få børn, og jeg skulle åbenbart helt ud til kanten for at forstå det.

LÆS OGSÅ: 19 ting, du kender til, hvis du har en teenager (eller flere) derhjemme

LÆS OGSÅ: ”Moderskabstalent har ingen alder”

LÆS OGSÅ: Ny top 10: Her er de mest populære pige- og drengenavne i Danmark

Mødrehjælpen: Kvinderne er i et voldsomt dilemma

Abort er ikke noget nemt valg, uanset alder, og der ligger mange problematikker og overvejelser bag. Især de voksne kvinder oplever det i mange tilfælde som et eksistentielt valg, fortæller Ulla Krogager, der er rådgivningschef hos Mødrehjælpen.

– Vi møder typisk kvinderne, når de er blevet konstateret gravide og skal tage en beslutning, men er forvirrede, kede af det og oplever tvivl. De har brug for et lyttende øre og en uvildig rådgivning, hvor de kan få den fornødne tid og hjælp til kunne tage stilling på et så oplyst grundlag som muligt. For nogle er det et eksistentielt valg. Måske har de tidligere sagt til sig selv, at de aldrig ville have en abort. Måske kommer graviditeten på et svært tidspunkt. Der kan også være kvinder, som gerne vil have barnet, men ikke kan overskue økonomi og uddannelse. Nogle frygter for deres parforhold, og andre ønsker en abort, men er bange for at fortryde det. Mange af dem har børn i forvejen, så kvinderne er ude i et voldsomt dilemma. Typisk har graviditeten ikke været planlagt, og man havde egentlig gang i karrieren. Men nu er barnet i maven, og så er man blevet i tvivl, fortæller Ulla Krogager. Hun oplever også, at abort blandt voksne kvinder meget tabubelagt.

– Det fylder meget, hvad folk mon vil sige. Kigger man udefra på en familie, der har stabilitet og job i orden – så tænker man måske, at de burde have alle odds for at få det barn. Der er jo ikke i befolkningen noget generelt ønske om at ændre ved den frie abort, men der er nogle normer i vores samfund, der gør, at kvinderne alligevel oplever, at et valg på dette tidspunkt i livet er forbundet med større tabu.

Abort gennem tiden

Tidlig dansk lovgivning gav strenge straffe til kvinder, der afbrød deres graviditet med vilje. I 1866 blev dødsstraffen afløst af otte års strafarbejde, mens synet på abort ændrede sig i løbet af 1930'erne, hvor straffen blev sat ned til to års fængsel. Samtidigt blev en nødretsregel indført, der tillod kvinden at få en abort, hvis hendes helbred var i fare på grund af graviditeten. I løbet af 1950'erne og 60'erne blev der nedsat flere svangerskabskommisioner med flere og nye betænkninger, der i realiteten tillod alle kvinder under 18 år og over 38 år ret til en fri abort. I begyndelsen af 1970'erne var det Mødrehjælpskontorerne, man skulle ansøge om tilladelse til abort. Den praksis blev kritiseret af den fri aborts fortalere, da mange kvinder stadig fik udført illegale aborter under farlige forhold. I 1973 blev aborten frigivet helt.

Kilde: Aarhus Universitet