Den usynlige sygdom: Kom med ind i hovedet, når hjernen er blevet rystet

Først en cocktail af hjernerystelsessymptomer: Svimmelhed, træthed og hovedpine. Svækket hukommelse og koncentrationsbesvær. Søvnproblemer, lyd- og lysfølsomhed.

Fælles for dem er udover årsagen, at de er usynlige.

”Det er jo selvfølgelig rart nok, at den dårligdom, man kan føle, ikke kan ses, for så ville man nogle gange se rigtig skidt ud. Men det er bare fucking irriterende, at det er så svært at forklare, hvad det er, der er så begrænsende,” siger Helle Hedegaard.

I dvale, når børnene er væk

Helle Hedegaard fik sin første hjernerystelse i 2002. Ni år senere fik hun sin anden. Det var først i anden omgang, at hendes datter begyndte at forstå, hvordan hjernerystelsen påvirkede hende. Første gang Helle Hedegaard blev ramt, var hendes to børn fire og ni år gamle, og hun kunne holde sig oven vande, når børnene var hjemme, ved at gå i dvale, når de var i børnehave og skole.

”Jeg sparede energien sammen til, når børnene var hjemme, og vi lavede mad og spiste og ja, brugte energien på at lege almindelig familie. Derfor var weekenderne måske også hårde, fordi der bare var knald på hele tiden,” siger hun.

Det er denne usynlighed ved hjernerystelser, der på samme tid gør dem svære at blive klog på og interessante. I den nye Talk Town-podcast Efterdønning forsøger Helle Hedegaards datter, Anne-Laura Hedegaard, at få svar på, hvad en langvarig hjernerystelse er og gør. Med hjælp fra en neuropsykolog og to andre, der er blevet slået ud af kurs af hjernerystelser, undersøger hun, hvorfor nogle dage kan være fine, mens man andre dage bliver lagt ned af hjernerystelsen. Og hvad der foregår bag det upåvirkede ydre.

De fleste går fri på et halvt år

Hvert år bliver 25.000 danskere ramt af en hjernerystelse. For størstedelen er det overstået i løbet af de første seks måneder. I løbet af den tid har hjernen helet de fysiske skader, den fik ved hjernerystelsen.

Men alligevel ender 35 procent med at få længerevarende følger. For nogle af disse bliver den kronisk, og fem år efter hjernerystelsen er fem procent røget helt ud af arbejdsmarkedet og på førtidspension. Det gælder kun 1,5 procent af resten af befolkningen. Og i gennemsnit tager man ifølge forskning fra Rockwool-fonden et løndrop på fire procent, hvis man får en hjernerystelse.

Der er stadig meget, man ikke ved om hjernerystelser. For eksempel ved man ikke, hvorfor de hos nogen bliver hængende efter det halve år. Men forskerne bliver hele tiden bedre til at forstå, hvad hjernerystelser er, og hvordan man skal håndtere dem.

På få år er man gået fra at tro, at man skal lægge sig bag nedrullede gardiner og slukke for alt og sig selv, til at man i dag mener, at man skal holde sig i gang med jævnlige, korte pauser og på den måde skubbe nænsomt til grænsen for hvad man kan. Og i løbet af efteråret kommer der for første gang nationale kliniske retningslinjer med anbefalinger til rådgivning og behandling af hjernerystelse.

I en støjende restaurant kan hjernen ikke fokusere

Da Anne-Laura Hedegaard var lille, forstod hun ikke, hvorfor nogle restauranter var umulige for hendes mors rystede hjerne. Nu ved hun, at det skyldtes ting som dårlig akustik, høj musik og mange højlydte mennesker.

”Når hjernen fungerer, så er vi ikke opmærksomme på alt det, den gør for os,” siger Hana Malá Rytter.

Hun er lektor i neuropsykologi og leder af Dansk Center for Hjernerystelse. Hun forklarer, at hjernen, når vi er ude blandt mange mennesker og indtryk, bortfiltrerer alt det, som ikke er relevant. Vi kan stadig høre og se det, men vi sorterer det så meget fra, at vi kan holde vores opmærksomhed mod lige netop den person, vi taler med.

”Den her sorteringsproces fungerer meget mindre optimalt efter hjernerystelse, hvor du tager indtrykkene alt for meget ind,” siger Hana Malá Rytter.

Derfor bruger hjernen mere energi på at være ude blandt mange indtryk, end en ikke-skadet hjerne gør. Og energi har den mindre af i forvejen. Ifølge Hana Malá Rytter kan man forstå det, som at alle har en vis pose energi. Der er bare mindre i den, hvis man har en længerevarende hjernerystelse.

”Så du har meget mindre tilbage. Men du har stadig lige det, der skal til for en kortvarig indsats. Når du så har brugt den sidste rest, så oplever du, at den efterfølgende tid skal bruges til at fylde op på depoterne,” siger hun.

Grænse føles som en karussel

Når den sidste rest energi er brugt, føles det i Helle Hedegaards tilfælde, som at hun bliver slynget rundt i en karussel. Så ved hun, at grænsen er overskredet, og at de næste dage bliver præget af symptomerne fra starten af denne artikel.

”Jeg har helt klart bidt meget smerte og ubehag i mig. Det har jeg også gjort i dag, en stille dag, hvor jeg ikke rigtig havde noget overskud, og havde sovet dårligt og det susede for ørerne, og bare var, ja, en lortedag,” siger hun.

Måske ser hun lidt træt ud på sådanne dage. Men man kan ikke se det, hvis man ikke ved det.

I podcasten møder du også to andre hjernerystelsesoplevelser, heriblandt en lykkelig slutning. Og så kommer du til at høre mere fra neuropsykolog Hana Malá Rytter.

Du kan finde podcasten her