Julie Scaglione er ny dansk stjernespiller: Husker du hendes kendte mor?
Julie Mathiesen Scaglione debuterede sidste år på landsholdet og er endnu engang at finde i startopstillingen til VM. Og hun har ikke sit talent fra fremmede.
Denne artikel blev bragt hos HER&NU første gang. Dette er en redigeret udgave.
Når Julie Mathiesen Scaglione ikke spiller på landsholdet, bliver målene scoret for Ikast Håndbold i Damehåndboldligaen.
Julie Mathiesen Scaglione var udtaget i bruttotruppen til VM 2021 på landsholdet og fik sin debut på A-landsholdet den 9. juni 2022. Lige nu kæmper hun i Jesper Jensens trup i kampen for en VM guldpokal.
Talentet har hun ikke fra fremmede. Hun er nemlig datter af Lone Mathiesen Laugesen. Lone, der dengang kun hed Mathiesen til efternavn, var aktiv på landsholdet 1996 og frem til 1999, hvor holdet fik tilnavnet 'De jernhårde ladies'.
Lone Mathiesen Laugesen var med, da holdet i 1997 vandt guld ved VM, der blev afholdt i Tyskland. Det er første og eneste gang, at de danske håndboldkvinder har vundet den slutrunde, men måske Lone Mathiesen Laugesens datter, Julie Mathiesen Scaglione, i år kommer til at gøre dem kunsten efter.
Julie Mathiesen Scaglione finder stor tryghed i at kunne trække på erfaringen fra sin mor.
"Min mor har været en rigtig stor hjælp. Faktisk mest udenfor banen. Hun ved, at vi har styr på det hele i Ikast, og det spilmæssige har landsholdet og jeg selv også styr på, men hun har været en sindssyg god sparringspartner omkring det mentale, og hvad man gør, når man skal lave et interview, eller hvad man gør, når man er bagud med to. Der har hun været god at kunne sparre med," fortæller Julie Mathiesen Scaglione til BILLED-BLADET.
Når 19-årige Julie Mathiesen Scaglione spiller i de røde og hvide farver, så står mor Lone Mathiesen Laugesen på sidelinjen og hepper, da VM denne gang er på hjemmebane.
I dag spiller Danmark mod Japan. Se kampen kl. 20.30 på TV 2.