Spiseforstyrrelse i julen: ”Det kan være så angstprovokerende, at det er lettere at blive væk”

Det er julens udgave af at tale om vejret.

Maden.

Der er masser af den, og den bliver nævnt flere gange om dagen, hvis ikke i timen.

Det er svært for 33-årige Lisbeth, som har lidt af en spiseforstyrrelse, siden hun var 13 år. 

For den ustoppelige snak om mad er angstprovokorende og stressende, når tankerne i forvejen driller, og selvom hun ikke har været lige plaget af sin sygdom alle tyve år, har julen – uanset hvor godt eller dårligt hun har haft det – været et af de tidspunkter, der har været ekstra svære.

I miniserien ’Den forbandede jul’ har vi snakket med kvinder, der på hver sin vis har det svært med julen, hvoraf en af dem er Lisbeth. Læs hendes fortælling her:

Hvorfor kan julen være en særligt svær tid for dig?

”Generelt handler det rigtig meget om mad, når vi skal hygge os i Danmark, og især omkring juletid er der rigtig mange ting, der handler om at hygge sig, og hvor traditionerne er, at man skal spise sammen, eller at man skal noget, der omhandler mad.

I julen kommer der derfor en helt masse ubekendte faktorer, når jeg f.eks. besøger andre, hvor man i juletiden ofte bliver budt på store serveringer af mad, småkager, konfekt eller lignende. Det er for mig svært at være i, fordi jeg rigtig gerne vil prøve at forudsige, hvad jeg skal spise i løbet af dagen.

Det kan være så angstprovokerende, at det er lettere at blive væk. Så ikke nok med at det er stressende og angstfyldt, føler man sig også meget isoleret og ensom, når man ikke kan deltage, fordi spiseforstyrrelsen larmer for meget.”

Har du nogle konkrete eksempler, hvor det er kommet til udtryk?

”Det fylder generelt rigtig meget op til jul, hvor jeg prøver at forudse, hvad der skal foregå i de dage, hvor jeg skal til forskellige julearrangementer.

Jeg deltager sjældent i julefrokoster og æbleskiver- og gløgg-arrangementer, fordi det bliver for svært, men juleaften er ikke noget, som jeg føler, jeg kan blive væk fra. Der prøver jeg at sige til mig selv, at det skal jeg afsted til, og så prøver jeg i dagene op til at forberede mig på, hvad vi skal have, hvornår skal vi have det, og hvordan jeg kan være i det. 

Det er enormt udmattende, fordi der hele tiden kører et stort regnskab oppe i hovedet i forhold til mad og bevægelse. Jeg bliver hurtigt træt og får svært ved at være i mig selv, når det er værst. I de situationer kan jeg blive meget påvirket af ting, som jeg normalt ikke bliver påvirket af, fordi jeg bliver så udmattet af det.”

Hvad ville du ønske, at andre vidste om din situation i juletiden?

”Både i julen og generelt ville jeg ønske, at folk satte sig mere ind i, hvad det vil sige at have en spiseforstyrrelse. At det ikke bare er én bestemt måde at have det på og én bestemt måde at se ud på. Det kan se ud på mange måder, og det kan føles forskelligt fra person til person. Man kan ikke nødvendigvis se på folk, hvor svært de har det, alt efter hvordan de ser ud.

Det kunne være virkelig rart, at samfundet havde et mere nuanceret billedet af, hvad det vil sige at have en spiseforstyrrelse, og at folk ikke automatisk tænker på anoreksi og på en, der er meget undervægtig. Der kan være rigtig mange andre problematikker i det. ”

Hvad ville du ønske, at andre gjorde for dig - og andre i din situation - i juletiden?

”Det ville være dejligt, hvis ikke alle aktiviteter og traditioner handlede om mad. Selvfølgelig skal man spise, og man skal have lov til at få julemad, men det skal også være muligt at kunne trække sig fra det og være med til noget andet.

I min familie har vi f.eks. ikke julefrokoster med familien i juledagene, hvor man mødes og sidder omkring et bord fyldt med mad i flere timer - og det er ikke udelukkende på grund af mig, men det er en kæmpe lettelse, at det ikke behøver at være dét, vi laver. For vi kan godt stadigvæk være sammen og have det rart og hyggeligt, uden at det nødvendigvis har noget med mad at gøre. Det kan være alt fra at spille spil eller gå en tur, til bare at sidde og snakke eller se en film.

Derudover hjælper det mig rigtig meget, at man ikke italesætter maden så meget.

Folk må gerne give udtryk for, at de glæder sig til maden, men der er en tendens til, at folk i løbet af julen rigtig ofte fortæller, hvor meget de synes, de har spist, hvor godt det bliver at komme tilbage til salater og en sundere hverdag, samt at de skal stramme sig an til træning efter jul, fordi de har spist så meget.

Det kunne være vildt dejligt, hvis man kunne skære dét ud af ligningen, fordi det er rigtig svært, når man i forvejen kæmper med en spiseforstyrrelse, og der så hele tiden kører en samtale om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad man skal spise, hvor meget man skal bevæge sig, og at man skal spise sundt.

Det hjælper dog rigtig meget, at jeg har en lillesøster, der er god til at sige, at hun ikke synes, vi har spist for meget, og at hun tænker, hun sagtens kan spise dessert om lidt, eller hvad hun nu kunne finde på at sige, som kan opveje det, der lidt er julens udgave af at tale om vejret. Måden, folk smalltalker på, er at snakke om, hvor meget de har spist. Det, synes jeg, kan være virkelig svært, men det hjælper, når der er nogen, der undlader at sige det, eller som begynder at sige det imod. 

Særligt, når det kommer fra en person, jeg stoler på og som, jeg ved, er fornuftig. Så kan jeg bedre bruge de ord til noget og tænke, at det er rigtigt.” 

Hvad betyder julen for dig i dag?

”Jeg synes, julen er hyggelig, men jeg synes samtidig stadigvæk, at den er svær. 

På et tidspunkt tog jeg først hen til min familie den 24. om eftermiddagen og tog hjem igen om formiddagen den 25., fordi jeg kunne ikke overskue mere end dét. Men det kan jeg godt nu. Nu kan jeg godt synes, det bliver hyggeligt, og jeg glæder mig til nogle af tingene ved det, men samtidig ved jeg også, at det er hårdt arbejde i forhold til maden, og at der bliver brug for, at jeg har nogle dage efterfølgende til at komme tilbage til et normalt spor.”

Hvad har gjort, at det har ændret sig?

”Den største ændring er, at jeg har fået hjælp til min spiseforstyrrelse, så jeg har fået normaliseret min spisning. Det er blevet lettere, men det er stadigvæk svært.”

Er der nogen, du vil sende en særlig tanke til jul? 

”Det er en virkelig svær tid for folk, der af den ene eller anden årsag ikke har det nemt. Om det er, at man er ensom eller har nogle psykiske problemer, så er det en hård tid. For det er en tid, hvor man meget tydeligt ser, hvordan folk er sammen med dem, de holder af, så man kan hurtigt komme til at føle sig uden for et fællesskab, hvis man ikke oplever det samme.”

Hvad håber du, at andre kan få ud af at høre din historie?

”Det, jeg håber, andre får ud at læse om mine oplevelser med at kæmpe med en spiseforstyrrelse og hvordan det påvirker julen, er, at man godt må sige højt, at det kan være svært. At man ikke føler, at man er tvunget til at passe ind i glansbilledet af en jul, hvor alt er hyggeligt og rart, men at man også godt må sige, at der er nogle ting, der er udfordrende ved det. At sige det højt og snakke om det kan gøre det nemmere.

Det er lettere sagt end gjort, fordi det er virkelig svært at give udtryk for, hvad det er, der er svært, og hvordan det kan gøres nemmere.

Men det gør det lettere for mig, at jeg ved, jeg kan aftale med min mor, at der er nogle ting derhjemme, som jeg kan spise til måltiderne i løbet af dagen, så jeg bedre kan overskue julemaden den 24. Det hjælper også at snakke med min lillesøster om det og planlægge, at vi i et særligt sårbart tidsrum går en tur eller spiller et spil, så jeg kan blive afledt fra nogle af de tanker, der kan være svære.

Det er en kæmpe hjælp at kunne det, men det er også udfordrende at skulle gøre sig selv sårbar på den måde, og sige højt, hvad man synes er svært, og hvad man har brug for andres hjælp til. 

Men det hjælper mig til, at jeg overhovedet kan komme afsted, fordi jeg kan overskue at være der, fordi jeg ved, at der er forståelse for, at der er noget, der er svært for mig.”