Da psykologen kastede papirkugler efter Sara Maria Franch-Mærkedahl, gik noget vigtigt pludselig op for hende

Da Sara Maria Franch-Mærkedahl for et års tid siden var til sin fjerde session hos psykolog Pia Callesen for at få bugt med den angst, der havde været hendes opslidende følgesvend det meste af livet, fik hun en aha-oplevelse. 

"Pia trillede en masse stumper papir sammen til små kugler, som hun begyndte at kaste imod mig. En efter en. Hurtigt. Og i en lind strøm. Jeg skulle forestille mig, at papirkuglerne var alle mine tanker, og øvelsen var, at jeg skulle afværge så mange af kuglerne, som jeg kunne, ved at slå dem væk og flytte mig."

"Jeg kæmpede og kæmpede, men efterhånden blev jeg træt, og nogle af kuglerne begyndte at ramme mig. Pia stoppede, og så lavede vi øvelsen igen, men denne gang skulle jeg bare lade papirkuglerne ramme mig. I starten tænkte jeg, hold da kæft, hvor er det irriterende, at hun bare sidder der og kaster kugler i hovedet på mig, men efter lidt tid havde jeg det sådan, ja, ja, kast-kast-kast, I don’t care. For der skete jo ikke noget som helst ved, at kuglerne ramte mig."

"Jeg begyndte at græde, for det gik op for mig, hvor utrolig mange timer jeg livet igennem har brugt på at kæmpe og kæmpe og kæmpe for at skubbe de tanker væk, der triggede min angst. Og hvor vanvittigt det var, at jeg havde brugt den strategi, for den havde jo aldrig hjulpet mig. Tværtimod."

Indtil for nylig var Sara Maria Franch-Mærkedahl en af TV 2’s faste vejrværter. Aften efter aften gennemgik hun roligt, smilende og afslappet dagens og morgendagens vejr, og de fleste har nok tænkt, at her stod en kvinde i fuldstændig balance. Men sådan er – eller var – det ikke. I det meste af sit liv har Sara Maria kæmpet med angst. Angsten for sygdom. Angsten for død. Angsten for at flyve. Angsten for angsten.

Hun havde gennem årene prøvet et hav af forskellige metoder for at komme angsten til livs, men intet af det virkede. Sidste sommer tog hun så en beslutning, som kom til at ændre hendes liv.

På sin 42-års fødselsdag hev hun en bog ud af bogreolen, som hun havde fået tre år tidligere af sin eksmand, men som indtil da havde stået urørt hen, fordi der stod noget med depression på forsiden. Og ”depression”, det var da ikke hende. Men da Sara Maria den aften begyndte at læse i ”Lev mere tænk mindre”, som bygger på metakognitiv terapi, måtte hun erkende, at hendes eksmand nok havde set noget, hun ikke selv havde, da han forærede hende bogen.

Læs også

Barbara Moleko: "Jeg har altid haft problemer med mit mentale helbred"

Den var skrevet af psykolog Pia Callesen og handlede ikke kun om depression, men også om overtænkning, og Sara Maria greb resolut sin telefon og skrev en mail til Pia, hvor hun bad om at komme i metakognitiv terapi hos hende. 21 minutter efter kom der et svar tilbage, hvor Pia foreslog, at de kunne mødes ugen efter. Det blev til ti sessioner, og det blev også til den aktuelle bog ”Let Livet – I metakognitiv bootcamp for at overkomme angst”, som Sara Maria og Pia har lavet sammen.

Den bygger på Sara Marias terapisessioner, som er koblet sammen med psykologens syn på forløbet og al den viden og teori, der ligger bag den metakognitive terapi. Meget kort fortalt er metakognitiv terapi en evidensbaseret psykologisk behandlingsmetode, hvor den metakognitive terapeut bestræber sig på at fjerne tidskrævende bekymringer og grublerier ved at udvikle nye måder, man kan forholde sig til sine negative tanker på.

"Jeg vil gerne være med til at sætte lys på, hvordan det er at leve med angst for forhåbentlig at kunne hjælpe en masse af dem, der genkender mine historier, og det var også vigtigt for mig at give flere mennesker en forståelse af, hvor meget man kæmper med inde i sit hoved, når man lider af angst."

"På overfladen har jeg jo lignet et menneske, der havde styr på det hele, selvom angsten buldrede inde i mig. Jeg håber, at min historie og bogen kan være med til at vise, hvor svært det kan være for mennesker med en psykisk lidelse at finde balancen i livet, fordi det, man kæmper med, ikke kan ses med det blotte øje på samme måde som f.eks. et fysisk handicap. Man kan meget let komme til at føle sig forkert, underlig og ikke forstået, når man har en psykisk lidelse, så min ambition med bogen er, at jo mere jeg giver af mig selv, jo mere kan det måske hjælpe nogle andre."

Nu kalder du det en psykisk lidelse …?

"Ja, og det har jeg det også lidt svært med, men det er det jo."

Hvorfor har du det svært med det?

"Når man siger psykisk lidelse om f.eks. angst, så lyder det som om, at det er noget, der fylder alt i ens liv. Noget, der gør, at man ikke kan eksistere på normal vis, og sådan er det jo ikke altid. Sådan er det i hvert fald ikke for mig. Som mange andre med angst har jeg et helt almindeligt liv med børn, kæreste og arbejde, og derfor er det lidt svært for mig, at det bliver kaldt en psykisk lidelse."

"For når man kalder det det, ser man jo straks psykiatrisk afdeling og hele sygehusvæsenet for sig. Samtidig må jeg også erkende, at man HAR brug for hjælp, når man lider af angst. Nogle værktøjer, der gør, at man kan komme lidt lettere gennem livet. Og derfor skal man heller ikke være så bange for at kalde det, hvad det er. Med bogen vil jeg gerne vise andre, der kæmper med angst, at det er muligt at få en almindelig tilværelse, hvis man lærer at lade sine tanker være, for det er det, jeg selv har oplevet gennem terapien."

Første gang Sara Maria oplevede en form for angstanfald, var i Cannes i 1996. Hun var 16 år, og pludselig fik hun det meget dårligt med kvalme, ondt i maven, svimmelhed og svedetur på en restaurant. Hun fik tanken, at hun havde fået noget forgiftet mad, og tankerne blev ved med at myldre rundt, selv efter at hun havde fået det godt igen. Efter ferien i Cannes skulle hun deltage i en stor modelkonkurrence i København, og som voksen har hun tænkt, at det måske var uroen for konkurrencen og det pres, der lå i det, der havde udløst angsten.

Sara Maria har lidt af sygdomsangst lige siden den dag i Cannes, men efterhånden er det gået op for hende, at hun allerede som helt lille også levede med en stor ængstelighed i sig. Ængsteligheden havde altid noget med sygdom eller det at komme til skade at gøre. Samtidig var hun et barn, der fungerede godt, og som havde masser af opbakning hjemmefra.

Læs også

Anette er læge og fik ”helbredsangst” – da hun forstod årsagen, blev hun dybt forundret

"Jeg tror, at jeg er et meget sammensat menneske. Jeg har altid klaret mig godt og været totalt glad og nysgerrig. Min far arbejdede i et cirkus og rejste meget, og når han kom hjem fra en tur, satte han sig altid på ryglænet af sofaen, kiggede på mig og sagde: ”Optræd for mig”. Og så stod jeg der og tænkte, hvad skal jeg dog finde på, men så sagde min far: ”Uanset hvad du laver, så kigger jeg på det og nyder det. Og det gode for dig er, at du kan lære, at du kan gøre hvad som helst. Du skal bare være modig”."

"Det lærte mig, at jeg bare skulle komme i gang med at gøre noget – et eller andet – fordi det var en hyggelig ting, og min far var stolt af mig, uanset hvad jeg lavede. Det har jeg taget med mig på den måde, at jeg altid har grebet det, som tilværelsen har budt mig, med glæde, livsmod og optimisme, uanset om det har været svært, eller om jeg var nervøs for det. Og det er jo sjovt, at jeg har det sådan, når jeg samtidig har kæmpet så meget angst."

"Det var det i en lang periode. Men det har formentlig også været alt det, jeg følte, jeg skulle leve op til. Altså mine egne forventninger til mig selv. For det er ikke forventninger, jeg har oplevet fra andre. Jeg er så heldig at være proppet som en lille tyk gris med kærlighed. Jeg har altid vidst, at jeg havde fuld opbakning og kærlighed fra mine forældre. Men jeg har haft vanvittige forventninger til mig selv, og jeg tror, at det har trigget min angst."

Hvis man ikke har prøvet at have et angstanfald, kan det være svært at forstå, hvordan det føles, og det er nok også forskelligt fra menneske til menneske. For Sara Maria er angstanfaldene altid begyndt efter en længere indre dialog.

"Inden jeg begyndte i metakognitiv terapi, brugte jeg rigtig mange timer på at have en diskussion inde i mig selv imellem det rationelle og det irrationelle. Det kunne være noget, jeg havde læst i en artikel, som jeg begyndte at spekulere over og være bange for, og som jeg så undersøgte ved at slå alle mulige ting op."

"På et eller andet tidspunkt nåede jeg så et punkt, hvor jeg blev så udmattet, at jeg ikke længere kunne slå alle de irrationelle angsttanker ned med mine rationelle argumenter. De irrationelle tanker begyndte at overtage mit system, og jeg fik snurren i fingrene og snurren for brystet."

"Jeg fik en følelse af tyngde over brystet på samme måde, som man kan føle, at en hånd eller fod sover, og jeg følte, at jeg var ved at blive kvalt. På det tidspunkt ville jeg så typisk gribe ud efter noget rationelt som f.eks. at drikke noget vand med bobler, så jeg følte, at jeg fik lidt luft, eller jeg kunne finde på at tage et bad for at komme væk fra følelserne. På et eller andet tidspunkt ville det så lykkes mig at komme ud af det, så det rationelle igen fik overtaget."

Har du også været i kontakt med sundhedssystemet i forbindelse med dine angstanfald?

"Somme tider har jeg været nødt til at tage en tur på akutafdelingen for at blive tjekket, når jeg har følt, at jeg ikke kunne få luft, eller når jeg har været bange for, om jeg havde fået en blodprop. Når de så målte, at der ikke var noget fysisk galt, faldt jeg til ro igen. Andre gange har jeg f.eks. ringet til min mor og har snakket med hende, indtil mine tanker er faldet til ro."

"Det er først nu, at jeg ved Pias hjælp har fundet ud af, at de strategier, jeg har brugt altid, har holdt mig fast i det, jeg var bange for. Hvis jeg bare havde vidst det for 20 år siden, ville jeg have gået meget lettere gennem livet."

Når trigger- og katastrofetankerne i dag banker på hos Sara Maria, griber hun dem ikke. 

"Og det vilde er, at jeg efterhånden nærmest ikke når at opdage, at der kommer en dårlig tanke, fordi jeg ikke har givet den type tanker opmærksomhed i så lang tid."

Læs også

Mia Lyhne kæmpede med frygt og skam – men så mødte hun Anja

Hvordan lærer man at lade sine tanker være?

"Man kan f.eks. se tankerne ligesom sushitallerkener, der kører rundt på de restauranter, hvor de har running sushi. Der er sådan et transportbånd, der kører rundt og rundt langs bordene, og her kommer den ene sushitallerken efter den anden kørende. Man tager dem, man har lyst til, og betaler til sidst for antallet af tallerkener, man har samlet. Her kigger man jo kun efter de tallerkener med den type sushi, man kan lide, og man lader bare de andre køre forbi nærmest uden at registrere dem."

"Det samme kan man gøre med sine tanker. Nå, der kom en dårlig tanke, men den lader jeg bare køre videre. I begyndelsen kan det selvfølgelig være svært, og man skal kæmpe for ikke at gribe fat i tanken, men hen ad vejen bliver det nemmere og nemmere, og det er helt utrolig befriende at opleve. Jeg er selv nået dertil efter bare ti metakognitive sessioner, men allerede efter de første sessioner begyndte jeg at mærke en forskel."

"I realiteten er det jo overbevisningen, der gør, at man kan nå dertil, hvor jeg er nu. Hvis man i begyndelsen af sit forløb er overbevist om, at man ikke kan håndtere sine tanker eller ikke kan finde ud af at lade dem være, så er det gennem samtalen med terapeuten – eller ved at læse bogen – man finder ud af, at der faktisk ER en mulighed for, at man kan lade tankerne være."

"Men man skal jo vide, at det er det, man skal gøre. Da jeg begyndte hos Pia, anede jeg ikke, at jeg skulle lade mine tanker være for at komme min angst til livs, men nu, hvor jeg ved, at det virker, har jeg slet ikke lyst til at dyrke tankerne."

Hvordan kan du mærke forskellen i din hverdag?

"Min yngste datter slog sig for nylig og fik syv sting. Førhen ville jeg have brugt mange kræfter og bekymringer på at tænke over, om det nu ville vokse ordentligt sammen, om der ville komme betændelse i det og så videre."

"Og selvfølgelig skal jeg tjekke såret og holde øje med, om det bliver rødt eller ømt – jeg er jo moren – men i stedet for at gå og bekymre mig hele tiden kigger jeg kort på det hver dag, spørger min datter, om det føles ok, og så lader jeg det ellers være. Jeg formår på en måde, som jeg aldrig har kunnet før, at afkoble min opmærksomhed fra det, der kunne være bekymrende, og det er utrolig rart."

Så du får faktisk ikke egentlig angst mere efter den metakognitive terapi?

" Nej. Og det er vidunderligt. Jeg kan da godt mærke, at angsten for angsten stadig kan ligge og lure i baghovedet, men jeg er blevet god til også at lade den være, ligesom jeg ikke griber tankerne, hvis de for eksempel handler om min flyskræk. Nu skal jeg ud og flyve om nogle dage, ud og hjem samme dag. Men jeg har ikke ondt i maven over det, som jeg normalt ville have haft."

Senest har hun mistet sin elskede far efter lang tids alvorlig sygdom. Selvfølgelig har farens sygdom og død taget voldsomt hårdt på Sara Maria, men hun er ikke blevet væltet af angst og bekymring på samme måde, som hun måske tidligere ville være blevet det. På samme måde har ny kæreste, istandsættelse af hus, flytning og det at sige et fast job op ikke bragt hende ud af balance.

"Det at flytte sammen med Nicolaj og sige mit job op var sket under alle omstændigheder, for jeg er i bund og grund et modigt menneske og har altid kastet mig ud i ting på trods af min angst. Men jeg tror, at måden, det er sket på, har været anderledes."

"Før i tiden ville jeg have gået og tænkt utrolig mange tanker om, hvordan det nu skulle gå alt sammen, men det har jeg ikke gjort. Og det gør mig faktisk meget rørt, kan jeg mærke, når jeg tænker over, hvor meget lettere mit liv er blevet, og hvor meget mere styrke, jeg føler, jeg har i dag. Jeg tror ikke, at andre nødvendigvis kan mærke en forskel på mig, men jeg kan mærke, at kampen inde i mig selv er slut."

Hvordan har det været at skulle indvie Nicolaj i, at du har kæmpet så meget med angst?

"Jamen, jeg har fundet verdens mest tålmodige, optimistiske og omfavnende menneske. Det har jeg også mange venner, der er, men de står jo ikke op med mig hver dag. Nicolaj har været en kæmpe støtte og en virkelig god samtalepartner. Hun holder en lille pause og tænker sig lidt om."

"Nicolaj rummer meget, og han rummer også meget med mig. Han har holdt om mig, når jeg har haft brug for det, og han har også talt alvorligt til mig, når han har syntes, at det var nødvendigt. På en god og kærlig måde. I mit lidt ængstelige sind har jeg brug for, at der er total åbenhed og ærlighed med de mennesker, jeg er sammen med. Jeg bliver utryg, når jeg kan mærke, at der ligger noget mellem linjerne, eller hvis der er noget, der ikke bliver sagt, fordi det får mig til at tænke alle mulige tanker."

"Jeg har simpelthen ikke sind til, at der er noget mellem linjerne. Jeg er i høj grad et følemenneske, og jeg analyserer også nogle gange lidt for meget, men det er vigtigt for mig, at alle omkring mig er okay. Og der er det rigtig rart med Nicolaj, for han smiler ikke og siger ”det er okay skat”, hvis det ikke er. Han er altid helt oprigtig."

"Jeg fortalte ham tidligt, at jeg har haft de her udfordringer gennem livet, så han ikke skulle blive nervøs, hvis jeg fik et angstanfald. Samtidig var det også vigtigt for mig, at jeg ikke skabte panik på forhånd, så han skulle gå og holde øje med, hvordan jeg havde det. Jeg ville ikke have, at han skulle tænke over det hele tiden, og det gør han heller ikke, ved jeg, for det har han været helt tydelig omkring. Vi ved begge, at jeg siger til, hvis jeg har det dårligt, og så er han opmærksom på det. Ellers ikke. Og i dag er jeg meget opmærksom på at tale om min angst i datid."

Og er angsten så for alvor datid for dig?

" Ja, og jeg kan også sige, at bogens titel – ”Let livet” – giver så sindssygt meget mening. For livet er blevet SÅ meget lettere, og jeg er virkelig overrasket over, at det er sket for mig. Jeg havde da håbet, at jeg ville få det lidt bedre af terapien, men letheden i mit sind i forhold til angsttanker havde jeg simpelthen ikke i min vildeste fantasi forestillet mig."