Stress: Livet skal ikke overleves, det skal leves

"Hvordan føles stress?"

"Hvad er symptomerne på depression?"

"Kronisk angst"

Jeg sidder ved computeren og taster forskellige spørgsmål ind på søgemaskinen, det er sent om aftenen, ungerne er lagt i seng, min mand er som sædvanligt på arbejde her kort før midnat. Det er meget få aftener, vi er hjemme sammen. Vi er to meget travle mennesker, slider virkelig i det for at få enderne til at mødes på alle fronter – økonomisk, tidsmæssigt, energimæssigt. Vi har en fælles drøm om at gøre verden bedre, men vores egen hverdag hænger i laser.

Der kommer ikke ret meget ud af min søgen, og jeg lader spørgsmålene ligge som så mange gange før. Jeg har det nok ikke værre end alle mulige andre. Måske er jeg bare lidt melankolsk anlagt, har jeg egentlig nogensinde været rigtigt glad? Er jeg ikke bare et brokkehoved, som skal øve sig i at værdsætte det, jeg har? Mit liv er jo så fint på mange måder. Jeg har succes med min karriere – eller rettere med flere forskellige karrierer på samme tid. Jeg har for ganske nylig fået udgivet min første bog, en ambitiøs sag på hundredvis af sider med opskrifter og beskrivelser af lokale grøntsagers fortræffeligheder. Jeg kan nu kalde mig forfatter, præcis som jeg ønskede mig, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg bliver inviteret til at tale for store forsamlinger side om side med prominente mennesker, jeg beundrer. Jeg stiller op til debatter og interviews på landsdækkende radio og tv. Jeg bliver pænt betalt for at levere madstof til nogle af de mest læste magasiner herhjemme. Jeg har vundet priser og indtaget magasinforsider med min forretningside om at gøre de samme grøntsager, som toprestauranterne bruger, tilgængelige for almindelige mennesker. Jeg er en modig, innovativ iværksætter, endda med noget, som er både trendy og bæredygtigt. Kan det næsten blive bedre?

Familielivet kører også

I familien går det også godt. Mine børn er yndige og har nærmest aldrig en sygedag. Den ældste på 6 er sjov og kreativ, den yngste er en stille og nem næsten-2-årig, helt klart præget af at være født ind i en hektisk hverdag med to selvstændige forældre uden tid til babygråd og barsel og den slags. Mine naboer er fantastiske, mit nyer-hvervede haveforeningshus er måske lidt skrammet, rodet og forsømt, men på alle andre måder dejligt. Vi har høns i haven og vidunderlig mad på bordet langt de fleste dage.

Min mand er rent faktisk ved at komme ovenpå efter først stress, så en konkurs og derefter en omgang kyssesyge. Alle livsbegivenheder, som tog hårdt på hele familien og ikke mindst vores økonomi. Vi er som nævnt begge selvstændige og har aldrig været skarpe til papirarbejde, så sygeforsikringer og andre sikkerhedsnet er en by i Rusland for os. Sker der noget uventet, tager vi det, som det kommer. Ganske ofte med hjælp fra vores forældre, hans og mine, som alle fire er dejlige, hjælpsomme mennesker. Jo, det er svært at forestille sig, man kan have mere held med sine familiemedlemmer, end jeg har.

Der er sket meget godt på det sidste. Efter en lang sej kamp med jura og tal er det endelig lykkedes at få nye partnere ind i firmaet, som ellers har været noget svært at få styret i den rigtige retning. De er kommet med kapital, nye netværker og knowhow, og min hverdag har ændret sig markant fra den ene dag til den anden. Jeg er ikke længere den, som har alle kasketter på, kan faktisk koncentrere mig om at gøre det, jeg er god til. Finde de ypperste grøntsager, lokale landmænd har at byde på, fortælle historien om grøntsagerne og folkene bag, smile og vinke, kokkerere og demonstrere. Det går godt!

Hvorfor har jeg det så ad helvede til?

Hvorfor kan jeg tage mig selv i at være misundelig på manden med bajeren på bænken? Sikket frit liv han må have! Så dejligt fri for krav og forventninger.

Der er jo det med økonomien. Jeg har brugt hele vores opsparing, belånt huset til skorstenen og står tilbage med en kæmpe gæld efter at have kæmpet for min forretningside i årevis. Der er meget, som er gået skævt, og jeg burde nok være stoppet, mens legen var god. På en eller anden måde føltes det bare umuligt at give op, jeg blev drevet frem af alle de klap, jeg fik på skulderen, og det uafviseligt rigtige i min forretningside, alle de henrykte kunder. Og jeg er jo hele tiden så tæt på. Jeg skal bare liiige over på den anden side af den næste arbejdsopgave, det næste salgsmål, den næste deadline. Så bliver alting bedre. Økonomien bliver bedre, jeg får tid til mig selv, jeg får energi til at gøre tingene ordentligt og ikke hele tiden halse bagefter.

Men sandheden er, at arbejdsopgaverne ikke bare forsvinder, uanset at jeg bruger al min vågne tid på dem. For jeg er ikke længere i stand til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Jeg kan ikke længere mærke mig selv, og alt føles farligt. Jeg ved det ikke på denne aften for nogle måneder siden, som er beskrevet på de øverste linjer i denne artikel. Men tre års intenst arbejdspres med en baby og et huskøb skudt ind imellem, har sat mig i en situation, hvor jeg ikke længere føler, jeg har kontrol over mit eget liv. Jeg har kronisk stress, og det er meget tæt på at udvikle sig til en depression.

LÆS OGSÅ: 12 tip: Tæm din stress og bliv sund

Hvordan føles det så at have stress?

Stress føles (for mig) sådan her:

• Jeg kan ikke sove om natten og kan ikke slappe af om dagen

• Hver morgen, når jeg vågner, har jeg en følelse af, at der skal til at ske noget meget farligt. Følelsen er værst om morgen, men slipper mig aldrig helt. Jeg hader at stå ud af sengen om morgenen, men gør det alligevel troligt klokken ca. 6 hver dag.

• Hvis jeg ikke har tjekket mail i et par timer, er jeg ved at gå i panik og bliver nødt til at se, hvilke uhyrlige krav, der ligger og venter. Alligevel bliver min indbakke bare mere og mere fyldt med ubesvarede mails.

• Jeg farer sammen, hver gang min telefon ringer. Hvem vil mig nu noget slemt?

• Jeg har fysiske symptomer såsom hjertebanken, rastløshed, trykken for brystet, rysten på hænderne, flimren for øjnene, appetitløshed, eksem, som er så slem, jeg i perioder ikke kan bruge min højre hånd uden to lag handsker. De fysiske symptomer kommer og går og er sådan set til at leve med.

• Jeg føler mig aldrig glad helt ind i knoglerne. Jeg er i stand til at registrere, når noget er skønt og dejligt, men jeg er ikke i stand til at mærke og nyde noget som helst rigtigt, mit liv har mistet sine farver. Jeg overkompenserer ved at tale meget om de skønne ting i mit liv, men det hjælper ikke.

• Jeg drikker mindst et glas vin hver aften, ganske ofte mere. Det får mig til at føle en slags intens, men flygtig glæde.

• Når jeg er sammen med andre mennesker, tænker jeg på de arbejdsopgaver, jeg nu kommer bagud med. Når jeg arbejder, gør jeg det med tanke på hurtigst muligt at komme videre til den næste opgave.

• Jeg føler, mit liv er noget, der sker rundt omkring mig. Jeg er statist i mit eget liv og har ikke kontrol over, hvad der sker.

• Alt godt, jeg gør for mig selv, gør jeg for at få ny energi til at klare mine arbejdsopgaver. Jeg løber, dyrker yoga, går til body-sds, svømmer, spiser sundt, tager en middagslur indimellem. Jeg har lukket spiritualiteten ind i mit liv og bruger affirmationer, taknemmelighed og positive tanker til at finde yderligere styrke. Altid med det formål at kunne klare lidt mere. Aldrig udelukkende for nydelsens skyld.

• Jeg tager mig selv i at ønske, jeg havde en eller anden frygtelig sygdom, som kunne gøre det muligt for mig at ligge i en seng og stirre op i loftet. Jeg ønsker faktisk brændende bare at ligge og stirre op i et loft.

• Jeg har en særdeles kort lunte, hvilket især går ud over mine børn.

• Jeg er forvirret og glemmer ting konstant. Jeg kan ikke finde ud af at prioritere mine opgaver og kommer mere og mere bagud, selvom jeg føler, jeg arbejder i døgndrift. Jeg tager den ene forkerte beslutning efter den anden.

Næste dag kommer min mor forbi, og jeg fortæller hende, hvordan jeg har det. Hvorfor det lige sker denne dag, ved jeg ikke. Hun ender med at tage mine børn og min enorme bunke vasketøj med hjem til Sverige, men på et eller andet tidspunkt inden da siger hun de ord, jeg på samme tid har frygtet og længtes så meget efter, at nogen ville sige til mig: "Du er ved at få en depression".

LÆS OGSÅ: Johannes Langkilde: "Jeg har været meget tæt på afgrunden"

Indeni tænker jeg YES!

Jeg er syg, jeg er nødt til at lægge ansvaret fra mig. Hurra, hurra. Men udenpå kæmper stressmonsteret alligevel videre med min fysiske krop og tvinger den til at tage på arbejde – nu har jeg jo fået lidt aflastning med børn og vasketøj. Det er nok bare det, der skal til. Jeg skulle nok ikke have sagt de ting til min mor, jeg har jo ikke tid til det der pjat med at have en depression. Det er jo snart jul, jeg har bare nogle enkelte arbejdsopgaver tilbage, SÅ kan jeg slappe lidt af og slippe tøjlerne på en kontrolleret måde. Der er jo brug for mig. Jeg kan ikke bare give op.

Heldigvis tager min mor ikke bare børn og vasketøj, hun ringer også til min mand og sætter ham ind i situationen. Han viser sig på alle måder at være en superhelt, man bare ikke KAN være, når man er stressramt. Man kan ikke tage den åbenlyst rigtige beslutning selv, for krop og hjerne er i flight-mode og absolut ikke klar på at give op uden kamp. Så min elskede mand må råbe og true og trygle, før jeg endelig overgiver mig. Vil jo faktisk slet ikke have det her lorteliv, hvor jeg har en klar følelse af, at alle folk er på nakken af mig hele tiden, ikke mindst mig selv. Sammen skriver vi en liste over de arbejdsopgaver, som afholder mig fra at melde mig syg, og han overtager dem alle på stedet.

Da det er gjort, får jeg en følelse, jeg ikke har haft i årevis. Fred. Kampen er slut nu. Livet skal ikke overleves, det skal leves, og mit liv starter lige der, den mandag eftermiddag i december.

Stress blev en gave

I skrivende stund er det fire måneder siden, alt dette skete. Jeg arbejder stadig meget lidt og kun med opgaver, jeg virkelig holder af. Der kan gå dage mellem jeg tjekker mail, tager min telefon eller svarer på sms'er, og jeg går nemt i baglås over krav eller for mange planer på en uge. Jeg kæmper både med fysiske og mentale efterveer af at have haft en krop, som har været i undtagelsestilstand i årevis. Min drøm om at skabe et succesfuldt grøntsagsimperium er parkeret på ubestemt tid, mit firma er lukket ned, og min indkomst er mere end halveret. Mine børn har friplads i daginstitutionerne, og jeg ved ikke, hvornår vi får råd til at male vores lille hus, selvom det er hårdt tiltrængt. Rejser i sommerferien bliver der nok ikke nogen af.

Men jeg har også fået en ny bedste ven. Én jeg har lyst til at behandle med den største respekt, jeg kan, og lære alt om: Mig selv! Jeg nyder hvert øjeblik at gøre alt, hvad jeg gør, langsomt, men ordentligt, og at hverdagen er fuld af mirakler, som jeg nu rent faktisk kan se og føle.

Det lyder som en kliché, men jeg skriver det alligevel: At få stress har for mig været den største gave.