Pernille Harder: “Mange har konservative tanker om kvindefodbold, men dem hører vi ikke så tit længere, fordi vi har bevist, at vi kan.”
25-årige Pernille Harder har spillet fodbold, siden hun var fem år. Læs her, hvad det har krævet på både det fysiske og personlige plan at ville nå til tops. Og find ud af, hvad der motiverer hende til at fortsætte.
“Fodbold er noget helt særligt, fordi du vinder sammen med dit hold, og glæden ved at spille godt og score mål er svær at finde andre steder. For mig er det bare supersjovt, og det har jeg altid syntes. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg spillet i haverne med dem fra vejen og nærmest brugt al min tid på fodbold. Jeg startede med at spille i den lokale fodboldklub som fem-årig.”
Hvad kræver det at komme til tops?
“Du skal spise ordentlig mad og være fysisk og mentalt stærk. Jeg har en mentaltræner, for det mentale er vigtigt for, at jeg kan udvikle mig og præstere, og som fodboldspiller kommer der modgang og hårde perioder med mange kampe, som er vigtige at kunne tackle. Og så kræver det hårdt arbejde og ofringer. Du skal være villig til at satse og rejse fra din familie og venner, hvis det er det, det kræver.”
Hvordan har du måtte prioritere i forhold til din karriere?
“Jeg flyttede tidligt væk fra familie og venner i Ikast, men det er et offer, der følger med. Jeg har altid drømt om at komme til at leve af fodbolden, så det var en nem beslutning, selv om det var svært at sige farvel. Jeg må også leve med, at min kæreste bor i England, hvor hun spiller fodbold. Selvfølgelig savner jeg hende, men jeg har også et liv her, og sådan er det bare, når vi begge to vil fodbold så meget.”
Hvordan ser en typisk dag ud?
“Jeg træner om formiddagen og får derefter en form for behandling, og så er eftermiddagen fri, hvor jeg ofte tager ind til byen med nogle veninder og spiser frokost. Jeg har udviklet mig utrolig meget, siden jeg begyndte at spille i Vfl Wolfsburg i Tyskland, fordi jeg nu har nogle af de bedste medspillere i verden. Efter fire et halvt år i Sverige, hvor jeg udviklede mig fra at være et talent til en af de bedste i Europa, følte jeg mig klar til at gå videre til en større klub i en endnu bedre liga. Vi har vundet det tyske mesterskab, så det har været et lykkeligt skifte.”
Hvilke krav bliver der stillet til dig?
“Der er højere krav til min fysik, fordi det hele går hurtigere i ligaen. De spiller på en anden måde, og det kræver, at jeg tænker nyt. I min gamle klub kendte alle min spillestil, og jeg kendte mine modstanderes, men nu skal jeg ændre mit spil for at komme forbi mine modstandere. Men det er kun godt, fordi det udvikler mit spil.”
Annonse
Hvordan var det at være til EM med landsholdet?
“Det var en vild rejse. Jeg ved ikke hvilke forventninger, vi havde, da vi gik ind til turneringen, men jeg tror ikke, at særlig mange have regnet med, at vi ville stå i finalen. Det var kæmpe stort at mærke, hvordan vi fik opbakning fra hele Danmark, og det har sat enormt fokus på kvindefodbold. For fem år siden var der ikke mange, der vidste, at der var et kvindelandshold, så det er så fedt at få den anerkendelse nu, når vi arbejder så hårdt. Mange har konservative tanker om kvindefodbold, men dem hører vi ikke så tit længere, fordi vi har bevist, at vi kan.”
Du kan møde Pernille Harder og fire andre seje kvinder, der er en del af deres sportsgren elite. Derudover kan du blive klogere på dit blodsukker, læse om man kan tabe sig på piller, finde øvelser, der opstrammer bagdelen og få masser af lækre sunde mad-opskrifter - så bliver det ikke sjoverer at være sund.