Neel Rønholt fik det dårligt en dag i januar – lægens diagnose blev en øjenåbner
Skuespilleren gik til lægen med en række symptomer, som kunne tyde på graviditet eller influenza. Men lægens diagnose var en helt anden. Det blev et vendepunkt, fortæller Neel Rønholt til ALT for damerne.
Både som ung og voksen har Neel Rønholt været god til at fylde sine dage ud med kalenderaftaler, opgavelister og masser af bolde, som hun med succes fik kastet og grebet igen. Alligevel var der én, der røg imellem hænderne på hende.
Nemlig Neel selv.
Det ramte hende for alvor i januar i år efter en travl periode med optagelser til en tv-serie og hendes medvirken i TV 2’s Vild med dans.
”Der blev det ret tydeligt for mig, at det var ved at være nok, selvom det arbejdspres ikke var noget, som jeg ikke havde klaret før,” fortæller skuespilleren i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
Da juleferien blev udskiftet med hverdag i begyndelsen af 2022, sneg efterdønningerne af den travle periode sig pludselig ind på Neel Rønholt. Hun reagerede først på det, da hun en morgen havde sagt farvel til sine to små piger.
”Jeg havde lige afleveret børnene i børnehave efter ferien, da jeg fik det dårligt på vej hjem. Jeg fik sådan lidt ondt i kroppen, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Årh, jeg orker ikke, hvis jeg skal til at være syg nu. Senere kom der så nogle tegn, som man godt kan forbinde med graviditet, hvor jeg havde det sådan lidt: Ej, hvad er nu det for noget? Jeg er jo ikke gravid altså,” husker Neel Rønholt.
Da det havde stået på i en længere periode, satte hun sig derfor ind i sin bil og kørte til lægen.
Blev overrasket
Hos sin læge remsede Tinka-skuespilleren symptomerne op og fortalte om de foregående måneder, og lægens diagnose var hverken graviditet eller influenza, men derimod stress.
”Og ja, det var jo totalt oplagt, når man tænker på det arbejdspres, som jeg havde haft om efteråret. Det var bare ikke gået op for mig. Men jeg kunne godt se det, når jeg så på mig selv udefra. Alligevel overraskede det mig i den forstand, at jeg altid har haft den her opfattelse af, at jeg kunne klare det hele,” siger Neel Rønholt til ALT for damerne.
”Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har arbejdet lige så meget, og derfor følte jeg nok også, at jeg var lidt usårlig på det punkt. Men der viste det sig så, at jeg ikke bare kunne jerne igennem og tilsidesætte mig selv, hvis jeg ville. Jeg var ikke selv herre over det. Der var faktisk en stopklods.”
Neel Rønholt forstod, at der især var én ting, som hun måtte ændre i sin hverdag.
Aftaler med sig selv
Oplevelsen har hjulpet Neel Rønholt med at sænke farten gevaldigt. Den prikkede til en følelse, som allerede var begyndt at spire i hende, da hun for tre år siden flyttede fra København til et stråtækt hus i Humlebæk med sin forlovede, skuespillerkollegaen Jens Sætter-Lassen, og deres to døtre, Ellen på 8 år og Franka på 4 år.
”Jeg har aldrig været særlig god til at prioritere mig selv. Eller det har jeg i hvert fald ikke været tidligere. Og jeg var nok egentlig heller ikke rigtigt til stede, der hvor jeg var, fordi jeg hele tiden var bagud, så jeg skulle videre til det næste,” forklarer hun.
I dag har Neel Rønholt derfor lært at give sig selv mere tid. Tid til at gå ture i skoven eller at ligge på sofaen og læse en bog. Tid til at lave ingenting, hvis hun har brug for det.
”Der var noget, som jeg skulle ændre. Det var ret tydeligt for mig, og derfor lærte den oplevelse mig meget. Sådan er det jo gerne med noget af det, der rammer os. Hvis vi formår at kravle over de bump, der møder os, kan vi bruge det til meget bagefter,” siger hun.
Læs hele interviewet med Neel Rønholt her.