Skiferie: 13 tips til vinterparadiset Åre
Af alle de skisportssteder FIT Livings redaktionschef Jeanette Vestergaard har besøgt, har Åre midt i Sverige en favoritplads i hendes vinterhjerte. Hun har boet i byen en skisæson, og guider til alt det du bør se og opleve i Skandinaviens skihovedstad.
Bo
Hvis du vil bo, hvor det sner, så book et værelse eller lejlighed i Åre bymidte. Så er du tæt på skilifte, restauranter, afterski og shoppemuligheder. Du kan finde flere Airbnb-muligheder og selvfølgelig de klassiske hytter. Vil du dyrke den svenske gårdstil, så er Hotel Åregården det rette valg. Her er lækre, æstetiske rum og en gennemført stil. Hotellet, jeg selv vil vælge, er Hotel Fjällgården, der ligger et stykke oppe ad fjeldet og helt ud til pisterne, så du næsten kan klikke skiene på i hoteldørene og sætte af. De har tilmed udsigt over Åre samt udendørs opvarmet pool og afterski.
Hotel Åregården, Årevägen 81, Aregarden.com
Hotel Fjällgården, Fjällgårdsvägen 35, Fjallgarden.se
Ski
Åre har noget af Sveriges bedste skiterræn. Her bliver fra tid til anden afholdt VM – blandt andet i 2019 – og du finder løjper fra begynder til øvet samt offpiste-skiløb. Fra Åreskutan, fjeldets højeste punkt, har du smuk udsigt over hele dalen og Åresjön. Du finder 101 nedfarter, hvor den længste er på 6,5 kilometer. Derudover er der 120 kilometer langrendsspor.
Morgenbrød
Skal du hente på Åre Bageri, der har et stort og kvalitetsmæssigt lækkert udvalg og samtidig er ret hyggeligt at hænge ud i. Snup en semlar med i farten, når du nu er der. Det er en slags fastelavnsbolle med flødeskum og marcipan. Og nå ja, varm kakao – det er de også gode til. Godt brød har de også hos Grädda, som er et mindre bageri, der også laver virkelig god is. Man kan vel ligeså godt dyrke det kolde, når man nu er i det, ikke. Åre Bageri,
Årevägen 55, Arebageri.se
Grädda Åre, Brunkullan 150, Grädda.se
Kaffe
Er de glade for i snebyen, og den bedste får du på Åre Kafferosteri, der har vundet en pris for deres kaffe. De sælger også økologisk kage, som de bager selv.
Åre Kafferosteri, Trondheimsleden 52, Arekafferosteri.se
Frokost
Får du i en grøn og økologisk variant hos Lounge. De har friske juicer, og det de selv kalder helsebowls og helsepizzaer. Grønt er det og en skøn pendant til skiferiens obligatoriske pommes frites.
Lounge, Sankt Olavs väg 33, Loungeare.se
Aftensmad
Ingen tur til Åre uden en besøg på burgerrestauranten Broken Åre. Stamstedet, der altid mætter min greasy-sult og er god for en fest med livebands og DJs. Der er ofte fyldt godt op, så husk at booke bord. Skal det være gourmet er Fäviken Magasinet udstyret med to michelin stjerner og kåret som en af Sveriges bedste restauranter. Den ligger en halv times kørsel fra Åre på en idyllisk herregård. Champagne og den helt store vinmenu finder du hos Vinbaren Åre, der til vinen serverer en menu baseret på de råvarer, der er i sæson.
Broken Åre, Torggränd 4, Broken-are.com
Fäviken 216, Järpen. Favikenmagasinet.se
Vinbaren Åre, Stationsvägen 11, Vinbaren-are.com
Spa
Jeg har endnu ikke prøvet spaen hos Copperhill Mountain Lodge, men jeg har hørt meget godt om den. Især drømmer jeg om en tur i deres indendørs pool, der har udsigt over fjeldet, efterfulgt af en helkropsmassage, der giver nyt liv til trætte skiben. Præcis den kombi er faktisk en behandling, som Copperhil kalder Super Muscle Star. To af dem tak.
Copperhill Mountain Lodge, Åre Björnen, Copperhill.se
Afterski
Åre er ikke kun kendt for sit skiløb, men i ligeså høj grad for sin afterski. Der er fuldt tempo på og rig mulighed for støvledans på bardisken hos enten Bygget, Verandan, Fjällgården eller Hyddan for at nævne nogle få. Særligt Fjällgården kan virkelig få puls på beatet.
Bygget.se, Verandan-are.se
Fjallgarden.se, Arehyddan.se
Shop
Selv om Åre er en relativ lille by, har den mestret brands som Peak Performance og Klättermusen, som også har deres egne butikker i byen. Det er ikke en stor shoppingby, men de har mange små, fine butikker, hvor det er muligt at finde fedt skigear, som du ikke finder andre steder. Der er mange kreative ildsjæle i byen, så der popper tit noget nyt op.
Hundeslædetur
Intet slår en tur med hundeslæde og helst hos Tommy hos Åre Sleddog Adventures. Han er en sindig Jämte, der er født og opvokset i byen og har for vane at svare ja ved kun at trække vejret hurtigt indad. Hos ham kan du tage på en to timers-tur med en kaffepause indlagt på ruten. På hver slæde sidder to til tre mand, og enten er det dig eller guiden, der styrer slæden. Skal du have den helt store hundeslædeoplevelse, så book en tre dages-tur, hvor du får dit eget spand med fire-fem alaskan huskies. Trækivrige og sejlivede hunde, som de fleste når at blive så knyttede til på deres tur, at de gerne vil have dem alle med hjem. Er det muligt så book turen, så den foregår i Sylarna – et smukt fjeldområde, hvor I kører fra hytte til hytte.
Åre Sleddog Adventures, Grimsta 140, Undersåker, Aresleddog.se
Træn skimusklerne
Hos en af de tre fitnessfaciliteter i byen. Vælg mellem Sats, Sportsgym Åre og et mindre fitnessgym på Tott Hotel Åre.
Sats Åre, Åre Strand 4, Sats.se
Sportsgym Åre, Kurortsvägen 20, Sportsgym.nu
Tott Hotel Åre, Tott Vägen 111, Tottare.se
B(j)ørnevenligt
Skal børnene med, så bo i en hytte i området Åre Björnen. Her er flere hytter med ski-in ski-out, og der er skiskoler og brede begynderbakker. Det er også her, de fleste langrendsruter begynder. Skal I bo på hotel i området, så check ind på Copperhill Mountain Lodge, som ligger oppe i bakkerne og har faciliteter som spa og pister lige til døren.
Copperhill Mountain Lodge, Åre Björnen, Copperhill.se
Når sneen smelter
Forvandler byen sig til et outdoor-tagselv- bord, hvor du for eksempel kan vandre, køre på mountainbike ned ad pisterne eller riverrafte. Året rundt er der altid en loose og velkommen stemning.