Rikke Hertz mod og frygt

Rikke Hertz: Vil du være mere modig, så stil dig selv disse TO spørgsmål

Hver gang du bevæger dig ud af din komfortzone, vil du opleve, at du bliver lidt mere modig. Og så skal du ikke være bange for at bede andre om hjælp, siger Rikke Hertz.

Vi kigger med stor beundring på mennesker, vi synes er modige. Men når vi selv gør noget modigt, ved vi det ofte ikke engang selv, mener Rikke Hertz.

"Mod er en drivkraft, og det er beundringsværdigt, men det er også noget, som få ved, hvordan de går til. For hvordan får man egentlig et selvbillede af at være modig? De fleste mennesker har faktisk et selvbillede af, at de er ikke modige. At de har fravær af mod, fordi de fokuserer på alle de gange, de ikke gør noget. Men mod betyder at gøre noget, selvom du er lidt bange for det.

Nicolai Moltke-Leth, som er tidligere jægersoldat, og som i dag bl.a. arbejder med udvikling af kompetencer siger: ”Når du går ud af zonen, vokser personen”. Jeg elsker det citat, for det er så rigtigt, at modet og mennesket vokser, når man bevæger sig ud af sin komfortzone.

Der er mange, der gennem tiden har sagt til mig, at jeg er modig, fordi jeg har turdet blive ved med at tro på det spirituelle, og det er jeg altid blevet overrasket over. Jeg er slet ikke modig, for mens jeg gør tingene, ved jeg ikke, at jeg er modig. Det er først bagefter, når jeg får feedback og tænker over det, jeg kan se, at jeg ikke kunne have ladet være med at gå den vej.

Men det er da rigtigt, at der tit har været meget på spil. Og alligevel gjorde jeg det, fordi jeg elsker at være wingwoman i forhold til at støtte folk til at være mere modige. Fordi jeg ved, at på den anden side af modet vokser deres person, deres selvtillid, deres selvværd og dermed deres selvbillede. Så mod og selvbillede hænger meget sammen."

Hvordan bliver man mere modig?

"Man starter med at spørge sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, som jeg ikke gør? Og hvad holder mig tilbage? Hvis det er frygt, så er det jo en fantastisk mulighed for at øve sit mod. Mod betyder, at man prøver at gå lidt forbi sin frygt. Og så kan man jo også bede om hjælp.

Det er i virkeligheden utroligt modigt for mange mennesker at turde bede om hjælp, for det viser jo andre, at man ikke kan selv. Så at bede om hjælp er i sig selv et rigtig godt skridt til at blive mere modig. Det lyder måske meget banalt for nogle, men for mange er det virkelig svært."

Hvad har du selv skullet overvinde?

"Jeg var f.eks. sindssygt bange for at stå på en scene. Det var fordi, jeg var så bange for at være en fiasko, så bange for at blive dømt ude som uintelligent og uinspirerende. Men jeg søgte hjælp hos en hypnotisør og fandt ud af, hvad det handlede om. Og det var simpelthen, at jeg i mit barndomshjem havde oplevet mange voldsomme politiske diskussioner.

Jeg kommer fra en stor familie med mange forskellige politiske meninger, og når de voksne sad og skændtes, lå jeg under bordet og knugede min barbiedukke ind til mig, mens jeg følte et stort ubehag. Min far kunne også sidde og pege ind i fjernsynet og råbe ad Anker Jørgensen, der var statsminister dengang, og det kunne jeg heller ikke lide.

Så jeg havde fået lavet en kobling inde i mit hoved, der gik ud på, at hvis man stiller sig frem med noget, man tror på, men som andre ikke nødvendigvis tror på – i mit tilfælde det spirituelle – så risikerer man, at folk kommer op og skændes, peger fingre og råber.

Da jeg blev klar over, hvordan det hele hang sammen, forsvandt min frygt og mit mod tog over. Så når jeg i dag står på en scene næsten hver eneste uge, er jeg ikke et gram nervøs. Så ved at gå forbi frygten, være modig og få hjælp, kan man frisætte sig selv."

Rikke Hertz

er spirituel rådgiver og clairvoyant medie.

Hendes daglige arbejde og fokus er at skabe lykke og succes for mennesker og virksomheder gennem spirituelt lederskab.

Med over 20 års erfaring med rådgivning inden for forretnings-, ledelses-, personlig og spirituel udvikling er Rikke anerkendt for sine evner, viden og sin særlige jordnære måde at formidle og undervise på.

Desuden er hun forfatter til en række bøger om spiritualitet, vært på sin egen podcastsserie hos Podimo samt kendt fra tv-serien 'Nærkontakt'.