Du kan bremse din aldring med omega-3 – men andre tiltag er mere effektive, siger forsker

Ny forskning viser, at indtaget af omega-3 kan bremse din aldringsproces med op mod ét år. Det er overraskende resultater, siger aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen, som dog peger på andre tiltag, som har større betydning for aldringen i det lange løb.

alt.dk logo

Hvis du indtager bare ét gram omega-3 om dagen er det muligt at du kan bremse din biologiske aldring med op til et år – eller sagt på en anden måde; din biologiske alder går cirka 1 procent langsommere.

Det viser et nyt studie publiceret i Nature Aging.

Ifølge den danske aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen er det et uventet resultat.

”Det er overraskende, at der er en effekt på aldring ved indtagelsen af omega-3, da der tidligere er lavet store studier, der viser, at det ikke har en stor effekt på menneskers sundhed. Og man skulle ellers tro, at omega-3 også ville have en gavnlig effekt på sundheden, hvis det har en gavnlig effekt på aldringen,” siger han og tilføjer, at Sundhedsstyrelsen netop ikke specifikt anbefaler tilskud af omega-3, fordi der ikke lader til at være en direkte sundhedsgavnlig effekt.

Men hvordan kan det være gavnligt for aldringen men ikke for sundheden?

”Det er det store mysterium, men noget peger på, at det måske især er gavnligt for ældre at indtage omega-3 tilskud.”

Og hvordan er man så kommet frem til, at omega-3 har en effekt på aldringen?

”I studiet har man målt deltagernes biologiske alder, som er et udtryk for, hvor hurtigt vi ældes. Vi kender alle sammen nogen, som umiddelbart ser ældre ud, end de er, eller nogen, som ser yngre ud, og det skyldes, at vi alle sammen ældes med forskellig hastighed. Hvor hurtigt, vi ældes, kan måles ved hjælp af både ansigtsbilleder, men også på DNA-niveau. Her måler man på det, der hedder DNA-methylering, som er ændringer, der sker i vores DNA efterhånden som vi ældes, og det har vist sig at være en meget præcis metode til at måle biologisk alder. Og dem, der står bag det nye studie om omega-3 er ledende eksperter indenfor den metode.”

Bør vi så alle sammen begynde at tage omega-3 tilskud?

”Vi kan sige det sådan, at studiet påviser en effekt, men det er en meget lille effekt. Der er tale om 1 procent reduktion i aldringshastigheden. Derudover er der en fejlkilde i studiet som hedder, at deltagerne sagtens kan have taget andre tiltag for deres sundhed ved siden af studiet, så resultatet ikke kun afspejler omega-3-indtagelsen.”

Er der andre tiltag der er vigtigere, hvis man vil bremse sin aldringsproces?

”Ja, der er andre ting, som vil have større effekt. Hvis man jævnligt løber en tur og generelt er aktiv gennem sit liv, vil det i gennemsnit give syv ekstra leveår. På samme måde vil et rygestop give syv ekstra leveår i gennemsnit. Og hvis du sidestiller omega-3 indtag med kaffe, så vil tre-fire kopper kaffe om dagen faktisk have større gavnlig effekt på din sundhed end omega-3, ligesom kaffe reducerer risikoen for stort set alle aldersrelaterede sygdomme. Den konklusion kan man ikke lave om omega-3.”

Om studiet

 Resultaterne om effekten af omega-3 på aldringsprocessen kommer på baggrund af et klinisk forsøg i Schweiz med over 700 ældre voksne deltagere. Studiet varede i tre år, og deltagerne blev inddelt i flere forskellige grupper.

En gruppe indtog ét gram omega-3 om dagen. En anden gruppe fik et dagligt tilskud D-vitamin og en tredje gruppe fulgte et bestemt træningsprogram – og andre grupper kombinerede de tre indsatser.

Ved hjælp af blodprøver kunne det påvises at indtag af omega-3 bremsede den biologiske aldring med cirka et år.

Derudover viste blodprøverne, at kombination af de tre indsatser - omega-3, D-vitamin og bevægelse - så ud til at have en endnu større effekt, men at forskellen ikke er statistisk signifikant.