Mand trøster kvinde

Dette er samtalen, som beriger dit parforhold

Når et kærestepar kommer til par-tjek hos Rikke Thuesen, giver hun dem en samtaleøvelse, der hedder Det gyldne øjeblik. Her hjælper hun et par igennem øvelsen, der styrker deres følelsesmæssige intimitet og forbundethed.

Gitte og Kim har dannet par i 18 år. De har det godt sammen. De lever et travlt liv med tre børn med mange fritidsaktiviteter, en hund, der skal luftes, et stort hus og en have, der skal passes, og to karrierer, der kører derudaf.

De er et stærkt ressourcefuldt par, der får tingene til at fungere, som husker på hinanden, og som generelt passer godt på sig selv og deres familie. De er den slags par, der plejer deres parforhold, som tager ansvar for, at parforholdet også skal efterses, vedligeholdes og kræver opmærksomhed. De er kommet for at få et par-tjek, og i dag skal vi tale om de gyldne øjeblikke. Det er en konkret øvelse, der følger en bestemt form. Jeg har bedt Gitte og Kim om at finde deres gyldne øjeblikke, og Gitte er klar til at starte:

"Kan du huske den aften, hvor det hele bare brændte sammen efter den episode på arbejdet med Mathilde, og jeg var ked af det og oppe at køre og kunne slet ikke overskue noget og syntes også, jeg var en dårlig mor og en dårlig kone …"

"Ja", svarer Kim, og Gitte fortsætter:

"… og hvor du kom hen og tog fat i mine skuldre, kiggede mig ind i øjnene, løftede min hage, gav mig et blidt kys og sagde: ”Jeg har dig”, og så tog du mig ind til dig og holdt om mig, mens jeg havde hovedet på dit bryst. Det er mit gyldne øjeblik."

Vi er der for hinanden

Kim: "Hvad satte du pris på ved mig?"

Gitte: "At du bevarede roen, at du så, jeg var presset, at du smed, hvad du havde i hænderne, og var fuldt til stede for mig. Du tog mig alvorligt."

Kim: "Hvad satte du pris på ved dig selv?"

Gitte: "At jeg turde overgive mig og læne mig op ad dig, at jeg ikke skubbede dig væk, men tog imod den ro og omsorg, du kunne give."

Kim: "Hvad følte du?"

Gitte: "Hmmmm … glæde og tryghed og … ja, ro, bare ro …"

Kim: "Hvorfor var dette øjeblik værdifuldt for dig?"

Gitte: "Fordi jeg ofte føler, jeg skal være så stærk så stærk, og når du holder mig ind til dig, og jeg mærker dit bryst, så føler jeg mig lille og sårbar, og at det er ok, jeg er det lige der, at du nok skal passe på mig, og det er rart nogle gange at kunne føle mig lille og sårbar."

Kim: "Hvad fortæller øjeblikket om os som par?"

Gitte: "At vi er der for hinanden, at vi er i stand til at gøre hinanden stærkere, og når den ene er lidt i knæ, tager den over, det elsker jeg os for."

Det gyldne øjeblik

Det gyldne øjeblik er en samtaleøvelse udviklet af psykolog Signe Steenberger, der har til formål at facilitere en oplevelse af varme, nærhed og intimitet i et parforhold. Øvelsen bruges i de såkaldte par-tjek, som er udviklet af Center for Familieudvikling, og som Rikke Thuesen er certificeret til at udføre som terapeut.

Læs mere på familieudvikling.dk/fagfolk-det-gyldne-oejeblik

Svært at være sårbar

Herefter fortæller Kim om sit gyldne øjeblik, Gitte stiller spørgsmålene, og Kim svarer, og til sidst spørger jeg parret om, hvordan det var at dele og lytte, og hvad de særligt lagde mærke til. De svarede, at de fik ny indsigt og viden om ting, de faktisk ikke vidste havde så stor betydning for den anden, at det var rigtig rart og gav dem lysten til at være endnu mere opmærksomme på de små ting.

De lagde særligt mærke til, at de begge havde svært ved at være sårbare, fordi de følte sig svage, men at det samtidig var der, de virkelig følte, at deres partner var særligt værdifuld. De oplevede begge en stor forbundethed. Det er hele meningen med øvelsen, at parret skal opleve større forbundethed. De gyldne øjeblikke minder os om vores styrker, værdier og længsler, og vi kommer i kontakt med vores følelser.

Og når et par deler et gyldent øjeblik, inviteres de ind i hinandens oplevelses- og følelsesverden og bliver forbundet i en forståelse af hinanden og relationen. Herved åbnes – i overført betydning – den tavse viden i det intersubjektive felt mellem dem, og de får adgang til hinandens intentioner, værdier og længsler. Det at dele de gyldne øjeblikke giver altså mulighed for at skabe en øget følelsesmæssig intimitet.

Det gyldne øjeblik punkt for punkt

1. Find en værdifuld situation

Hvis det er dig, der starter øvelsen, skal du finde en lille eller stor oplevelse, som du fandt positiv, værdifuld og vigtig for jeres parforhold. Det kan være en samtale, en berøring, en aktivitet, en særlig situation. Brug lidt tid på at finde det rette øjeblik, og beskriv det for din partner, kort og konkret, så din partner kan huske det. Sørg for at få bekræftet, at din partner kan huske situationen. 

2. Lyt til spørgsmålet - og svaret

Lad din partner stille følgende spørgsmål, og svar efter hvert enkelt spørgsmål: Hvad satte du pris på ved mig? Hvad satte du pris på ved dig selv? Hvad følte du? Hvorfor var det øjeblik værdifuldt for dig? Hvad fortæller det om os som par?

3. Byt roller

Når alle spørgsmål er besvaret, bytter I roller, og spørgeren fortæller om sit gyldne øjeblik, og den anden part stiller spørgsmålene fra før. Husk blot at beskrive øjeblikket i første omgang, så den anden kan huske det, uden at komme ind på, hvorfor det er så værdifuldt. Det kommer frem, når spørgsmålene besvares.

4. Hvordan var det?

Når begge har været igennem spørgsmål og svar, stiller I spørgsmålet til hinanden: Hvordan er det at dele et gyldent øjeblik på den måde, og hvad lægger vi særligt mærke til? Ofte vil man opleve, at det var intenst og inderligt og bragte ny viden om de ting, der har betydning for enten den ene eller begge. Og at man ser, hvor stor værdi små øjeblikke har for den generelle trivsel og følelse af at høre sammen og mærke kærlighed.

5. Hold jer på sporet

Denne øvelse kan virke lidt akavet, når man laver den derhjemme uden en terapeut, og man kan have lyst til at kommentere eller tilføje noget, når den anden fortæller, men prøv at holde jer til vejledningen, da strukturen og roen giver mening. Og gør det til en sjov kærlig begivenhed at dele de gyldne øjeblikke, og hvad I sætter pris på ved hinanden, fordi det cementerer forholdet og styrker den kærlighed, der er imellem jer.

Rikke Thuesen

Rikke Thuesen er psykoterapeut, sexolog og parterapeut og certificeret PREP-leder. Hendes passion er parforholdet, og hun tilbyder individuelle parsamtaler og holder foredrag om, hvordan man bliver en bedre kæreste og får et godt og udviklende parforhold. Hun hjælper par til at forstå hinandens forskelligheder og behov og at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og tydeligt. Læs mere på Rikket.dk