Er du afvisende, ængstelig eller tryg? Find dit tilknytningsmønster her

Et lille barn rækker ud efter sin mor. Hvad gør hun? Det er helt afgørende for, hvordan barnet senere i livet vil møde verden. Ifølge tilknytningsteorien skal børn især i deres første to leveår mødes med en passende sensitiv respons.

Men det sker ikke altid, og derfor falder alle mennesker i en af fire grupper: trygt tilknyttet, som heldigvis er de fleste, afvisende/ undvigende tilknytningsmønster, ængstelig/ambivalent eller desorganiseret tilknytningsmønster.

– Vores tilknytningsmønster siger meget om, hvordan vi møder verden. Går vi tillidsfulde og glade ud i verden? Eller undvigende, skeptiske eller emotionelt forkrøblede, spørger Jill Nielsen, som er psykoterapeut og har specialiseret sig i tilknytningsteorien.

Man siger, at 60 procent af befolkningen er trygt tilknyttede, mens de resterende 40 procent fordeler sig i de tre kasser med utrygge mønstre. Rigtig mange mennesker går dog rundt og tror, at de har et trygt tilknytningsmønster, uden at de rent faktisk har det, forklarer Jill Nielsen.

– Vi har en tendens til at idyllisere vores egen barndom og vores forældre, og på den måde skaber vi en fantasitilknytning, når vi taler om hvor dejligt, alting var dengang.

Den psykologiske arv

Jill Nielsen hjælper sine klienter med at bryde det, hun kalder den psykologiske arv. Det er nemlig noget markant andet end den sociale arv, som man taler meget om.

– Tilknytning har intet at gøre med en villa, og om der holder en fin bil i carporten. En kernefamilie er ikke nok. Det handler om kvaliteten af den kontakt, barnet tilbydes. Du kan godt vokse op bag en ligusterhæk med en mor, der går rundt i sin egen verden, og en far, der ikke vil tale med dig, og du bliver sendt ind på værelset, når du er ked af det, forklarer Jill Nielsen.

– Ligeså kan en enlig mor i et boligkvarter godt sætte sig ned og sige ”Hvordan kan jeg hjælpe dig”, til et barn, der græder. Som udgangspunkt er det sådan, at trygge voksne får trygge børn, utrygge voksne får utrygge børn, ligesom utrygge voksne ofte finder sammen med andre utrygge voksne.

Du kan nemlig ikke give noget, du ikke selv har fået. Dit tilknytningsmønster viser sig i de situationer, hvor du er allermest presset, og det kan særligt vise sig i vores kærlighedsliv og andre nære relationer.

– De afvisende/undvigende føler sig ofte omklamret i parforhold, mens de ængstelige/ambivalente opgiver deres egen selvstændighed bare for samhørigheden. Når de får en kæreste, rydder de kalenderen for at være sikre på, at de kan være sammen.

De afvisende/undvigende har derimod ikke travlt og vil godt lave ting selv. Til gengæld har de svært ved nærhed og intimitet. De føler sig hurtigt opslugt, og de kan ikke mærke eller tale om svære følelser, fordi de ser kærlighed og omsorg som et tegn på svaghed, forklarer Jill Nielsen.

En ny tryghed

Det er muligt at overskrive et utrygt tilknytningsmønster og blive det, der kaldes ”tillært tryg”. Det betyder, at man lægger sit oprindelige tilknytningsmønster – med for eksempel at møde verden med mistro – fra sig og begynder at møde verden åbent og nysgerrigt.

– Det kræver, at man arbejder med sig selv, og det sker især hos dem, der får børn, for mange forældre bliver forskrækkede, når de hører, at de overfører deres eget tilknytningsmønster til deres børn på trods deres egen overbevisning om, at de gør tingene meget bedre, end deres egne forældre gjorde. Man kan heldigvis reparere et tilknytningsmønster ved at få nye og sunde relationer, forklarer Jill Nielsen.

Hun har selv haft held med at bryde den psykologiske arv, idet hendes far var afvisende/undvigende, og hendes mor var ængstelig/ambivalent.

– Min far var misbruger og ville ikke høre, at man peb. Jeg måtte ikke græde foran ham, og jeg kunne ikke spørge til hans liv. Når jeg prøvede, blev hans øjne våde, og han drak en øl i ét sug. Min mor var meget omsorgsfuld og praktisk og havde styr på hus og madpakker.

Men hendes følelser fyldte meget og kunne blive overvældende, og det kunne være forvirrende at forstå, hvis følelser, der egentligt skulle håndteres? Derudover frygtede hun konflikt så meget, at hun ofte gydede olie på vandene i stedet for at løse konflikten.

Læs også: Kristina Trolle: ”Vi skal lære at sige ja, når vi mener ja, og nej, når vi mener nej”

Det har alt sammen sat sit præg i Jill Nielsens voksenliv.

– Jeg var ængstelig/ambivalent, men havde også elementer fra afvisende/ undvigende. Jeg har haft det svært og været meget pleasende. Jeg gav kun for at modtage, og det er typisk for de ængstelig/ ambivalente. Jeg havde en tom beholder af anerkendelse, og når folk gav mig et kompliment, troede jeg ikke på dem. Derudover oplevede jeg voldsomt stress og uro ved adskillelse, husker hun.

Allerede som 18-årig startede Jill Nielsen i intensiv terapi, og siden har hun læst de fire år, det tager at blive psykoterapeut samt flere efteruddannelser, hvor der også er stort fokus på terapi af én selv, og på den måde har Jill Nielsen ændret mønsteret, så hun kan være en emotionelt bedre mor for sin i dag ni-årige datter.

– I dag møder jeg verden på en anden måde, og jeg kan se udefra, hvad der er på spil inden i mig.