Slank med Sense: Mette tabte 27 kilo
På et år tabte Mette Lindblad 25 kilo ved at spise efter Sense-principperne. Hun har holdt vægten i halvandet år nu og synes, det er det nemmeste i verden, fordi der er tale om helt almindelig mad, som familien også kan spise.
Da tallet på vægten ramte 107 kilo, tog Mette Lindblad en beslutning. Nu skulle det være. Nu skulle hun tabe sig. Siden hun fik børn, var vægten bare kravlet op-op-op, og den 1. januar 2017 vedtog Mette med sig selv, at hun inden jul samme år ville smide 25 kilo. Den 17. december var målet nået. Ved hjælp af kostkonceptet Sense, som er udviklet af kostvejleder og vanecoach Suzy Wengel.
"Jeg havde prøvet forskellige kure gennem årene. Uden held. Jeg syntes simpelthen, det var for besværligt, at man skulle veje sin mad og købe alle mulige underlige ingredienser i forskellige specialforretninger. Og med tre små børn og min daværende mand orkede jeg ikke at skulle lave speciel mad til mig selv. Jeg tabte mig typisk fire-fem kilo på de forskellige kure, men så snart jeg stoppede, fordi det var for besværligt, tog jeg det hele på igen. Plus lidt mere."
Hvornår og hvordan stødte du så på Sense?
"Jeg hørte om Sense første gang, da jeg så udsendelsen ”En kur, der dur” på TV2. Jeg gik på nettet og læste mere om det, så nogle videoer, som Suzy Wengel havde lagt på YouTube og meldte mig ind i Sense-gruppen på facebook. Jeg købte også en bog om konceptet, og så gik jeg i gang. Det tiltalte mig, at jeg kunne spise helt almindelig mad, det var bare et spørgsmål om mængder og fordeling af grøntsager, protein, stivelse og fedt. Jeg syntes egentlig, at jeg havde spist ret fornuftigt, inden jeg gik i gang, men pludselig blev jeg opmærksom på, hvad – og hvor meget – jeg puttede i munden MELLEM måltiderne også. Og jeg blev opmærksom på, at jeg slet ikke spiste så mange grøntsager, som jeg burde."
Hvordan var det at spise efter Sense i begyndelsen?
"Det anbefales, at man spiser meget stramt efter principperne de første 14 dage, og det betyder, at man ikke spiser nogen mellemmåltider. I begyndelsen var det sindssygt hårdt, syntes jeg, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg faktisk var mæt meget længe på de måltider, jeg spiste, og at jeg derfor slet ikke fik samme behov for at spise mellem måltiderne. Og det var også min indstilling, at nu skulle det simpelthen være, så jeg holdt bare fast."
Hvad var grunden til, at du var så fast besluttet på, at det skulle lykkes?
"For det første kunne jeg simpelthen ikke holde ud at kigge mig selv i spejlet længere. Jeg havde det virkelig dårligt med mig selv, og jeg kunne mærke, at jeg blev mere indesluttet og trak mig tilbage i forhold til andre mennesker og sociale arrangementer. Fysisk kunne jeg også mærke det, for jeg var træt og begyndte at få ondt i mine knæ. For det andet arbejdede jeg på det tidspunkt med genoptræning af mennesker med hjerneskader.
Mange af dem, der kom til genoptræning, havde fået blodpropper og følgesygdomme, som bl.a. diabetes, og det var på grund af overvægt. Det gjorde indtryk på mig, og det ville jeg bare ikke udsætte hverken mig selv eller min familie for. Den første måneds tid skete der ikke rigtig noget med vægten. Men i stedet for at give op holdt Mette fast i at spise efter Sense-principperne, for hun havde set i tv-programmet, at der godt kunne gå noget tid, før kiloene begyndte at slippe.
Da anden måned var gået, havde hun tabt fire-fem kilo, og det gav yderligere blod på tanden. Hun målte sig også en gang om ugen om taljen, hoften, lårene, knæene, anklerne og armene, og hun tog løbende billeder af sig selv. Det var motiverende de dage, hvor vægten stod stille, for det var tydeligt at se på både mål og billeder, at der skete noget."
"Jeg fik utrolig meget ros og mange fine kommentarer. Jeg har faktisk aldrig fået så meget ros i mit liv før, så det var fuldstændig fantastisk. Folk, der ikke så mig til hverdag, sagde: ”Hold da op, hvor er du blevet flot”, når de mødte mig. De syntes, det var godt gået."
Trænede du også?
"Ja, jeg meldte mig ind i et fitnesscenter og trænede en del i det år, hvor jeg skulle ned i vægt. Inden jeg fik børn, havde jeg altid været meget aktiv med sport, men i 30’erne gik det hele op i børn og bleer, og jeg glemte at vedligeholde mig selv. Jeg træner stadig og er i det hele taget blevet meget mere aktiv i min hverdag. Jeg kan være sammen med mine drenge på en helt anden måde, end jeg kunne, da jeg vejede over 100 kilo.
De er lidt af nogle vildbasser, der f.eks. kan lide at kravle i træer på sådan nogle ”go high-klatrebaner”, og jeg er med. Det ville jeg aldrig have kunnet, da jeg vejede 25 kilo mere. Jeg ville heller ikke have haft energi til det. Jeg var altid dødtræt, og det er jeg slet ikke i dag, hvor jeg også igen har fået lyst til at gå ud med venner og veninder. Mette har nu holdt vægten i halvandet år, og hun synes slet ikke, det er svært. Det er blevet en livsstil, som også hendes drenge er blevet glade for."
"Sense ligger på rygraden nu, så jeg ved, hvad der skal til, hvis jeg i en periode skal til mange arrangementer, hvor jeg spiser mere end normalt. Det er okay at give slip, for jeg kan nemt finde tilbage til principperne."
"Drengene spiser det samme som mig, og de er faktisk ret vilde med mange af de ting, jeg laver. De vil f.eks. altid gerne have Sense-pizza, som jeg laver efter en opskrift, jeg har fundet på YouTube. I det hele taget er der rigtig meget gratis inspiration og mange gratis opskrifter at finde på nettet, og jeg er meget glad for det Sense-community, der er på Facebook.
Folk er rigtig gode til at støtte hinanden derinde, der er en god tone, og der bliver delt opskrifter og andre tips. Undervejs i mit vægttab lagde jeg selv nogle før-efter-billeder ud, og det gav mig virkelig et løft, når de andre i gruppen – og Suzy Wengel selv – kom med søde og opmuntrende kommentarer. Det giver lige et ekstra kick, når man hører fra ”mesteren” selv, at det er godt gået."
Hvordan havde du det, da du nåede målet om 25 tabte kilo?
"Fantastisk! Det var den bedste julegave, jeg kunne give mig selv. Jeg var så glad og tilfreds, og jeg var så stolt af mig selv. Både fordi jeg havde tabt mig, men også fordi jeg havde kunnet holde mig selv oppe på processen hele vejen."
Er du tilfreds med den vægt, du har nu, eller skal du længere ned?
"Jeg vejer 82 kilo nu, og jeg har da haft nogle tanker om, at jeg gerne ville under 80 kilo. Det kan være, at jeg gør det på et tidspunkt, men jeg har det godt med mig selv, som det er nu, og det er jo det vigtigste."
Har du et godt råd til andre, der overvejer Sense?
"Giv det en chance. Det kan godt være, at der går noget tid, før kiloene begynder at forsvinde, men hold ud. Det kommer. Så hop ud i det for Søren da!"