Parterapi: Hvorfor er det mig, der skal trække hele læsset?

"Jeg er så uendeligt træt af, at det altid er mig, som er den derhjemme. Hvis ikke jeg gør det, så sker det ikke. Og ja, jeg har prøvet. Jeg har sagt, hvordan jeg har det, jeg har skrevet sedler, jeg har truet og grædt, og jeg har gjort absolut ingenting for så at se, om han tog over. Birgitte virker træt, som hun sidder der i de bløde stole i min praksis og lader frustrationerne komme ud. Helt ind i knoglerne træt. Og bitter."

"Nu eksempelvis med sommerferien i år. Jeg har ikke nævnt noget, jeg har ikke gjort noget, og nu begynder børnene at spørge, hvor vi skal hen. Jeg svarer: ”Spørg far”, men han ved det jo heller ikke, for han gør ikke en skid. Ikke med mindre jeg beder ham om det. Og det er netop det, jeg er træt af. Virkelig. Jeg er træt af, at det er mig, som skal trække hele læsset, have overblikket og være projektleder i en familie, hvor jeg åbenbart både skal være far og mor. Jeg gider ikke mere. Jeg vil have en rigtig mand, som tager styring og initiativ, så jeg ikke er alene på skansen som voksen. Det eneste, min mand tager initiativ til, er sex."

Men du kan fandme tro nej. Jeg har da ingen lyst i verden til ham. Som i: slet ikke! Birgitte er i tvivl om, hvorvidt hun stadig vil være gift med Henrik, eller om ikke hendes liv ville være lettere, hvis han ikke hele tiden var i nærheden og mindede hende om, at hun er alene i det parforhold. For sådan er dynamikken mellem hende og Henrik. Det falder hende naturligt at tage teten, og det gør hun så. Det gik fint i starten af deres forhold, men 15 år og tre børn senere er det bare for meget.

En generation af wonderwomen Kvinder som Birgitte, der er vokset op i 70’erne og har stået på ryggen af kvindeoprøret, har lært, at de ikke skal være afhængige af en mand. De skal have en karriere, kunne skifte en vandlås og tjene deres egne penge. De mestrer faktisk det hele selv, og det gør det svært for deres mænd at lure, hvad de så kan byde ind med. Ligesom det er tilfældet med Birgittes mand, Henrik.

"Hvad siger Henrik, når du fortæller ham, hvordan du har det", spørger jeg Birgitte i terapien.

"Jamen, han siger, at jeg altid vil have tingene på min måde, og at han derfor har opgivet at tage initiativ til noget, for jeg laver det altid om igen. Jeg synes, det er sindssygt vattet af ham. Kom dog ind i kampen, kammerat, og vis noget stamina!" Birgitte og jeg taler en del om hendes opvækst, og hun fortæller, at hun ligner sin mor. Det var moren, som tog sig af familien. Hendes far rejste meget med sit arbejde og var derfor sjældent hjemme.

Birgittes mor var den praktiske og handlekraftige. Hende, som tog beslutningerne og havde magten – også når faren var hjemme. Birgitte hadede, at hendes mor brokkede sig over farens fravær. Birgitte elskede sin far, og det gjorde ondt på hende, når moren var utilfreds med ham. Nu gentager hun imidlertid selv mønstret og lader illoyale budskaber sive ud gennem sidebenene over for børnene. Birgitte begynder at græde ved den indsigt. Hun har ikke spor lyst til at ligne sin mor. Hun længes efter at være blød og feminin og blive sørget lidt for. Bare engang imellem.

Tillid og plads Langsomt får Birgitte øje på, at hun gentager et mønster, hun har lært af sin mor. At hun i bund og grund føler sig ensom i sit parforhold, fordi hun får raget for meget ansvar til sig, og det derfor bliver hende, som tager sig af det hele. Hun indser, at hun helt fra starten af forholdet ikke har vist Henrik tillid, simpelthen fordi hendes erfaringer indtil da havde været, at man ikke kan regne med mænd.

"Jeg kan godt se nu, at det ikke handler om, at min mand ikke vil være med i familien og i vores parforhold. Jeg ærgrer mig over, at han ikke har insisteret mere, men jeg kan godt se, at jeg er nødt til at give ham plads til at gøre tingene på sin måde, hvis vi skal nærme os hinanden igen."

Giv slip på din overansvarlighed

1. Opdag hvad du gør

Første skridt til at ændre et mønster er at opdage, hvad der foregår. Det vigtige er her, at du flytter fokus fra din mand og alt det, du savner fra ham og er vred, irriteret og frustreret over. Du kan ikke ændre ham, uanset hvor meget du trygler eller manipulerer. Du kan til gengæld ændre meget hjemme hos dig selv.

Derfor: Skriv ned, hvor du får taget ansvar, selvom du har lyst til at slippe det. Læg mærke til, hvor du pr. automatik tager teten uden at mærke efter, om det her er din opgave.

Her skal du kigge indad og mærke efter. Hvilke følelser får du? Vrede, frustration, irritation, sorg, ensomhed, tomhed? Hvad gør det ved dig at tage dig af alting derhjemme? Hvordan har du det med det? Igen har du her fokus på, hvad der sker inden i dig og ikke på, hvad din mand gør eller ikke gør.

2. Læg mærke til, hvad det gør ved dig

Her skal du kigge indad og mærke efter. Hvilke følelser får du? Vrede, frustration, irritation, sorg, ensomhed, tomhed? Hvad gør det ved dig at tage dig af alting derhjemme? Hvordan har du det med det? Igen har du her fokus på, hvad der sker inden i dig og ikke på, hvad din mand gør eller ikke gør.

3. Kan du genkende mønstret? 

Måske er det en idé at hente et fotoalbum fra din barndom frem. Se på billederne, og prøv, om du kan mærke, hvordan det var at være dig, dengang du var en lille pige. Hvad har du lært om at være dig? Skulle du tage ansvar for en forælder, som ikke havde ressourcerne til at tage sig af dig? Gentager du en dynamik mellem din far og mor? Måske er det ikke lige til at få øje på, men læg mærke til stemningen på billederne, og husk tilbage. Hvordan var det, og hvad har du lært om kærlighed, om at være menneske og kvinde af din far og mor.

4. Sørg og ras, hvis du har brug for det 

Måske opdager du nogle ting fra din barndom, som du stadig slæber med dig i voksenlivet. Måske er du stadig påvirket af det, som foregik dengang. Tag dig tid til at rumme de følelser, der måtte være forbundet med dit tilbageblik. Det er helt normalt at græde over noget, som skete for 30 år siden. Det er kun godt, at du mærker det og giver det plads.

5. Del det med din partner 

Når du har haft alt dit fokus hjemme hos dig selv og har taget ansvar for din andel af jeres dynamik, er det tid til at dele med din partner. Tag en snak med hinanden, og afstem med hinanden. Del med ham, hvad du har fået øje på, og sørg for at holde dig hjemme. Fortæl noget om dig, og sig meget lidt om ham.

Det her har været din proces, og det er første skridt til at begynde at gøre noget andet sammen. Din mand har sikkert følt sig forkert og utilstrækkelig i de år, du har bebrejdet ham. Han skal lige have tid til at omstille sig fra at føle sig kritiseret, til at du nu er modig og viser din sårbarhed. Afslut med at tale helt lavpraktisk om, hvordan I kan ændre jeres mønster fremover.