1. Gåtur
Gang er en fantastisk enkel og skånsom motionsform for alle, året rundt. Er du i fin form og ønsker at udfordre dig selv ekstra meget, kan du løbe op og ned ad trapper eller en bakke flere gange. Det træner din kondition og udholdenhed samtidig med, at du får bedre fat i musklerne i især balder og lår.
2. Løb
En løbetur er tidseffektiv, du får høj puls og dermed stor kredsløbseffekt. Selv en kort løbetur styrker også dine knogler, som svækkes med alderen. Om vinteren er det oplagt at søge ind i en park eller skov, hvor der er læ for vinden, og temperaturen typisk er højere. Løber du i skoven skal du være opmærksom på, at mørket kommer hurtigt, så hold dig gerne til områder, du kender, og som du nemt kan forlade igen. Brug reflekser, når du løber i trafikken. Pandelygten er blevet populært løbeudstyr, også blandt voksne kvinder. Lygten hjælper dig med at se, hvor du sætter dine fødder og signalerer samtidigt: ”Her kommer jeg!”
3. Styrketræning
Med et isolerende lag inderst, en vindjakke og tynde træningshandsker kan du styrketræne på langt de fleste vinterdage uden at fryse. Der kommer flere og flere eksempelvis kommunale træningsfaciliteter i det fri, du frit kan benytte og fitnesscentre i især lidt større byer tilbyder holdtræning udenfor hele året. Øvelser som dips, armstrækninger, kropshævninger, squats og planke giver styrke og sved på panden. Er du nået til et punkt, hvor du har mistet så meget muskelmasse, at du ikke længere har den frihed i egen krop, du gerne vil have, er det ekstra oplagt at styrketræne.
4. Cykling
Cykling er skånsom ved leddene og cyklen byder på større variationsmuligheder sammenlignet med vores bentøj. Cykling i skoven er populært, fordi vi der oplever noget nyt, kan nyde naturen og slippe for støj og trafik. Skoven giver dig læ og det er en fordel, fordi du undgår at blive nedkølet og bruge kræfter på at holde dig varm. Kan du ikke se dig selv på et mountainbikespor, rækker en almindelig cykel, grusveje og stier fint. Punkterer du et øde sted eller langt hjemmefra, kan det blive en kold oplevelse at vente på eventuel assistance. Cykl derfor gerne runder om vinteren.
5. Nordic Walking (stavgang)
Stave havde et gennembrud for 15 år siden, og de er stadig et overlegent redskab i forhold til vores arme, der normalvis hænger mere eller mindre slapt ned. Bruger du stavene aktivt, øger de værdien af din gåtur, fordi du får fat i flere muskler og styrker knoglerne i armene. Nordic Walking øger desuden din stabilitet og er – som en almindelig gåtur – skånsom mod især dine knæ. Er underlaget glat giver stavene dig ekstra kontakt til underlaget og virker støttende.