tab dig, ben, baller

Sådan får du faste lår

Trænger dine lår til en opstrammer, så læs med her, hvor du får gode trænings- og kostråd fra 2 eksperter.

Kvinders højere fedtprocent og hormonbalance betyder, at lårene er et af de steder, hvor fedtet lagrer sig. Men det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan gøre noget ved det. Tværtimod. Træning og varieret fiberholdig kost er vejen til at fordrive fedtdepoterne på lårene.

HVOR SIDDER MUSKLERNE: Kroppens største muskler sidder i benene. De skal nemlig bære vores vægt og sørge for, at vi kan bevæge os. Låret består af en række muskler. Jo mere harmoni, der er mellem dem, jo pænere ser det ud. Når fedtprocenten  ligger i den lave ende, ses lårets muskeltoning tydeligere.

SÅDAN SKAL DU TRÆNE: Det er vigtigt at være realistisk, når det gælder lår og bagdel, fordi både tendensen til fedtlagring og tendensen til at have store muskler i høj grad er genetisk betinget. Hvordan du skal træne afhænger af, om du har „tykke” lår (fedt) eller „kraftige” lår (muskel). I begge tilfælde vil punkttræning kun føre til, at musklerne vokser, så hvis du ikke samtidig reducerer fedtlaget, kommer dine lår til at fylde mere. Derfor skal du gribe det anderledes an:

… Hvis du har „tykke” lår: Hvis det primært er fedt, der sidder på lårene, og du ikke er typen, der let bygger muskler, er konditionstræning og intens fedtforbrændende træning særlig vigtig. Men der er stor individuel forskel på, hvor hurtigt kroppen reagerer positivt på træning.

… Hvis du har „kraftige” lår: Hvis du er typen, der let bygger muskler, og

8-12 squats kan ses på dine lår med det samme, så skift til udholdenhedstræning. Det vil sige, at du skal bruge lettere vægte og i stedet lave mange gentagelser, når du styrketræner. Gå lange ture, løb i moderat tempo eller intervaller, ikke over 5 km ca. tre-fire gange om ugen. Cross træning og svømning (især god til at skabe harmoni mellem over- og underkrop). Ved tung træning kan det være en god ide at lave 6 gentagelser uden at arbejde til udmattelse, pointen er at få nervesystemet aktivt, uden at musklen vokser markant.

DET SKAL DU UNDGÅ: Punkttræning af lårene medfører, at musklen vokser ekstra meget. Desuden skal du undgå øvelser, der f.eks. er statiske, hvor du står stille og spænder eller kan mærke, at musklerne syrer til. Tænk bare på lårene hos kvindelige slalomløbere kontra langrendsløbere…

SÅDAN SKAL DU SPISE & LEVE: Fedtdepoter på lår og ben kan være svære at komme til livs, men de „giver” sig typisk før topmaven.

Ifølge den amerikanske kostekspert Charles Poliquin kan fedt på lår skyldes ubalance i østrogenniveauet og for mange kunstige østrogener. Blød plastik, phtalater, kosmetik, rengøringsmidler og pesticidrester opfattes af kroppen som østrogen og kan skabe koks i systemet med øget risiko for allergi og visse former for cancer til følge.

Fedtdepoter på lårene skal fordrives med træning og en varieret fiberholdig kost. 12 gode fødevarer er: kål (al slags), krydderurter, avokado og fisk (også godt for maven pga. det sunde fedt), bær, nødder, kerner, frø, koldpressede olier og urteteer.