Har du (stadig) lyst? Få gode råd til at fyre op under lidenskaben igen
Er lysten til frække lege på lagnerne faldet i takt med, at du er blevet ældre? Så er du langt fra alene, men den gode nyhed er, at lysten hos langt de fleste godt kan vækkes igen. Lær at forstå din lyst – og få gode råd til at fyre op under lidenskaben igen.
”Adr!” tænkte du sikkert, da du var helt ung og talen måske faldt på, hvad dine forældre egentlig lavede inde i soveværelset – udover at sove. Og sådan tænker en stor del af os faktisk, for det ligger ikke i vores kultur at tænke på folk over fx 50-60 år som seksuelt aktive, siger Sarah Wåhlin-Jacobsen, der er læge og har skrevet ph.d. om seksuelle problematikker hos kvinder.
– At ældre mennesker skulle have sex har tidligere været et kæmpe tabu. Vi har tænkt på sex som noget, der udfases med alderen og separate soveværelser. Det får ikke ligefrem lysten til at stige og kan være en del af grunden til, at sexlysten ofte falder med alderen, siger Sarah Wåhlin-Jacobsen, men også fysik og helbred spiller en stor rolle for lysten til sex:
– Jo ældre, vi bliver, jo flere sygdomme får vi typisk, og det betyder mere medicin. Både sygdom og medicin kan påvirke vores overskud, seksualitet og evnen til at blive ophidset eller få rejsning. Men sex er ikke slut, fordi vi bliver ældre – der skal bare lidt mere arbejde til, end da vi var yngre, siger lægen.
HORMONERNE DRILLER
Når overgangsalderen begynder at lure, er det især hormonerne, der kan spille sexlysten et puds, for faldet i kønshormoner kan for mange både betyde et mindre seksuelt drive og tørre slimhinder, som kan gøre ondt og give rifter under sex. Og hedeture, svedeture og dårlig søvn – det vækker sjældent lysten.
– Når vi bliver ældre, og der sker store forandringer i vores hormoner, er det normalt, at sexlysten bliver påvirket. Huden bliver slappere, energien falder, man kan få ømme led og er ikke længere så smidig, så der bliver måske flere barrierer for at tage initiativ til sex, siger Sarah Wåhlin-Jacobsen, som i sine studier har fundet, at manglende sexlyst mest rammer kvinder, men vær ikke overrasket, hvis det er din mand, der er ramt – for det ser lægerne altså også, selvom det ikke er lige så hyppigt.
Men måske har du slet ikke oplevet, at sexlysten er blevet mindre, for ikke alle kvinder får mindre lyst. Når børnene bliver større eller flytter hjemmefra, får du jo mere tid til dig selv og din partner – og sex! Til gengæld vil næsten alle opleve, at sexlysten svinger gennem hele livet – også, når alderen går op.
LYST ER HÅRDT ARBEJDE
– Vores lyst svinger efter både fysik, humør og overskud, og mange oplever, at lysten blusser op på en ferie eller med en ny partner. Og ned, når man er træt, stresset og hverdagsramt. Det er normalt, og hvis lysten svigter dig, skal du vide, at den kan vækkes igen – også selvom du er oppe i alderen, understreger Sarah Wåhlin- Jacobsen, som bakkes op af sexolog Vivi Hollænder, der mener, at vi skal være bedre til at arbejde mere på vores sexlyst og vores sexliv, jo ældre vi bliver.
– Når vi kommer i overgangsalderen, kan lysten ganske rigtigt blive tung at danse med, fordi vores hormonniveau falder så drastisk. Lysten kan gå i dvale hele livet, men der skal arbejdes hårdere på at vække den, når vi bliver ældre og har færre hormoner. Som med alle andre funktioner i kroppen, skal lysten stimuleres mere for blive holdt ved lige nu, siger sexologen, men du skal også have lyst til at få lysten igen, for livet kan for mange leves fint uden sex.
Hvis du gerne vil have lysten igen, må du finde ud af, hvorfor den er væk. Skyldes det fysiske gener som tørre slimhinder, rifter og infektioner i skeden? Så skal du gå til din læge, råder eksperterne, for her kan du få et lokalt hormontilskud, som gør slimhinderne mere fugtige. Du kan også prøve med glidecreme fra apoteket – er du bange for at være tør, så det gør ondt, vil du spænde op i underlivet, og det gør også ondt, både på dig og på lysten.
LYSTEN SKAL STIMULERES
Måske er det slet ikke fysiske gener, der plager dig, men simpelthen bare manglende lyst. Det kan der også gøres noget ved, siger sexologen, og her handler det om at stimulere hjernen: vores største erogene zone.
– Det er en håbløs opgave at have sex med sig selv eller sin partner, hvis hjernen ikke er med. Den tænder og slukke for lysten, og du kan stimulere den ved bl.a. at læse erotiske noveller, se erotiske film eller dyrke erotiske dagdrømme – alt, hvad der sætter gang i din lyst, og jo mere, jo bedre, for det får lysten til at vokse, siger Vivi Hollænder, der også anbefaler onani som en lystvækker.
– Jeg oplever mange kvinder, som ikke dyrker sex med sig selv, fordi de vil gemme lysten til deres partner. Det er helt misforstået, for lyst arbejder efter mekanismen ”mere vil have mere”, så onani vil være med til at øge din lyst og også gøre dig klogere på, hvad du godt kan lide, siger sexologen. Mange tror, at der skal grænseoverskridende seksuelle eksperimenter til, når lysten går i dvale, men det anbefaler hverken lægen eller sexologen. Nøglen er at gå tilbage til start. Lig nøgne ved siden af hinanden. Kig, kys, nus, rør, pil. Små- bitte skridt, som måske, og med tiden, kan føre til sex.
– Jeg har bl.a. arbejdet med sensualitetstræning, hvor man starter med at røre og sanse hinanden uden om de erogene zoner, trinvist inddrager de erogene zoner og bliver mere og mere udforskende og stimulerende i berøringerne. Mange par bliver vant til at hoppe hurtigt til samlejet, men opstår der problemer med den del, kan det være meget svært at være intime sammen, siger Sarah Wåhlin-Jacobsen.
– I løbet af træningen kommer man tættere på hinanden, og måske ender det med sex, men for de fleste føles det mest som at starte forfra, at lære hinandens kroppe at kende på ny – og det kan netop være med til at vække den eventuelt sovende lyst.